Kan I huske den klamme debat der var sidste sommer angående “den gode bikinikrop”.
Lur mig om den ikke fortsætter denne sommer – i én eller anden dur.
Så jeg vil gerne komme den lidt i forkøbet. For jeg synes den er latterlig.

Dette indlæg er faktisk en repost af et indlæg, som jeg skrev sidste år… Jeg har bare rettet det lidt til.

Here it goes:

BIKINIKROPPEN
Ja, jeg mener; “Bikinikroppen”. Ikke “den gode bikinikrop”. “Den gode Bikinikrop” er nemlig noget andet. Først og fremmest er det en sætning bestående af fire ord; 1) den, 2) gode, 3) bikini og 4) krop. Nuvel, anno 2017 har sammensat ord nummer tre og fire sådan ordet bliver; bikinikrop. Det lader jeg være, da mit fokus er et andet nemlig; diskursen og tendensen der er at finde i disse tre ord sat sammen i én sætning; “Den gode bikinikrop”.

BUM! Ordet; “gode”  er et adjektiv og beskriver substantivet, som her er; bikinikrop. Adjektivet kunne også være blå, så sætningen kom til at hedde; “Den blå bikinikrop”, og let’s face it, så havde det været mere neutralt og mindre holdningspræget. For eksempel er min egen association til sætningen; “Den blå bikini” smølfer i bikini – I shit U not!

Men, der hænger en tendens til at folk snakker meget om denne “gode bikinikrop”:

Hvad er den gode bikinikrop, hvad er så absolut ikke den gode bikinikrop, hvorfor er den gode bikinikrop den gode bikinikrop, hvorfor er den ikke-gode bikinikrop ikke en god bikinikrop og så videre…

Der er mange holdninger til (bikini)kroppen, som popper frem i takt med at klimaet bliver varmere og dansken smider mere og mere tøj. Men, tænk jer om – eller faktisk, lad nu vær’ med at tænke så meget over det for syv søren da! Det er os, mennesker, der laver diskurserne, tendenserne og holdningsstrømningerne. Husk hvad jeg skrev om Valentines Day – princippet er det samme, omdrejningspunktet er bare et andet.

Men, jeg skal da heller ikke lege en helgen, jeg har selv nogle holdninger til BIKINIKROPPEN. Ja, nu skriver jeg bikinikroppen, jeg kunne ligeså godt skrive; en bikinikrop, da den er den samme – e-n er bare flyttet over i forlængelse af ordet; bikinikrop, samt er et tilslutnings-p røget på, så fås ordet; bikinikroppen. Mere betydning behøver dét ord altså bare ikke at have!

En bikinikrop er en krop, der bærer en bikini. BUM!  Mangle der noget? Nåe jow… Denne krop er besjælet!

Kroppen er faktisk et menneske. Og dette menneske kan have det varmt, så varmt at det er mest rart at have minimalt – hvis ingen – tøj på. Ja, jeg inkluderer her nudister – og hey, hvorfor snakkes der aldrig om “Den gode Badedragtskrop” eller bedre endnu; “Den gode badebuksekrop”? Er der sneget sig noget sexistisk ind i denne diskurs og tendens? Kunne det tænkes? Denne lader jeg stå åben. Jeg reflekterer jo bare for et åben forum:)

Når dette menneske har det så varmt, at det smider tøjet bare “for at kunne være i varmen”, sker det, sjovt nok, oftest om sommeren, sjovt nok hvor emner såsom; “Den gode bikinikrop” florerer. Igen og igen og igen.

Lyder jeg bitter? Det er ikke meningen. Det er det altså ikke. Selvom jeg er overvægtig og også går i bikini –  og jeg skammer mig kun lidt.
Jeg skammer mig ikke fordi, jeg føler at jeg eksistentialistisk ikke burde gå i den – for det er fandme mit eget valg, men fordi jeg frygter hvad andre tænker om mig, når de ser mig (generelt), men sjovt nok også – og mere – i bikini/badedragt, tætsidden (for der kan jeg jo ikke skjule mig i lækker VINTERtøj – forestil jer hvor varmt det ikke ville være?!).
Men det tragiskkomiske er, at jeg tror faktisk at min frygt for andres reaktion på min overvægtige delle-krop kommer af, at jeg er usikker på mig selv. Men så tænker jeg altså;
Havde jeg mon været usikker på mig selv, hvis diskursen var mere anerkendende og mindre sexistisk? 

Nå, men I den her forbindelse  flasher jeg altså lige lidt billeder af min BIKINIKROP (som jeg faktisk synes kan se helt okay lækker og sexet ud). og… BTW; jeg ved godt jeg har store bryster – det følger faktisk med, når det overvægtige svedende menneske smider tøjet! hahahahha:)

Læg lige mærke til hvordan mit lårs fedt popper frem fra min bikiniunderdel – og se lige min appelsinhud :O

Se lige hvor stort mit lår er – og mega rundt. Mine tær kan liiiige anes 😉

Da jeg gik fra min eks, tilbage i Oktober måned, var jeg et smut omkring min daværende nye læge, og vi kom til at snakke om, hvad jeg havde været udsat for via. min eks og i min fortid – og han sagde da; “en kvinde som dig, med din baggrund, er altid sammen med de forkerte mænd, mænd der er farlige for dem”. Aha, tænkte jeg. Skide fedt. Tænkte jeg også – ganske ironisk, jovist.

Min eks var jo en manipulator og syg i sindet, så en dag sagde han til mig, at han havde været sammen med en kvinde, som først efter havde fortalt ham at hun rent faktisk havde HIV – jeg gætter på at de ikke havde beskyttet sex? Men den dag i dag, tror jeg bare det var en stor hvid klam manipulator-løgn.

Anyways, kort efter gik jeg – sjovt nok – fra ham (der er jo grænser for hvad man kan finde sig i / grænsen for hvad jeg synes, jeg burde finde mig i, var på daværende tidspunkt for længst overskredet, skal lige siges).

Så jeg gik selvfølgelig til min daværende nye læge (jeg var flyttet til en ny kommune) og sagde, at jeg gerne ville tjekkes for HIV. Han kiggede på mig. Og sagde ingenting. Han stirrede bare. Tavsheden blev brudt af, at jeg sagde at jeg IKKE var en “rundetrunte”, og fortalte da om min eks og hans julelege med mig. Så fik jeg min HIVtest:) heh. (Den vidste BTW ingenting).

Lægen begyndte at fortælle mig hvordan jeg psykologisk skulle forholde mig til, hvad jeg havde været udsat for – men jeg kortede ham af, og fortalte ham om min fortid med at være seksuelt misbrugt og at jeg i mange år, havde været vant til at skulle tænke, som han præsenterede mig for. OG SÅ KOM DET!

Da ændrede hans toneleje sig. Min læge kiggede nærmest sorgmodigt på mig og sagde;“Kvinder som har været udsat for det du har, ender altid med at være sammen med de forkerte mænd, mænd som er farlige for dem, mænd som vil dem ondt. I bliver ubevidst tiltrukket imod det/dem. Du skal passe på dig selv”.

Ja… Så jeg gik derfra og tænkte; “måske skulle jeg prøve kvinder?” Aaaaaj, spøg til side.

Jeg gik derfra og tænkte; “Fedt. Bare skub til min allerede eksisterende paranoia, når det kommer til mænd – skide god idé, hr, læge!!” Men altså, jeg kan jo ikke helt forkaste hvad han sagde, for det giver jo mening rent psykologisk, hvis vi kigger ud i samfundet kan vi jo se hans pointe…

Jeg er dog heller ikke selv uden skyld, når det kommer til mænd. Jeg er eddersparkeneme verdensmester i at skubbe dem væk fra mig – både fysisk, hvis de kommer for tæt på, og hvis de er tætte på, så også psykisk/følelsesmæssigt. Der skal nærmest opstå noget magisk, hvis du, som mand, kommer forbi min fæstning.. Eller, sådan har det været. Siden min læge sagde det dér til mig, har jeg virkelig arbejdet meget med mig selv angående at give mænd en chance – og at jeg skal FØLE meget efter – på godt og ondt angående dem. At jeg så igen har brændt nallerne igen her for nylig, det er jo en del af gamet – det kender vi vidst alle sammen, ikke? heh.

Jeg har siden været hos min læge, som forlængede det han før havde sagt med; “Du skal vælge mænd, som er gode for dig”. “Aaaah, tænkte jeg – SOM OM JEG IKKE VAR KLAR OVER DET, SHERLOCK”?! Jeg sagde da til ham; “Hvordan ved jeg, om de er gode for mig og ikke bare lader som om, indtil helvede bryder løs, ligesom ved min eks?”. Da gav min læge mig faktisk noget specifikt at se efter og spørge om… På første date. Såsom; job, planer for fremtiden, vision for fremtiden… Nogle ting jeg ikke engang selv ville kunne svare på – og da var min læges konklusion; så har man ikke rent mel i posen, hvis man ikke ved det…

Aha. Jeg køber det ikke helt, gør I? I så fald er min egen tilgang blevet meget mere laid back; jeg tager det som det kommer,  helt stille og roligt. Jeg ved jeg nu har styrken!

Refleksion:

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om, læger siger sådan noget til deres patienter, som min læge sagde til mig. Jeg kan godt se, at det var for at hjælpe mig, forberede mig, gøre mig klar over tendensen, så jeg kunne undgå den (men kan man det? Og i så fald; hvordan?). Min læge sparkede virkelig til min frygt om, at jeg aldrig finder en, som vil mig oprigtigt. Men jeg tysser den ned. Man kan jo forhelvede ikke leve uden troen på opnåelsen af kærlighed (adr, det er lige før jeg kaster op, når jeg skriver sådan noget aka. jeg er ikke den store romantiker, men ordenes betydning mener jeg faktisk i fulde alvor).

Yay, dette blev vidst mit korteste indlæg til dato! yay me – de bliver sku altid så pisse lange, synes jeg…

Ha´en god dag derude:*

Tootles, Maibritt

Hvorfor fanden skal alting være én lang kamp? 

Jeg føler jeg kvæles – her blir for trængt!

Jeg gør alt hvad jeg kan, men aldrig nok. 

Det er lige før jeg siger stop. 

Siger stop og takker af. 

Jeg orker ikke flere af de her dage. 

Lidt medgang, mere end det imod. 

Det kunne lette mit lille hoved. 

Modgang styrker, ingen tvivl. 

Men jeg vil gerne spares for alt det ævl…

Ævl der forvirrer og frustrere,

det er bare ikke til at klare. 

Jeg søger faste retningslinjer og forventninger,

dette burde der ikke være nogle hindringer for!

Jeg føler jeg står og råber i en kamps konstante hede,

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med den her vrede. 

Det her digt har jeg også skrevet til ham min ven, jeg omtaler i dette indlæg; Forelskelsens lange arme

Jeg skrev også dette digt, imens jeg var på arbejde. Uha, hvor var jeg håbløs forelsket – og i lang tid. For jeg turde jo ikke gøre noget ved det… Jeg gik bare selv med det. Jeg prøvede og undertrykke det. Hvorfor? Tjaa… Fordi jeg ikke turde og tage springet-
andet end i mine tanker. Dér havde jeg taget chancen med at bryde tavsheden overfor ham, angående min forelskelse i ham, længe. Min forelske i ham hang længe stædigt i mig – ligesom vintergækker der bryder op af selv frossen jord.

Nattens stjerner blinker,

Billedet af dig står stærkt i mit indre.

Du betyder alt for mig,

Men jeg ved ikke hvad jeg betyder for dig.

 ________________________________________________

Jeg tror du synes jeg er sjov,

Men jeg vil gerne spørge om lov,

Til at få noget at vide om dine egentlige behov.

 __________________________________________________

Jeg synes ikke, at jeg spørger dig om noget særligt.

Jeg er sikker på, at vi to sammen kunne få det så herligt.

Det er ikke kærlighed, det er ikke had,

Det er noget andet.

Jeg ved bare ikke hvad.

Livet:

1. Livet kan gå mange veje,

Nogen er lange og seje,

Andre er korte og nemme,

Det må man ikke glemme!

2. Livet har det med at forandre sig.

Også er det, at man påbegynder en ny vej.

Om det er en vej man kan li? eller ej,

Det må man tage som en leg.

Nogle gange synes jeg, det er for svært. “Det?”, spørger du. “Ja, det”, svarer jeg. “Det hele, alt”. Det er nogle gange svært at være menneske. Det er nogle gange svært at være mig. Ikke fordi jeg skal gøre noget overvældende ambitiøst, næ nej, jeg skal bare være her, være til. Leve mit liv og holde mig i live. “Det lyder da ikke særlig svært”, siger du. “Nej, ikke umiddelbart, vel, men…”, svarer jeg og uddyber…

Mennesket er underlagt mange forventninger. Nogle forventninger kommer fra dets omgivelser og andre fra sig selv. Omgivelsernes forventninger kan man til dels afskærme sig fra, hvor forventninger til dig selv altid vil være der, dem skal man lære at kunne med. Omgivelsernes forventninger og dine egne forventninger hænger ofte sammen, da mennesket er mester i at tage indtryk til sig igennem sin socialisering, som det kan lagre som direkte eller skjulte forventninger til sig selv. “Det lyder da fint nok, for så er mennesket da sikker på altid at bevæge sig, at udvikle sig”, siger du garanteret. “Jo jo, men indtryk, der IKKE kommer til udtryk, danner overtryk”, svarer jeg da. 

Det er sundt at der forventes noget af os, selvfølgelig er det dét, dermed blomstrer vi. Men, hvad sker der, når forventningerne ikke imødekommes? Da visner vi, føler os ufuldendte. 

Mennesket i senmoderniteten/multimediesamfundet, det globaliserede, multisocialiserede vidunder-menneske, hvis muligheder og informationskilder er af uanet størrelse, har mange forventninger til sine omgivelser og sig selv “der er ikke det, du ikke kan, du skal bare ville det nok!”. 

Jeg har forventninger til mig selv, hvis tilblivelse garanteret er sket pga. mine omgivelsers signifikante rolle, og disse gør både mine dage fantastiske og udviklende. Men nogle gange virker de også omvendt. For nogle dage kan jeg bare ikke efterkomme dem. Så bliver de ikke efterkomne egen-forventninger til noget der rakker mig ned, pointerer hvor doven, dårlig og uambitiøs jeg er. 

Afkoblingsdag = ansigtsmaske ON!

I dag, igen i dag, forventer jeg af mig selv, at jeg vil gå glad i seng, så jeg er frisk på nye eventyrer i morgen. Hvis opfyldelsen af dét kræver, at jeg tager en afkoblingsdag, smider indre forventninger ud af hovedet for en stund, gør noget der gør mig glad, giver mig positiv energi, giver afløb for mine indre overtryk, er det dét, jeg gør! Så tager jeg mig af forventningspresset i morgen, og dagen efter den og dagen efter den og dagen efter den. Så tager jeg mig nok endnu en afkoblingsdag – jeg er jo blot et menneske der prøver at følge med og det er altså slet ikke så nemt, som jeg nogen gange får det til at se ud. “Får det til at se ud” – det er også hvad psykologien kalder en facade, hvilket også har et tilkoblet begreb, der hedder en forsvarsmekanisme… Ih, det er svært at være menneske. Jeg tager det eventyr én dag af gangen. 

Forventningernes pres, 

de giver mig stress,

hvilket gør det svært for mig,

at finde min plads. 

At lede i kede,

udgør en hede,

varme fra jordens indre,

djævlens ild må jeg forhindre. 

Jeg blot menneske, 

ved ikke hvordan,

eller om jeg kan,

lindre gud og hver mand