Ja, jeg refererer til al den hurlumhejs der er angående nytår, nytårsaften, nytårsskiftet og de tilknyttede nytårsfortsæt. Nytårsforsættendes tendens såsom at tabe sig, blive mere trænet, ændre jobstilling, få nyt job, få højere løn, rejse mere, opleve mere, leve mere ? er mest ?in?.
Nogle mennesker snakker højt om deres nytårsfortsæt. Det gør de nok, fordi de har en skjult forventning om, at offentliggørelsen af deres håb og indre ønsker for fremtiden, vil biddrage til øget motivation for at gennemføre forsættet. For hvis de ikke gennemfører forsættet, kan de blive mødt af ?Skammens Øjne?, som Sartre kalder den intersubjektivitet, som opstår i det, et menneske bliver målt og bedømt af andres blikke. Ergo de mennesker du fortalte om dit nytårsforsæt kan f.eks. have en mening at fortælle dig om dit engagement eller mangel på samme i gennemførelsen og opnåelsen af dit fortsæt.
Der er også de personer, som tier med deres nytårsforsæt. Det gør de måske fordi de er usikre på, hvorvidt de kan gennemføre forsættet eller/og de er usikre på hvorvidt forsættet egentlig er helt relevant. For hvis det ikke er det, hvorfor så overhovedet gå i gang med det? Hvorfor så overhovedet fortælle det til nogen? Ergo, dem der tier er nok usikre på relevansen af forsættet, på deres egenskaber til at gennemføre det relevante forsæt. Ergo er den tiende nok usikker på sig selv angående målopnåelse – og denne usikkerhed resulterer i, de ikke vil risikere et møde med ?Skammens øjne?.
Og så er der de mennesker, som ikke kan se relevansen med overhovedet at lave nytårsfortsæt. Jeg er én af dem. Jeg laver mål for mig selv hele tiden, hele året rundt. Jeg kan ikke se nogen fordrende effekt ved at gøre det til nytår. Der er nogle mål og håb fra det gamle år, som jeg tager med mig i det nye år, hvis nødvendigt. Jeg vil ikke dunke mig selv oven i hovedet eller blive imødekommet af ?Urskammens øje?, hvis jeg ikke opnåede alle mine mål (jeg tæller altså store som små!) i det gamle år. Jeg vil hellere tage den tid til dem hver, som er nødvendig. Alt kan jo ikke nås på et år og nogle ting er altså ikke op til én selv. Og hey ? det hedder jo også et nytårsforsæt, ikke; ?Nyt år ? ny begyndelse, det gamle år lig med gamle jeg, det nye år ? det nye jeg skal laves?, nej, det er en meget moderniseret forståelse af nytårsforsæt-begrebet.
– Psst! Vi har dog alle dén ting til fælles, at vi forholder os til os selv ? på den ene eller anden måde. Dén effekt har nytåret på os alle sammen. At vi oplever vores ?selv? i kraft af at vi forholder os til at vi kan forholde os til os selv, som vores ærede Søren Kierkegaard har skrevet i ?Sygdommen og døden? (1849):
?[?] Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv; eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv. Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. [?]?
…Så, om du er tilhænger af nytårsfortsæt på den ene eller anden måde, eller, ligesom jeg, ikke kan se relevansen, effekten og motivationen af dem, så vil jeg æde min gamle hat på, at nytårsskiftet får dig til at forholde dig til dig selv og din måde at leve på. Det er som en centrifugalkraft, som menneskeheden ikke kan fraruske sig. Men det er altså også okay at reflektere over sig selv og sin tilværelse ? det må bare ikke tage overhånd.
?Jeg ville også ønske, at jeg bare var en patient med influenza, som du hurtigt kunne fortælle mig om næsespray og hvile ? men det er jeg altså ikke!?
Sådan sagde jeg til min daværende læge, da han og jeg igen, under en 10 minutters konsultation, havde snakket om, hvorvidt jeg ikke kunne få længere konsultationer hos ham. Min læge sagde; ?Hvis jeg bruger mere tid på dig end de 10 minutter, så gør det, at jeg skal arbejde i min fritid og så får jeg ikke løn, og det gider jeg altså ikke.?
Det er altså ikke fordi jeg er en kold kælling i mangel på empati angående min læges arbejdsforhold, jeg kunne sagtens forstå hans argument, men nu er det bare sådan, at jeg rent faktisk – og af ham nogle måneder forinden – blev diagnosticeret som kompleks kronisk smertepatient med neuropatiske smerter (dysfunktionelt nervesystem).
Min nye diagnose gjorde, at jeg ofte gik til lægen. For der skulle findes den rette medicin, holdes øje med symptomer og bivirkninger og sådan. Og en konsultationstid på 10 minutter efterlod ikke megen ?snakketid? som var ? og til stadighed, er alfa omega for mig og mit psykiske velbefindende i al det her. Jeg manglede, at min læge havde tid til at snakke med mig, tid til at kunne svare på mine spørgsmål og dermed give mig forståelse og ro i tankerne. Så jeg gik tit fra min læge ked og frustreret, for jeg følte mig altid negligeret. Jeg følte mig tingsliggjort ? som en genstand på en fabriks rullebånd, som skal køre hurtigere og hurtigere ? jo flere patienter på båndet, på en time, jo flere penge i kassen!
Disse følelser resulterede i, at jeg konfronterede min læge med, at jeg ønskede mere konsultationstid, hvor han frustreret sagde ovenstående og ?det er ikke mig der har bestemt reglerne for konsultationer, hvis du gerne vil vide mere, så skal du snakke med Bent Hansen?.
Så det gjorde jeg.
Jeg indledte mit interview af Bent Hansen med at fortælle et resume af mine anamnese og min dertilhørende frustration. Jeg sagde; ?Jeg synes, det føles som om, at vi patienter er genstande på en fabriks rullebånd – og der skal vi jo ikke hen?. Hvortil Bent Hansen svarede ?Jo, men problemet er jo, at en hver læge er en selvstændig erhvervsdrivende? [Dette gælder også selvom den enkelte læge er en del af en praksis bestående af flere læger og andet personale, fortalte han].
Hvad det vil sige, at en læge er en selvstændig erhvervsdrivende versus tilknytning til regionen og sundhedsudvalget 8som Bent Hansen på det tidspunkt hvor interviewet fandt sted, var formand for), uddybede Bent Hansen ved at sige; ?Vi indgår ikke en overenskomst med dem, men en kontrakt ? og hvordan han [den enkelte læge] tilrettelægger sin forretning, det blander vi [regionen, sundhedsudvalget] os ikke i. Vi blander os i at de patienter der er tilknyttet, de får den kvalitet de skal ha??.
Aha, så indtjeningen i lægens praksis består altså af honorar fra regionen og varer på fabriksbåndet – hov undskyld, jeg mener patientrelaterede opgaver. Herom sagde Bent Hansen: ?Der er sådan et fast honorar, som dækker sådan mellem 25 til 30 procent af indtjeningen, og så, godt 70 procent af deres indtjening er beløb per kontakt per aktivitet de [lægerne] udfører, for eksempel hvis de udskriver en recept, har en konsultation og så videre. Der er en stribe forskellige aktiviteter de kan lave. Sådan er de almene praktiserende læger og de er privatpraktiserende læger ? de er ikke ansatte, de har ikke fast løn.?
Jeg spurgte så Bent Hansen om, at det kunne være på grund af lav normering, altså for få læger til mange patienter, der gør at min læge blev frustreret, da jeg imødekom ham med min frustration om manglende konsultationstid, hvortil Bent Hansen sagde det samme igen, blot metaforisk; ?Jeg blander mig ikke i en tømmermesters arbejde, som jeg har bestilt til et projekt. Jeg blander mig ikke i, om tømmermesteren bruger 1 eller 5 svende, bruger 10 eller 40 timer – jeg har betalt en vis sum penge for, han skal levere lige nøjagtig dét han kan levere?.
?Hvordan lægen organiserer sig internt i sin klinik, det er ham som driftsleder og ejer af klinikken der bestemmer det. Vi har en kontrakt med PLO [Praktiserende lægers organisation], og når du er tilknyttet en praksis, så udløser du et beløb, selvom du aldrig kommer der. Lægerne får et fast beløb for at have dig uanset. Og så får han [lægen] selvfølgelig også et beløb, når han udfører en aktivitet ? og det er op til ham at uddelegere opgaver til sygeplejeske, bioanalytikere og så videre. Lægen har forskellige roller, som han skal udfylde. Han er læge, fagperson, leder og ejer. En læge er ikke ansat, en læge har direkte ansvar?.
Jeg spurgte da ind til, om det hele så handler om, at lægerne vil have flere penge, for eksempel igennem honorarer, så de ikke skal proppe deres dag med patienter og patientrelaterede aktiviteter – for at have råd til at have længere konsultationer per patient, hvortil Bent Hansen svarede; ?At lægerne gerne vil have flere penge, det er ikke noget nyt. Det ved jeg godt de vil. Og vi [regionen, sundhedsudvalget] er i forhandlinger med dem nu og forhandlingerne er faktisk lige brudt sammen, fordi vi ikke er enige om, hvor mange penge de ska? ha?.
?Enhver vil jo gerne have en større bid af kagen og alle ved at de offentlige finanser er under pres for øjeblikket, og lægerne presser på lige nu. Og i de forhandlinger, som vi forsøger at gøre med dem i tiden, er det som om de [lægerne] siger ?den bid af kagen, som er tilbage ? den vil vi have alt sammen – sygeplejersker ? alle andre, skal ikke have noget!? Men hvis du ser på livslønnen for en læge, så er det lægen som har den langt langt største løn ? og i forvejen er det dem der får mest. Jeg synes det tilbud de har fået er rigtig rigtig godt ? men de vil så åbenbart have mere?.
En af Bent Hansens løsninger til lægerne og som kan konfigurere mere konsultationstid per patient er, at lægen skal blive bedre til at tage ejerskab, til at lede og dermed også sagt til at uddelegere opgaver til andet relevant sundhedspersonale ? for der vil altid ?være det der spil om økonomien?, som Bent Hansen formulerede det.
I interviewet uddybede Bent Hansen dramatisk ved at sige; ‘
?Hvis jeg skulle give de praktiserende læger de penge, som de gerne ville have, så skulle jeg gå op på sygehusets hjerteafdeling og tage pengene deroppefra. Og det er jeg bare nødt til at sige; det gør jeg ik?.?.
Bent Hansen pointerede, at der ikke er blevet krævet af de praktiserende læger at skulle yde 2 procent mere, som sygehuset er blevet påkrævet. Bent Hansen vedholder, at lægerne skal se på egen arbejdstilrettelæggelse, se på den måde de indretter deres klinik, kigge på arbejdsfordelingen faggrupperne imellem og så videre. Det tror Bent Hansen er ?vejen ud af det?.
Opsummerende kan siges, at al den økonomi-snak er grundlæggende årsagen bag, hvorfor lægerne har den lille rum konsultationstid til hver patient. Men! Jeg undrede mig fortsat over, hvordan lægerne ? eller hvem der nu tager sådanne beslutninger ? er kommet frem til, at en konsultation skal være lige præcis 10 minutter per patient. Hvilket jeg selvfølgelig spurgte ham om og han svarede; ?Men det er jo sådan noget gennemsnit. Altså nogle kommer ind og skal ha? øh, fornyet en recept til p-piller, øh, det er nu ikke sikkert det tager 10 minutter. Øh, og nogle kommer hvor man siger ?hold da op, du har godt nok fået en ordentlig én og du skal have renset det sår og vi skal have tilkaldt sygeplejersken og hun skal gøre noget, og så kommer du med ud og skal ind igen ? det er altså mere kompliceret. Det er sådan et gennemsnitstal. Det er til stort og småt ?. Det svar kunne han ikke spise mig af med? For, det er vel heller ikke alle patienter, som optager alle de 10 minutter? Hvad med nogle patienters ?restminutter?? Kan de ikke gå til de mere komplekse patienter? Kan der ikke være tider til den gennemsnitlige patient og tider til den komplicerede patient? Hertil svarede Bent Hansen; ?En erfaren læge og en erfaren sekretær kan jo godt, i den der tilrettelæggelse, sige ?nu kommer den der [patient], det ved vi godt, det er ind og ud igen, nu komme der en [patient] ? der vil nok gå et kvarter ? og så videre. Det finder man så ud af. ?.?
Afslutningsvis på interviewet imødekom jeg Bent Hansen med, at jeg syntes han ansvarsmæssigt distancerede sig fra, hvad jeg imødekom ham med. Han svarede til dette; ?Det vi [regionen, sundhedsudvalget] forsøger at gøre sammen med de praktiserende læger og deres samlede organisation er, at vi forsøger at inspirere til, i langt større omfang, at ha? andet personale inde, sådan man kan lave den der arbejdstilrettelæggelse, så man kan bruge de lægelige ressourcer rigtigt. Og det er fremtidens udfordring. Lægerne skal lære at være virksomhedsejere og ledere?.
Bent Hansen erkender, at de gennemsnitlige 10 minutter som der er afsat per patient pt, kan sættes sammen på en ny måde; ?Konsultationer på 8 minutter, konsultationer på 10 minutter og så videre, på baggrund af erkendelsen af, at der er nogen, der tager længere tid end andre?. Dét vil jeg, som patient, se frem til kommer til at ske. Vil du ikke det?
Dét vil gøre, at jeg, som patient, vil føle mig anerkendt af lægen.
Noget helt andet er al den økonomi som Bent Hansen snakker om qua praktiserende lægepraksis. Selvfølgelig er der ?penge i? at være praktiserende læge og have en praksis. Samt ved alle vidst, at læger tjener godt ? men hallo, de sørger altså også for, at du og jeg er så sunde og raske, som vi kan være. En læge er der altid for os, det har de endda skrevet under på (lægeeden). Og pt bliver danskens helbred gennemsnitlig ringere og ringere, så vores læger får mere og mere at lave. Så jeg kan godt forstå min læges frustration nu. For det lyder da på Bent Hansen som om, at den praktiserende læge skal arbejdsbebyrdes noget mere end at ?få? penge, lig med hjælp fra regionen, sundhedsudvalget, ? eller er det bare mig, der tolker det sådan?
?Men hvis de praktiserende læger skal have penge, så slår vi alle nuværende patienter oppe på hjerteafdelingen ihjel?
I denne klumme har jeg to scenarier, som begge handler om magtens forskellige facetter. De handler om, at vi som voksne mennesker altid har en magt over de ikke-voksne mennesker.
Jeg skriver om dette, fordi jeg synes, at vi voksne myndige mennesker, skal reflektere over hvordan vi påvirker børnene ? de ikke-myndige, med vores magt. Dette skal ikke henlede til diskussion om det er magt eller ej ? for det er det! Usynlig magt. Specielt den fra forældrene. Pædagogernes er definitionsmagt, professionel magt. Deres magt er mere synlig, da den er defineret, nedskrevet og hvad man kalder ?viden?. I den voksnes øjne er pædagogernes magt sat i en specifik forventningsramme ? men hvordan ser pædagogens magt ud i et barns øjne, tror du?
Barnet har ikke direkte viden om, at pædagogen har en magt over det ? det kan blot mærke det på direkte eller indirekte vis, ergo barnet bliver bekendt med magtens eksistens via oplevelsen af den.
Barnet ser nok de voksnes magt som et spindelvæv; a) enden bliver de først bevidst om dets eksistens, når de er løbet ind i det, b) eller de er på vagt overfor det hele tiden, fordi de af bitter erfaring har lært, at hvis de ikke passer på, får de et lige i hovedet igen, c) eller også er de snu og venter på solen kommer frem, så de tydeligere kan se det ? og undgå det. Langt de fleste børn starter med a og jo flere dårligere og dårligere oplevelser de får bevæger de sig ned til b og c.
Det første scenarie
?Far prikker sin snart syv-årige datter i maven og siger ?tykke mave, tykke mave?. Hun griner af det. De griner begge to. Det er en såkaldt intern joke imellem dem, kan jeg uden besvær opsnappe som tilskuer dertil. Og det er da dejligt. Eller er det det? Det er ikke første gang jeg har oplevet lignende scenarie ? fra moder, fader eller pædagog til en dreng eller pige?
Dette scenarie handler om kropsidealer. Er du klar over, hvor hurtigt, specielt piger, kan få teenageragtige tanker om sin krop? Få tanker om hvordan deres krop egentlig ser ud (hint; en negative krops-selvopdagende tendens) og hvordan de ville ønske den ville se ud? Altså de får idealer for deres krop. Svaret er: Det kan de få rigtig hurtigt. Og de får det jo ikke ingen-steder fra, vel? De får det fra deres omgivelser og de mennesker de omgås. Vi bliver jo ikke født med tanker om, hvordan vi vil lave vores krop om, de tanker kommer til os. Hvor tror I egentlig generelt kropsidealer kommer fra? Ja, de kommer fra os, voksne. Børn er neutrale og vi forpester dem med vores (usynlige) magt.
Ja, vi gør sku! Når vi peger på et 7 åriges barns mave og siger; ?tykke mave? ? så er vi allerede i gang. Grineri eller ej. For de tanker kan manifestere sig i pigens hoved og uden hun selv aner det, ændre hendes tanker om sig selv og hendes krop. Jeg siger ikke det sker, hvis det, som i scenariet her, kun sker én eller ganske få gange. Men hvis det nu uventet sker flere gange af flere forskellige personer, altså pigen aldrig kan nå at dukke sig for det skide edderkoppespind, så ruller snebolden og som tendensen viser i dette land, når det kommer til problematikker angående kvinde-kropsidealer, så har snebolden fart på og bliver tykkere og tykkere ? ligesom de fleste piger føler de er, men oftest ikke er, igen; som vi skal passe på vor 7årige.
Det andet scenarie
?Jeg sidder i toget, som jeg tit gør. Denne gang skal en børnehavegruppe ind. De sætter sig, med hjælp fra pædagogerne, så hurtigt og ikke-larmende, ned som de garanteret kan. Da jeg er uddannet pædagog og har et hjerte der smelter, når jeg oplever sådanne nogle situationer som denne, får jeg et helt naturligt smil på mine læber ? og garanteret også i mine øjne. Mit smilende ansigt får en sød lille pige øje på, vi får altså øjenkontakt. I og med jer sidder alene med tre tomme pladser omkring mig, klapper jeg på pladsen ved mig, for at vise hende, at der er plads hos mig. Pigen smiler tilbage, vender hendes lille krop helt hen imod min retning og hendes ene fod løfter sig fra gulvet. En af de tre eller fire pædagoger som var med denne større gruppe børnehavebørn, griber fat i pigens jakke, ovre på pigens ryg og rykker hende hen på et andet sæde.
Jeg sad lammet. Det var forfærdeligt at opleve. Denne pige blev så forvirret og jeg tror også hun blev forskrækket. Og det kan jeg da virkelig godt forstå!
Pædagogen kiggede slet ikke på pigen, imens hun trak i hende, flyttede hende. Pædagogen sagde heller ikke noget a la; ?hov, du er lige på vej derover kan jeg se, men vi skal lige sidde samlet, så du skal altså lige sidde her ved siden af Xander? ? og endnu bedre havde været hvis hun havde haft overskud til at kigget pigen i øjnene imens. Men det er garanteret netop dét, det handler om; pædagogens manglende overskud. Men hvis pædagogens manglende overskud udmunder i fysisk magtanvendelse imod barnet, så får vi skabt små mennesker, som bliver immune overfor edderkoppespindet eller som lever i overlevelsesmode hele tiden (hint c) i starten af klummen).
Fysisk magtanvendelse. Det lyder vildt. Men denne pige oplevede hendes krop blev flyttet, uden hun selv havde valgt at hendes fødder skulle gøre det ? med en hånd i ryggen der hev i hende og ingen guidene stemme der fortalte hende, hvad der foregik. Du kan godt se, hvor jeg vil hen ad, ikke?? Vi skal tænke os om. Vi danner små mennesker, vi er altid rollemodeller, vi har altid en magt ? om vi vil det eller ej. Hvordan de små mennesker bliver voksne mennesker (som jo skal tage sig af os en gang), er virkelig først og fremmest op til os. Så vi skal tænke os om!
Kender du dét der med, at man bliver væk? Eller i hvert fald føler at man er væk?
Du kan ikke se det, imens du er det. Det er først, når du ikke er det mere ? at du kan se, at du har været det. Imens du er væk, har du dog en vag fornemmelse om din mangel på tilstedeværelse ? ja, du har måske endda en erkendelse af, at sådan er det bare. Sådan er det bare lige nu. Og det er okay. Det må det da være? For du har ikke gjort det bevidst jo, vel? Ikke at man ikke bevidst kan gemme sig ? for selvfølgelig kan man det ? og det gør vi også en gang imellem, du gør det, jeg gør det ? alle gør det. Vi gør det, når vi vil flygte ? så gemmer vi os. Men at gemme sig og at blive væk er ikke det samme.
Jeg har været væk. Jeg har været væk i nogle måneder. Det har været nødvendigt. Jeg har været nødt til at prioritere imellem mine vigtigheder, mine ansvar, nødvendigheder og ikke mindst mine lyster. Nu får jeg det til at lyde som om, at jeg bevidst har været væk, altså har gemt mig. Men denne forveksling skal ikke ske. For jeg har ikke gemt mig eller flygtet fra noget. Nej, jeg har været væk fra nogle ting, så jeg bedre kunne koncentrere mig om noget situeret presserende. Sådan er det jo bare en gang imellem, ikke sandt?
Jeg har før skrevet om prioritering ? og prioritering sammenkoblet med overlevelsesstrategi. Og denne kobling hænger jeg fast ved. Men min prioritering har været over så langt tid denne gang ? at jeg blev væk og faktisk til slut bevidst gemte mig, jeg flygtede. Jeg flygtede ikke med halen mellem benene, jeg flygtede efter kampens hede var overstået ? og det var tid til at få ny vind under vingerne.
Hvad forårsager din væk-hed og trangen til flugten? Spørger du nu.
Mit svar er; sikkert ikke mere, end hvad din hverdag byder dig hver dag i en længere periode?? I disse to måneder, har jeg koncentreret mig om den samme mundtlige eksamen på DPU (faget hed; Pædagogisk filosofi og idéhistorie). Denne eksamen har virkelig været hård for mig, min selvvirksomhed og ikke mindst troen på egne faglige relevante kundskaber. Oven i eksamensperioden har min krop været en gevaldig modstander; søvnløshed, bivirkninger fra medicin, som ledte til ingen medicin, som ledte til flere kronisk smertepatientsrelaterede symptomer, såsom stikken, prikkende, lyn og krampende lemmer – lig med neuropatiske smerter. Men, jeg lod ikke dem vinde ? jeg tog til eksamen ? og dumpede, læste en måned mere, sideløbende med semester 2, og bestod i anden omgang. Det var en sejr! Ved I hvad jeg så gjorde? Så kyssede jeg de to lorte-måneder farvel, takkede for kampen, pakkede min kuffert og tog til Marokko, Agadir, med en skøn veninde. Fordi jeg havd
e lyst. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg havde fortjent det! Og det er jeg ikke ked af at indrømme.
Ifølge mig skal vi kunne snakke med hinanden om, når noget er hårdt og vi skal indrømme at vi har gjo
rt os fortjent til ja, what ever? For mig er det at rejse, få en tatovering, købe noget jeg har udskudt længe, såsom f.eks en ny telefon og en ny seng ? og faktisk alle dele har jeg gjort i denne omgang. Fordi; jeg har fortjent det. Der er en make-up reklame der har det engelske amerikanske motto; ?Because you?re worth it? ? og det er et mega godt motto. Godt nok appellerer reklamen, i mine øre til, at hvis man ikke køber det respektive produkt reklamen har vist, betyder det indirekte, at man ikke er produktet værd ? og det er jo noget sludder. Jeg og du, er alle produkter i Matas værd ? hvilket vi sk
al huske os selv og hinanden på en gang imellem. Det er 2017, lig med – det er okay at give ?hvor er du sej-gaver? til sig selv – slut, prut, basta, bum!
I skrivende stund er det d. 23 december og jeg er lige ankommet ude på landet ved min far. Forinden var jeg hos min mor. Dér sov jeg fra i går af. Min mor og jeg har hygget os med ansigtsmasker (hvilket vi efterfølgende lavede video af, inde i snapchat, hvilket vi grinte meget over), lagde neglelak, lavede aftensmad sammen, imens vi drak et par glas rødvin (det er da en billigere form for gløgg, ikke sandt?), så julefilm og spise brændte mandler, spillede spil, snakkede ? ja, vi rå-hyggede, som vi kalder det. Som før skrevet, er jeg lige kommet ud til min far, hvor jeg startede med at tage mine gaver og gaverne fra min mors familie indenfor. Du tror det er løgn, men jeg har gået tre gange med kæmpe poser til og fra bilen bare for at få gaverne ind. Wow, hvor kunne jeg mærke mit barne-jule-iver helt ned i tæerne ved tanken om alle de gaver ? og det var ikke engang alle, der kommer flere i morgen, når resten af familien ankommer! Jeg skulle virkelig holde mig selv i hanke for ikke at begynde at lure på til-og-fra-mærkerne!
Da jeg så juletræet stå ude på min fars veranda hoppede mit barne-jule-hjerte et tak over. Ikke over selve træet, det er klart. Men hvad træet symboliserer for mig og min jul. Det gør det helt sikkert også for dig. Tanken om, at træet skal ind senere i aften og vi skal pynte det i morgen, med julemusik i baggrunden OG derefter skal julegaverne ligges nedenunder ? dét er skønherligt på flere måder. Hyggen der er ved at pynte træet (da jeg var barn startede det jo endnu tidligere, nemlig ved at skulle ud sammen med min far og finde det helt rigtige træ), nyde det pyntede træ i skæret fra pejsen med julemusik i baggrunden, at se og opleve børnenes julelys i øjnene og deres ivrige kroppe, når vi voksne bærer alle pakkerne op fra gemmerne og sætter dem under træet. Åh, der er hvis ingen tvivl om, at jeg glæder mig til juleaften 2016, I morgen.
Den voksnes jul er dog ikke den samme som barnets. Julen handler ikke udelukkende om gaver og hvor laaaaangsomt de voksne spiser nu. Nej, det handler om hyggen. Jeg har skrevet om hygge i nogle andre klummer, det ved jeg, men den er altså også virkelig vigtig! Det handler om hyggen og for den voksne-mig (for mennesket er jo af flere dele, det har jeg også skrevet om før i en anden klumme) er min julehygge; ?være hjemme?, altså den der specifikke hjemmefølelse der opstår inde i én, når man er sammen med sine forældre og nærmeste familie i sit barndomshjem, spise julemad, synge, spise julesnolder, give gaver og se folks reaktion på dét, man har købt til dem. Men allervigtigst er altså bare den der specifikke jule-hygge. Den er bare så svær at beskrive, men I ved garanteret godt hvad jeg mener.
Nytåret ? det er noget helt andet.
Som barn var nytår for mig en fest med god mad ? hvor de voksne igen var aaaaal for lang tid om at spise. Ja, og inden vi kunne komme til maden skulle vi vente på at de voksne havde set Det der ?Dronningens nytårstale? ? og det program var bare altid såå lang og sååååå kedelig! Modsat jul, måtte vi børn få lov til at gå fra bordet og lege indtil de voksne var færdige med at spise og snakke om heeeele verdenssituationen en syvhundrede gange, skulle mange tro! I løbet af aftenen fik vi børn lov til at lege med vores egen fyrværkeri og nogle gange futtede de voksne lidt af deres af, for vi kunne simpelthen ikke vente ? og måske var det også trættende for dem at vi plagede sådan hele tiden?
Kl. 24:00 ? efter at have ventet en evighed og lidt til ? kunne vi lov til at smage liiiiidt champagne og så skulle vi med alle de voksne ud og se en masse fyrværkeri. Bagefter gik vi nogen gange ud og lavede løjer med tandpasta og tape, hahah. Nytårsaften for os børn er lang, sjov og trættende (men det sidste får du os aldrig til selv at indrømme!).
Nu. Min nytårsaften som voksen.
Min nytårsaften involverer ikke børn. Men os der er involverede i den, mine venner og veninder, bliver grundet promiller mere og mere barnlige som aftenen skrider frem. Vi hygger os denne aften på en anden måde end i julen. Den starter stille og roligt med Dronningens nytårstale og derefter sætter vi os til bords og bliver siddende der i lang tid. Vi hygger os så meget med snak, alkohol, mad, og køkkentjans i ny og næ at tiden flyver. Som tiden flyver bliver vi mere og mere barnlige og så skal der selvfølgelig spilles og leges ? gerne noget der minder om gæt og grimasser. Og så er klokken altså hurtig 24:00! Jeg har lagt mærke til, at vi ofte får øje på hvad klokken er kl. 23:55 og i de 4:30 minutter, der er til vi skal stå klar, skal vi finde champagnen, gøre glas klar, få TV?et over på Rødhusklokken og stille os op på et-eller-andet, så vi kan springe fulde, rødkindet og glade ind i det nye år. Derefter stiller vi os til at kigge på alle de andres fyrværkeri (i øvrigt 1000-tak for det, heh).
Jeg ønsker Jer alle en glædelig jul og et fremragende nyt år,
For hvad der føles som lidt lang tid siden, men faktisk kun er cirka en halvanden måneds tid siden, skrev jeg om, at vi skal huske at årstidens skiften bringer os hygge på en anden måde end sommeren gør. Jeg skrev indirekte om, at vi altid skal fokusere mere på det positive i livet end det negative – se lyset som noget der forstærkes af mørket.
Se lyset som noget der forstærkes af mørket. Dét får mig til at tænke på noget. Jeg ved ikke om du har hørt det før, men jeg har hørt det komme utallige gange fra de voksnes munde, da jeg var barn; ?Bare ignorer dem?. Dette var ofte løsningen. Jeg skulle ignorere dem der mobbede mig. Teorien bag dette var, at hvis idioterne blev ignoreret, så gad de ikke mere, for så blev det for kedeligt. Børn kan jo være ondskaben selv (eller kunne ? det er immervæk 20 år siden jo, host host) ? ?hvis hun ikke græder, løber, begynder at skrige (eller anden kraftig reaktion), så gider vi sku ik? mer?! De voksne havde fuldstændig ret, det virkede – nogle gange.
Når man bliver voksen er der situationer, hvor vi kan ignorere det ubehagelige, men ikke ret tit. På en eller anden måde er vi, eller føler vi os, forpligtiget til at gøre noget ved det. Om det er for os selv, for ven/inden, familiemedlemmet, kæresten/ægtefællen, barnet, kollegaen, etikken, moralen, fornuften, samvittigheden og/eller hjertet. Vi er gode til at reflekterer over os selv og især min generation er opvokset med ? hvad mærker du i mavsen?, hvad siger din mave dig?, hvad er din mavefornemmelse?, hvad tænker du?? og andre lignende opkast-fremkaldende sætninger (eller er jeg den eneste der for opkastfornemmelse af, at tænke så meget over min mave og hvad den mon synes, jeg skal med mit liv?!)?. Okay, dramaturgien lidt til side nu. Jeg ved jo godt at ingen af os vender hovedet ned mod vores mave for, at høre hvad den svarer til vores eksistentielle spørgsmål, men at det handler om kroppens fornemmelse for det rigtige.
Som årene er gået har jeg taget de voksnes råd og vendt det på vrangen, så at sige. I stedet for at ignorere de dårlige episoder og oplevelser i mit liv og ladet mig forpeste af dem, har jeg bearbejdet dem, for at bygge mig selv op af dem. Jeg kigger tilbage på mine dårlige sider af min opvækst og tænker; ?Tak for lorten, modstanden og kampen? (læs: det handler om mere end blot mobberi). For jeg er af dén overbevisning at, det er bedst at have knubs på sin dannelsesrejse end fødes med en guldske i røven. Jeg tror faktisk skeen er meget mere ubehagelig i længden end knubsene er ? den må jo virkelig skave og gnave!
De voksne mente jo ikke dengang, at jeg skulle ignorere mine egne følelser og dermed en del af mig selv ? i hvert fald ikke til evig tid. De vidste nok ikke hvad de helt skulle stille op og håbede på at teorien ville virke, og jeg så ville blive udsat for færre indtryk ved, at forsøge at ignorere at nogle f.eks. kaldte mig grimme ting og hviske-tiskede omme bag min ryg. Men elefanten i rummet kan ikke ignoreres, så nogle indtryk kom indenfor i mig at bo. Indtil jeg håndterede dem, hvilket jeg har gjort løbende og er dermed kontinuerligt blevet mere og mere stolt af mig selv. Faktisk er mit motto nu: ?Modstand gør dig stærkere? og det tænker jeg på hvér gang jeg står over for en eller anden udfordring – og det hjælper mig virkelig. For når jeg står der, midt i suppedasen, og synes det er den største udfordring i mit liv, tænker jeg ?du kommer stærkere ud på den anden side, når det her er ovre, har du lært så meget?. Det er en egentlig en måde at møde sin livserfaring velkommen på – lidt før man har den? Det er sku da sejt!
Jeg er jo ikke en robot, jeg er menneske. Så nogle ting giver mig stadig knubs? Og jeg har opdaget at knubsenes størrelse er kontinuerlig med alderen så, når suppedasen er på sit maksimale kogepunkt og udfordringen umuligt kan blive større, påvirker det da også mig indvendig, men det er okay. Som jeg skrev i min sidste klumme; ?Det må gerne være hårdt, så længe det er godt? ? og jeg har tiltro til mig selv og min styrke på baggrund af alt det jeg har oplevet og overlevet.
Så, sig tak til den allertungeste bagage du har med dig, lad den ikke vælte dig omkuld, lad den definere dig. Vær stolt over det du kan. Vær stolt af dig. Hav tiltro til dig. Hele dig. For fanden!
Du kender det helt sikkert. Når dagligdagens prioriteringspunkter lige pludselig består af prioriteringslister. Du kender det, ikke?
Vi gør mange ting for at komme igennem vores hverdag, hver dag. Nogle ting er fast rutine ? vi tænker slet ikke over dem. De hverken generer os eller giver os noget særligt. De ting er der bare og det er vi vant til. Det kan være dagligdagsgøremål såsom at; handle, gå i bad, lave mad, gøre rent, tage os af vores husdyr og lignende ting. De er der, de skal gøres og det gør vi så, nærmest helt automatiseret.
Men kender du det med, at dagligdagshandlinger som disse kan blive uoverskuelige? Fordi vi jo også lige har; arbejde, træning/fritidshobby, familie, nok noget frivilligt arbejde eller andet lignende, som der jo også skal passes. Og det er ikke alt? Vi skal også huske at være sammen. Vi skal være sammen med kæresten, vennerne og familien ? og vi skal være tilstedeværende, når vi er sammen med dem, for ellers gælder det jo ikke ? og er man så ikke en egoist, hvis man ikke lige kan se ud over sin egen næsetip, få fingeren ud af sin egen navle, i de 15 minutter det lige tager at høre på mormor, som fortæller om hvilken skøn ferie hun har været på?
Vi har en travl hverdag, hver dag. Vi bliver nødt til at lave nogle overlevelsesstrategier: Prioriteringslister.
Jeg har ALTID en liste jeg følger ? hver dag. Jeg kigger på den flere gange om dagen og nyder, når jeg kan strege noget ud ? også selvom der dagligt kommer et nyt punkt på den.
Jeg kalder min liste ?to do?- listen. På denne er der punkter, som tager mig 2 sekunder at udføre og nogle som tager mig flere timer. Der er punkter som er faste, da de er nogle jeg blot altid vil sørge for at huske mig på (jeg er bekendt med at min hukommelse kan svigte angående visse ting nemlig), heh.
Af ting jeg ikke skriver på min to do ? liste, selvom det er ting, jeg skal gøre er; til forelæsning, læse op, træne, på arbejde, skrive klumme, skrive blog, være sammen med X ? og så videre. Men de ting er i mit hoved. De ting i mit hoved, de faste dagligdagsgøremål og min to do ? liste, udgør en helt anden prioriteringsliste – også inde i mit hoved. Og voila, så har jeg en prioriteringsliste bestående af punkter der er prioriteringslister i sig selv.
Jeg bliver nødt til at gøre sådan. For jeg har ikke tid nok. Der er for få timer i et døgn og jeg vil for mange ting. Og som du ved, så er der jo nogle gange forskel på; ?hvad jeg har lyst til?- ting og ?hvad jeg skal/bør?- ting ? og den sidste slags ting vinder altid og kommer først på min to do – liste inde i mit hoved. De sjovere ting taber og kommer til sidst. Jeg kalder dem dermed belønning.
Du kender det godt, ikke? Dagligdagen der farer afsted. Når du går i seng, føler du, du lige er stået op ? på nær du kan mærke, at din energi er på et lavpunkt selvfølgelig. Men det er okay. Overlevelsesstrategien, altså din(e) prioriteringslist(er) hjælper dig og så længe din dag er fyldt med noget, der gør dig glad og tilfreds, så går det nok ? det må gerne være hårdt, så længe det godt.
Og nåe ja, det skal lige siges, en af punkterne på min usynlige to do ? liste inde i mit hoved er; SLAP AF. Og på mine slap af – dage kommer ?hvad jeg har lyst til?- ting først, hvilket oftest er så lidt som muligt, heh. SLAP AF ? dage er alfa omega for at komme helskindet igennem de andre, tror jeg på. Ellers får man stress i stedet for blot at være stresset en gang imellem? Men, det er en helt anden snak.
I min første klumme skrev jeg, at sommerferien var ved at gå på hæld og skolen samt arbejdspladsen kaldte på os igen. Men noget af ?sommerferie følelsen? har hængt lidt i os endnu, for vi har jo haft en bid af den lækreste varmeste sensommer. Hvilket vi har været meget taknemmelige for, idet vores sommer mest har lignet et tidlig efterår? Men?
Folk, også jeg selv, snakker om det kommende efterår, som var det en klam tyv, der vil stjæle hyggen fra os. Vi, danskere, er faktisk verdensmestre i ?hygge?. Så, jeg minder ofte mig selv om, og nu også Jer, ?at lade vejret være vejret? og få det bedste ud af det.
Om sommeren nyder vi og hygger vi os med at; grille, spille spil i haven, gå ture, slikke sol, bade, sidde ude længe UDEN at skulle have et tons tæpper på os, ordne haven, duften af blomster, lyden af fugle, at der længe er lyst, bladende på træerne, se på himlens lyse blå farve, tage på ferie – indenrigs som udenrigs, sommerhustur, gå i sommertøj, have ?sommerflirts? og så videre.
I vinterhalvåret nyder vi og hygger vi os med; boller og varm kakao, suppe, duften af regn, træernes blade skifter farver og gør vores udsigt endnu flottere, at bladende falder af træerne og at børnene leger med de nedfaldne blade, se sneen dale ned, snekamp og snemand, stearinlys, ild i pejsen, sidde ude med en masse tæpper på, sidde inde med færre tæpper på, pakke os ind i hyggesokker, ?hjemme-hygge-tøj? og halstørklæder, julen, nytåret og så videre.
(Der er flere ting, det ved jeg. Og vær opmærksom på, det er set fra mit perspektiv; en 28årig single kvinde, heh).
Det ligner egentlig, at der er flere positive sider ved vinterhalvåret, end ved sommerhalvåret, men jeg tror det også er et spørgsmål om, at vi i vinterhalvåret har behov for flere ?redskaber? til at gøre det hyggeligt? Hvorfor jeg også vil minde mig selv, og Jer om, at det kan godt være nogle siger (f.eks. metrologerne), at sommeren/sensommeren er ovre og vinterhalvåret dermed er på vej, men det er altså ikke ens betydende med, at hyggen automatisk siver væk fra os. Hyggen kommer af os ? og vi skal nok opretholde den, bare på en hel anden måde. Og sådan skal det da også være? Vi har da brug for variation? Ellers ville vi da heller ikke glæde os så meget til, når vejret skifter, hvis det hele tiden var det samme. Og det skal vi huske, vi skal huske at glæde os. Glæde os til det der kommer. Hav ikke fokus på vejret, men hvad du kan bruge det til!
Jeg skælder ikke ret tid direkte ud, men det er lige før jeg gør det til nogle af de metrologer, som fremtræder (optræder!) i medierne, for de er (dælme) gode til at, at få lavet en tendens med; varme/sommer -god, kulde og nedbør ? dårligt. Jo jo, de er da mennesker og opsnapper selvfølgelig tendensen fra mellem os andre mennesker om, hvilken tilhørsforhold vi har til de forskellige årstider, men husk nu, vejret er bare vejret, og det skal være der, så få det bedste ud af det, i stedet for at tendensere det og kobl det med en medbetydning, det ikke bør have.
Birthe Kjær viser tendensen (og hvor ikke ung, den er) i hendes sang; Sommer og sol, som blev indspillet i 1971. Jeg forkaster ikke hendes sangs budskab om, at det er rart at tænke på sommer og sommer rent psykologisk og biologisk er godt til os, men min pointe er; på andre måder er vinteren det også ? måske ikke ligeså kvantitativt – men kvalitativt.
For cirka to uger siden så jeg en artikel på min facebooks væg fra metroxpress. Artiklen fortalte, at folk der poster træningsbilleder og træningsresultater har problemer. Uddybende var problemerne ét problem nemlig, at de mennesker som poster træningsbilleder- og resultater er narcissister. Artiklen, skrevet af Katrine Krøjby på baggrund af et studie, fortæller at denne narcissist poster sine træningsbilleder for, at øge dens motivation til træning og som kilde til at få opmærksomhed og anerkendelse. Hånden på hjertet, kære alle, så omhandler dette da ikke kun mennesker som træner. Der er en masse af os, som smider ting på facebook, instagram og lignende sociale medier hvor vi leder efter motivation, opmærksomhed og/eller anerkendelse.
Skam. Det handler om skam. Og hvor meget vi ikke skal skamme os over os selv.
Vi skal ikke skamme os over vi har behov for motivation, opmærksomhed og anerkendelse ? i sær ikke, når vores hverdag løber med 200 kilometer i timen! Vi skal nærmere arbejde på at imødekomme denne tendens, end at gøre nar af den, hvilket jeg synes artiklen gjorde. Vi skal anskue det, som Erving Goffmann gør, synes jeg. Goffmann siger nemlig, at uanset om mennesket fremfører sig frontstage eller backstage bærer det en maske ? ?facade masken? eller ?den autentiske maske? og tilsammen giver brugen af disse masker en helt tredje maske, nemlig; vores sande jeg. Ergo: Mennesket er hvem det er OG hvem det gerne vil være/se ud til at være.
Erving Goffmann var professor i socialantropologi og har lavet en teori om menneskets sociale ageren, som hedder; ?Facework?. Goffman bruger f.eks. begrebet; frontstage som en metafor for dén facade mennesket, her; fremføreren, ?sætter op? på scenen i mødet med den anden, her; publikum. Ligeså benytter Goffmann sig også af begrebet; backstage. Backstage er (hvor) menneskets autentiske udgave af sig selv (er), hvilket ofte bliver fremført, hvor publikummet stammer fra primærgruppen såsom for eksempel familien. Backstage skal mennesket ikke leve op til nogle forventninger og udenomsfamiliære krav og behøver derfor ikke at fremføre en situeret teaterrolle.
Det handler om hvordan vi spejler os i- og af hinanden. Det skal vi ikke være bange for at gøre. Vi skal imødekomme det. Det er en del af os, det er en del af den tid, som vi lever i. Hvis jeg træner og poster et billede af det og mine resultater på facebook (hvilket jeg har gjort og kommer til igen), så gør jeg det fordi, det er en rejse i mit liv, som jeg er stolt af ? og som jeg gerne vil vise frem i en ?se mig, se mig ? tendens?, ligesom børnene gør. Jeg gør det ikke fordi, jeg tror jeg er bedre end dig, eller fordi jeg synes du er dårligere end mig, fordi du ikke gør det, hvilket et menneske med en narcissistisk personlighedstype nu nok ville have gjort det på baggrund af.
Vi lever i det senmoderne samfund, vi har travlt ? både i vores hverdag, men især også med hvad hinanden laver, hvad vi poster (og vælger ikke at poste) og så videre. Men stop dog med at gøre nar af tendensen! Vær klar over den, vær med på at du også er en del af den og du også er delagtiggjort i dens eksistens.
Alt det hele gør dig til dig og vores tids måde at menneske på.
DOG! Vi lever også i en tid, hvor vores samfund kaldes for et ?præstationssamfund? ? heri går tiden for hurtig, kan føles for kort, vi når ikke det vi vil og det vi vil bliver hele tiden mere og mere fordi, ?alle de andre gør det?. Ergo, brugen af sociale medier kan for eksempel også være negativt for os. Men bare fordi du kan se på facebook, at jeg har været nede og træne og fået nye personlige rekorder, behøves det ikke betyde, at du også skal ? og hvis du opfatter det sådan, har det så ikke mere med dig at gøre end med mig? Nuvel?
Vi bør dog nok være opmærksomme på måden hvorpå, vi hver i sær bidrager til den her tendens med, at vi ikke må sidde stille og at vejen til motivation, opmærksomhed og anerkendelse på de sociale medier hurtig kan virke negativ afsmittende på andre mennesker, da vi jo hele tiden er i skarp konkurrence om at være det bedste menneske! Det jeg mener er? I har hørt det før: Den enes glansbillede af et liv ført frontstage med facademasken, her de sociale medier, bliver den næstes kamp om af få. Vi vil have, hvad den anden har (eller det ligner, den har), græsset er grønnere på den anden side, og så videre?
Vi skal da huske på at det viste på frontstage kun er den halve sandhed og, forinden du og jeg rigtig kan blive set – og opnå oprigtig anerkendelse (forveksle det ikke med ros!), skal vi også ses backstage. Og som Goffmann er inde på, så er der tid og rum til begge dele, da mennesket netop har de forskellige scener og masker at benytte sig af. Vi skal forstå, at sociale medier er udenomsfamiliære, de erstatter ikke den motivation, opmærksomhed og anerkendelse som vores familie kan give os, selvfølgelig ikke, men at være narcissist, bare fordi vi forsøger at få udenomsfamiliær motivation, opmærksomhed og anerkendelse, via de sociale meder, er stigmatiserende, hvis man spørger mig. Den del af dig du viser frontstage suger den udenomsfamiliære motivation, opmærksomhed og anerkendelse til sig og noget af det, når hele vejen til den del af dig, som er backstage, altså; facademasken til den autentiske masker, som bliver til dit sande jeg. Vi har brug for begge dele, basta!
Om vi, mennesket anno 2016 (ikke kun dem, der træner), er blevet mere narcissistiske fordi vi bruger vores frontstage/sociale medier som vi gør, med ?se mig, se mig?- tendensen kan nok ikke helt forkastes. Jeg kan bare ikke lide ordet ?narcissistiske? om os, jeg vil hellere sige; vi er mennesker som lever i en travl hverdag, hvor vi vil ses og få respons på vores liv(svalg), hvortil sociale medier er en genial kanal dertil ? og jeg kan virkelig godt forstå det, kan du ikke?
Ved siden af at tage en kandidat i pædagogisk filosofi, arbejde som klubpædagog og være blogger er jeg også klummeskribent ved Viborg Stift Folkeblad. Jeg elsker det. Jeg må selv vælge emne, de eneste krav er at det skal være læserne relevant, brugbart – og forståeligt – selvfølgelig:) Hvorfor jeg fortæller Jer dette? Jo fordi, I skal da ikke snydes for mine klummer:) Hih
Denne klumme skrev jeg som skoleåret 2016/2017 skulle til at begynde/lige var begyndt. Enjoy 🙂
Sommerferien er ovre og det nye skoleår er lige begyndt. Det kan jeg især se på min facebook væg, da den prydes af ?første skoledags billeder? af børn med glæde i øjnene og stolte forældre, som ikke kan forstå hvor store deres bette små er blevet.
De her bette små skal gå i skole i mange år. De skal blive kloge. Men hvordan?
Politikere og gymnasielærer fra København har nye ?motivationsredskaber? i hekse-koge-kedlen, om at der skal større og tydeligere straffe og sanktioner på al det snyderi gymnasieeleverne foretager sig. Undervisningsministeriet siger om denne tendens blandt Danmarks gymnasielever, at den er svær at kortlægge, da det oftest ikke opdages, men at den er stigende. Aha. Er jeg den eneste der tænker, at hvis snyderiet ikke kan bevises og dokumenteres, så kan det ikke vides, om der er tale om snyd? Man kan heller ikke vide, om en løgn er en løgn, forinden man har undersøgt dens sandhed? Og mere konkret; man kan ikke sætte sig på en stol, hvis den ikke er der!
Jeg gik i gymnasiet for 10 år siden og da oplevede jeg, at få en masse dårlige karakterer (hvilket stemte overens med min daværende koncentrations- og motivationsevne), men så skete der dét en dag, at vi i dansk skulle afleverer en opgave indenfor mit interesseområde. Denne opgave fik jeg ikke 2 eller 4 for, som jeg plejede ? jeg fik 10. Jeg fik også at vide af læren, at jeg skulle blive i klassen efter de andre var gået. Da de andre var gået, sagde min dansklærer til mig, at han ikke troede på at jeg selv havde skrevet den opgave, da den generelt lå langt over mit niveau. Han sagde da, at hvis jeg ved næste aflevering kunne præstere lige så godt som denne gang, da troede han på mig. Jeg var sønderknust og fortabt.
Det er godt nok 10 år siden jeg gik i gymnasiet, men den gang snakkede mine lærer også om, at det ville blive opdaget, hvis vi snød. Men siden den gang er snyde-tendensen steget, ifølge undervisningsministeriet, og herom siger Noemi Katznelson, som er centerleder for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet i København, at de danske unge gymnasieelevers snydekultur er en konsekvens af en massiv præstationskultur- og præstationspres, hvor en fejl over-problematiseres og negligeres som værende en del af en lærings- og dannelsesrejse.
Jeg vil gerne råbe jagt i gevær!
Hvorfor tror I at snydetendensen er stigende? Hvorfor tror I, de danske unge gymnasielever har denne præstationskultur? Jeg tror ikke på, det er en kultur de unge danske gymnasieelever underlægger sig selv og bevidst selv vælger. Ligesom alle andre tendenser er denne også en spejling af det omkringliggende, det påvirkende; nemlig samfundet.
Danmark er et præstationssamfund, ?hvor bedre kan blive bedre? hver dag. Men vi skal ikke glemme vor grundlæggende matematik; minus plus plus giver minus. Jeg kan godt forstå, hvis snydekulturen er stigende blandt de unge danske gymnasielever – for de er ofre for denne præstationstendens – og de tør nok ikke andet, for hvis de ikke efterlever tendensen, kan det betyde deres fremtid; videregående uddannelse, job, økonomi = livsvilkår i deres kommende ?voksen-liv?. De er presset. Men de er også unge. Og lad dem nu være unge, bare lidt!
Gymnasielever er cirka mellem 15-19 år gamle. Der sker noget særligt i de år. Også i de år. Et menneskes identitetsdannelse går amok i de her år. Der er hormoner, første kærester, kørekort, fester, sport, arbejde, akne, fra teenager til ?voksen? og massive ?hvem er jeg?- eftersøgninger i en verden der ikke vil stå stille. Måske skal politikerne og gymnasielærerne tænke mere over hvorfor denne snydekultur iblandt de danske gymnasielever eksisterer, de skal tænke mere over de menneskelige aspekter end de som dokumenteres på papir!
Det skal vi nok huske, når vi kigger på børnene i Børnehaveklasserne i disse dage ? husk nu, deres skolegang er ikke blot et sted og tid for læring- og læringspotentiale, det er lige så meget, hvis ikke mere, et sted for identitetsdannelse og en dannelsesrejse og samfundet/os/dem omkring dem, skal give de bedste forudsætninger for begge dele.
I øvrigt: Jeg er ikke fortaler for snyd, men derimod mere medmenneskelig forståelse, eventuel mindre arbejdsmængde til den enkelte danske gymnasieelev ? så denne studerende rent faktisk har tid til at lave sine egne opgaver og dermed dygtiggøre sig. Og noget andet er; indtil den unge gymnasieelev er 18 år, kan forældrene vel inddrages, hvis der forelægger snyderi? Jeg mener? Det er vel også et opdragelsesfokus; ?kære barn, du må ikke snyde, du snyder kun dig selv, når du gør det?.
