*Sponsoreret. I søndags fortalte jeg jer, at det var noget der havde gjort, at min dag var så god, som den var.
I søndags gjorde jeg nemlig noget, som jeg læænge har udskudt og endda troet aldrig skulle ske.
Jeg købte en ny computer – faktisk ikke bare en hvilken som helst computer – men en Macbook Pro 15.
Jeg har virkelig længe udskudt at købe en ny pc, da ja – de jo ikke ligefrem er gratis, vel…
Jeg har rendt rundt med en 5 år gammel og langsom PB, som var en klods om benet – nærmest bogstaveligt. Og her for nogle måneder siden overvejede jeg virkelig meget at købe den der guld Macbook 12 man kan få – for netop at slippe for at rende rundt med en mursten i tasken til hverdag. Men… Så havde min roomie en kammerat, som gerne ville sælge sin Pro og han lod den endda stå oppe ved os i en måneds tid, så jeg kunne kigge på den, prøve den og sådan… Og lige pludselig fik jeg en besked om, at han var gået yderligere ned i pris. Meeen… jeg tænkte videre i nogle uger.
Hvorfor jeg tænkte så meget over det?
Jo, fordi… Jeg synes også en pro 15 er tung og stor … Så jeg var bange for, jeg ville være ked af at købe den frem for guld macbook’en til omkring de der 13.000kr. Selvfølgelig var pro’en billigere for mig at købe, da den jo var brugt…
Hvad gjorde jeg så? Jeg kunne da ikke dy mig! Selvfølgelig ville jeg spare omkring 10.000kr og købte den bruge mac pro 15.Og den er simpelthen fantastisk. Jeg er så glad for den. Den er slet ikke ligeså meget en klods som den gamle PB. Og ja, ærligt talt – nu har jeg en Iphone (som jeg også har købt brugt) og en macbook… Og jeg er tosset med det. Lidt materialistisk må man da have lov at være 😉 hahahha
Og ved I hvad… Nu ligner jeg også alle de andre uni-studerende – wiiiihuuu 😉
Hvorfor jeg troede det aldrig ville ske? Fordi både en Iphone og en Macbook er mega dyr jo! Jovist mega lækker – det er jeg med på nu – men også mega dyr.
Jeg havde ikke haft hverken min Pro eller min Iphone, hvis jeg ikke havde kunne købe det brugt fra venner og bekendte. Det ved jeg.
Og… Fordi jeg indtil for et år siden har haft et antiparti imod Mac produkter generelt, da produkterne er så dyre som de er og jeg dengang synes Mac var indspiste… Men ja, jeg er omvendt nu og er nu “afhængig” af produkterne. Ærlig talt.
De er jo SÅ lækre 😛
Men ja, dette køb gjorde især hele min søndag fantastisk. Jeg sad med pro’en hele dagen og installerede, gjorde den klar, bloggede og legede, heh 🙂 Jeg var så lettet over endelig at have taget beslutningen – som jeg er sikker på er korrekt.
Og prøv lige se, hvor den pynter i mit kontor:
Men.. Egentlig… .Er det kun mig, eller
Hvordan har du det med materialisme? Er du også en materialist? Bare lidt?
Nys nys fra mig dig 🙂
(Jeg skriver at dette indlæg er sponsoreret, da der vidst er nogle regler om, at hvis mærker nævnes og sådan, så skal man skrive sponsoreret).
For cirka to uger siden så jeg en artikel på min facebooks væg fra metroxpress. Artiklen fortalte, at folk der poster træningsbilleder og træningsresultater har problemer. Uddybende var problemerne ét problem nemlig, at de mennesker som poster træningsbilleder- og resultater er narcissister. Artiklen, skrevet af Katrine Krøjby på baggrund af et studie, fortæller at denne narcissist poster sine træningsbilleder for, at øge dens motivation til træning og som kilde til at få opmærksomhed og anerkendelse. Hånden på hjertet, kære alle, så omhandler dette da ikke kun mennesker som træner. Der er en masse af os, som smider ting på facebook, instagram og lignende sociale medier hvor vi leder efter motivation, opmærksomhed og/eller anerkendelse.
Skam. Det handler om skam. Og hvor meget vi ikke skal skamme os over os selv.
Vi skal ikke skamme os over vi har behov for motivation, opmærksomhed og anerkendelse ? i sær ikke, når vores hverdag løber med 200 kilometer i timen! Vi skal nærmere arbejde på at imødekomme denne tendens, end at gøre nar af den, hvilket jeg synes artiklen gjorde. Vi skal anskue det, som Erving Goffmann gør, synes jeg. Goffmann siger nemlig, at uanset om mennesket fremfører sig frontstage eller backstage bærer det en maske ? ?facade masken? eller ?den autentiske maske? og tilsammen giver brugen af disse masker en helt tredje maske, nemlig; vores sande jeg. Ergo: Mennesket er hvem det er OG hvem det gerne vil være/se ud til at være.
Erving Goffmann var professor i socialantropologi og har lavet en teori om menneskets sociale ageren, som hedder; ?Facework?. Goffman bruger f.eks. begrebet; frontstage som en metafor for dén facade mennesket, her; fremføreren, ?sætter op? på scenen i mødet med den anden, her; publikum. Ligeså benytter Goffmann sig også af begrebet; backstage. Backstage er (hvor) menneskets autentiske udgave af sig selv (er), hvilket ofte bliver fremført, hvor publikummet stammer fra primærgruppen såsom for eksempel familien. Backstage skal mennesket ikke leve op til nogle forventninger og udenomsfamiliære krav og behøver derfor ikke at fremføre en situeret teaterrolle.
Det handler om hvordan vi spejler os i- og af hinanden. Det skal vi ikke være bange for at gøre. Vi skal imødekomme det. Det er en del af os, det er en del af den tid, som vi lever i. Hvis jeg træner og poster et billede af det og mine resultater på facebook (hvilket jeg har gjort og kommer til igen), så gør jeg det fordi, det er en rejse i mit liv, som jeg er stolt af ? og som jeg gerne vil vise frem i en ?se mig, se mig ? tendens?, ligesom børnene gør. Jeg gør det ikke fordi, jeg tror jeg er bedre end dig, eller fordi jeg synes du er dårligere end mig, fordi du ikke gør det, hvilket et menneske med en narcissistisk personlighedstype nu nok ville have gjort det på baggrund af.
Vi lever i det senmoderne samfund, vi har travlt ? både i vores hverdag, men især også med hvad hinanden laver, hvad vi poster (og vælger ikke at poste) og så videre. Men stop dog med at gøre nar af tendensen! Vær klar over den, vær med på at du også er en del af den og du også er delagtiggjort i dens eksistens.
Alt det hele gør dig til dig og vores tids måde at menneske på.
DOG! Vi lever også i en tid, hvor vores samfund kaldes for et ?præstationssamfund? ? heri går tiden for hurtig, kan føles for kort, vi når ikke det vi vil og det vi vil bliver hele tiden mere og mere fordi, ?alle de andre gør det?. Ergo, brugen af sociale medier kan for eksempel også være negativt for os. Men bare fordi du kan se på facebook, at jeg har været nede og træne og fået nye personlige rekorder, behøves det ikke betyde, at du også skal ? og hvis du opfatter det sådan, har det så ikke mere med dig at gøre end med mig? Nuvel?
Vi bør dog nok være opmærksomme på måden hvorpå, vi hver i sær bidrager til den her tendens med, at vi ikke må sidde stille og at vejen til motivation, opmærksomhed og anerkendelse på de sociale medier hurtig kan virke negativ afsmittende på andre mennesker, da vi jo hele tiden er i skarp konkurrence om at være det bedste menneske! Det jeg mener er? I har hørt det før: Den enes glansbillede af et liv ført frontstage med facademasken, her de sociale medier, bliver den næstes kamp om af få. Vi vil have, hvad den anden har (eller det ligner, den har), græsset er grønnere på den anden side, og så videre?
Vi skal da huske på at det viste på frontstage kun er den halve sandhed og, forinden du og jeg rigtig kan blive set – og opnå oprigtig anerkendelse (forveksle det ikke med ros!), skal vi også ses backstage. Og som Goffmann er inde på, så er der tid og rum til begge dele, da mennesket netop har de forskellige scener og masker at benytte sig af. Vi skal forstå, at sociale medier er udenomsfamiliære, de erstatter ikke den motivation, opmærksomhed og anerkendelse som vores familie kan give os, selvfølgelig ikke, men at være narcissist, bare fordi vi forsøger at få udenomsfamiliær motivation, opmærksomhed og anerkendelse, via de sociale meder, er stigmatiserende, hvis man spørger mig. Den del af dig du viser frontstage suger den udenomsfamiliære motivation, opmærksomhed og anerkendelse til sig og noget af det, når hele vejen til den del af dig, som er backstage, altså; facademasken til den autentiske masker, som bliver til dit sande jeg. Vi har brug for begge dele, basta!
Om vi, mennesket anno 2016 (ikke kun dem, der træner), er blevet mere narcissistiske fordi vi bruger vores frontstage/sociale medier som vi gør, med ?se mig, se mig?- tendensen kan nok ikke helt forkastes. Jeg kan bare ikke lide ordet ?narcissistiske? om os, jeg vil hellere sige; vi er mennesker som lever i en travl hverdag, hvor vi vil ses og få respons på vores liv(svalg), hvortil sociale medier er en genial kanal dertil ? og jeg kan virkelig godt forstå det, kan du ikke?
Dette indlæg er oprindeligt skrevet i April 2016. Men er, som skrevet før, en del af en længere historie – som jeg snart kan skrive mere til. Jeg skal bare lige være færdig med at flytte mine indlæg fra blogspot til BD… Read and stay tooned:P
Hejsa.
Jeg vil bare fortælle…
Jeg var ved lægen igen i går. Det gik godt. Jeg fik ham fortalt på en rolig og implicit måde, at han ikke skal hentyde til, at “det er i mit hoved”. Dette gjorde jeg ved at fortælle ham min anamnese samt nogle nye symptomer der er dukket op – som i – de er dukket op i den her uge, som for eksempel:
I mandags, da jeg var i bad, stod jeg og dansede under bruseren. Jeg dansede ikke med vilje (hvilket jeg ellers ofte nyder at gøre). Dette bad tog jeg efter en laaaang dag på 16 timer, så jeg trængte bare SÅ meget til at mærke min krop blive beroliget af det varme vand. Men, jeg fandt mig selv dansende. “Først det ene ben, så det andet ben – og så ryster vi det lidt” – dansen var det. Jeg mener det helt seriøst. Jeg kunne slet ikke nyde det skide bad, jeg sådan havde set frem til. Mine ben (ja fandme dem begge to er begyndt nu) kradsede og klødede, samt mærkedes det som om at nogen havde vendt nålene i en nålepude omvendt og så stak puden (med den stikkende ende af nålene) ind imod mine ben adskillige steder. Det var så underligt og ubehageligt. Så var det bad ligesom ovre.
Dagen efter skulle jeg op på fjerde sal på skolen. Det er “intet problem for min kondi”, tænkte jeg og bagefter tænkte jeg; “men gad vide hvordan mine ben tager det”. De kunne havde taget det bedre. Det tog nogle tårer at gå derop – for mine ben havde bitte små lyn hele vejen – og jeg bliver fandme så frustreret, når der er noget – specielt et offentligt sted, for man kan jo se det på mig!
Anyways… Jeg skrev for at opdatere Jer på hvad min læge og jeg blev enige om, hvad der fremadrettet skal ske. (Og ja, jeg skriver sku også fordi jeg ikke kan slappe af i hovedet igen i dag – og der er ikke flere sysler herhjemme jeg kan give mig til. Jeg planlægger at se en film senere, men i tiden kan jeg ikke koncentrere mig længe nok om at se en film grundet tankemylder, da mine ben ikke stopper med at “feste”, bare fordi jeg gør).
Min læge kom frem til at der skal være en holistisk tilgang til mig – “alle” ting skal prøves af. Så nu skal jeg dælme til to prøver mere…
I næste ude skal jeg til en 1½ times undersøgelse på fysiologisk undersøgelsesafsnit (eller noget i den dur) – der skal mit kredsløb tjekkes – vidst for at se om min venepumbe og veneklapper virker som den/de skal… Ja, vel også for at tjekke om min Bodyage er over 27;) Hehe.
Ugen efter skal jeg, udover til neurolog, nu også til undersøgelse på et rygcenter.
Det er sku dejligt at der sker noget. Det gav mig ro. Igår.
I dag er jeg bange for at prøverne viser ingenting. At jeg bliver en af dem, som ingen diagnose får. Det vil være det værste. Det næst værste er, hvis jeg får at vide jeg har en eller anden sygdom. Det bedste ville faktisk være, at jeg fik at vide at jeg er en smælderfed fede Dorit, som skal stoppe med at være socialryger, leve sundere – og alt det der, for at blive symptomfri. Den melding vil ikke være sjov at få, altså meldingen om at mine skavanker er min egen skyld, men den er god; for så kan der gøres noget – jeg kan gøre noget selv, for at afhjælpe mig selv! (Men ingen læge har tiltænkt at det er livvstilsbetinget, men jeg kan da håbe, ikke? Eller ad, det er sku egentlig også ret så klamt at håbe på – måske ER jeg ved at være skør? Ja, jeg lyder dum, jeg ved det godt).
Noget andet er (hvilket jeg føler, jeg godt kan skrive i dag, da jeg rent faktisk har fået skrevet et kort indlæg denne gang, yay me! hih):
Jeg har længe haft lyst til at skrive til Jer, hvorfor jeg altid skriver om det dårlige fra Maibritt-land. Det gør jeg fordi, jeg har behov for at bearbejde. Det gør jeg fordi, jeg ikke har behov for at lade som om at livet er lutter lagkage. Jeg gør det fordi, jeg har tillid til, at I ved, at mit liv indeholder ligeså meget godt, som jeg skriver om det dårlige. Og lad os lige være straight overfor hinanden; “Gad du og læse min blog, hvis den handlede om; hvor dejlig en tur jeg havde på sunset med en veninde tidligere i dag, eller hvor meget jeg nød at kunne sove længe?” Nej vel. Vi vil sku vide hinandens dirtyness.
Det er en aflevering, en kronik, jeg skrev i Dansk i gymnasiet. Men, ja, I kender mig, der kommer lige noget historie til historien.
Jeg var ikke glad for at gå i gymnasiet, eller rettere sagt, gymnasiet gjorde mig ikke glad, faktisk det omvendte.
Gymnasiet gjorde mig depressiv ? i hvert fald halvdelen af min gymnasietid var ?en dårlig periode?, som min læge sagde. Hun fik ret, for i dét sekund jeg fik min studenterhue på, kom glade Maibritt tilbage ? den rigtige Maibritt. Jeg tror ikke I kan forestille Jer, hvor stolt jeg er for min studenterhue! Den kostede så meget af mig ? blod, sved og tårer ? bogstaveligt talt.
Der var mange årsager bag jeg havde det så dårligt i gymnasiet og de alle gik ud over min personelle integritet, selvbillede og ikke mindst troen på mig selv, hvilket blev afspejlet i min faglige kunnen. De afleveringer der var vurderet til at tage 4-5 timer brugte jeg 20-25 timer på ? hver gang. Ikke fordi jeg bare sad og kiggede på min computer og ikke kunme lave en sætning, men fordi jeg blev ved og ved og ved og ved og ved med at skrive om ? jeg stillede konstant spørgsmålstegn til mig selv og egen kunnen. Dette kunne desværre også ses på mit færdige produkt ? jeg fik dårlige karakterer (0, 2, 4) og jeg blev mere og mere ked af det hele. Mine lærer var dog søde, for de vidste jeg havde det svært og de sagde til mig: ?Maibritt, kom nu, du kan godt, det ved vi ? du skal bare lige give det sidste?. Men jeg havde bare ikke mere at give af. Jeg kunne ikke mere.
En dag i danskundervisningen havde vores lærer givet os, klassen, en kollektiv skideballe ? fordi han synes vi viste for lidt engagement for det respektive undervisningsemne ? og det pissede mig af, så jeg sagde; ?Nu er det altså sådan, at man viser engagement for noget som interesserer én??, hans svar var; ?I går i gymnasiet, I er voksne og så skal man kunne engagere sig i emner der nok ikke interesserer én?. Min overbevisning mente jeg i fulde alvor ? en af årsagerne bag jeg havde det så dårligt, var at jeg stod op til noget hver dag, som jeg absolut ikke havde lyst til ? jeg havde ikke engagement for min egen hverdag, for mit eget liv. BUM!
På det her tidspunkt i mit liv, anede jeg slet intet om, at min fremtid ville byde på pædagoguddannelse med mulighed for kandidatudvidelse indenfor området, men?
En dag skrev jeg følgende kronik, om den har emne a la hvad jeg i sommers skrev bachelor om. Det skal lige siges, jeg fik 10 for denne kronik, jeg blev anerkendt på klassen af min dansklære ? ja den samme som sagde ovenstående, og da alle var gået sagde han til mig, at han ikke troede på at jeg selv havde skrevet den. Han ville kun tro på det, hvis jeg fik 10 i min næste aflevering. Han blev dermed en af de mennesker, jeg hader mest.
Moralen er; dengang jeg ikke troede jeg anede hvem jeg selv var, vidste jeg det egentlig godt. BUM!
Nu til kronikken:
Pussy over det hele
Sex er overalt i vores hverdag. I radioen, i tv?et, på nettet, i blade, aviser og mange andre steder. Man kan ikke slippe for at konfrontere sig med emnet; sex, dagligt. Denne seksualisering af medielandskabet påvirker især de unge, da de er i en alder hvor grænser skal afprøves og voksenlivet skal læres, hvilket gør dem letpåvirkelige. Konsekvenserne ved at de unge bliver fanget som letpåvirkelige individer midt i et seksualiseret samfund, prøver forskeren; Sarah Højgård Cawood i artiklen ?Pussy over det hele? at klargøre igennem et interview med unge fra 7-9 klasse på to forskellige skoler. Hun tager i interviewet fokus på samspillet mellem medierne og de unges sprog og adfærd.
De unge får et engelsk/amerikansk inspireret sprog, da ord som bimbo, pussy, pimp og hoes dukker op. Disse ord er efterhånden en integreret del af de unges sprog, skriver Cawood, og dette skyldes især musikvideoer, hvor de som eksempel især bruger Christina Aguilera?s ?Dirty? og 50 Cent?s musikalske alfons-univers, da den video og det univers påvirker henholdsvis pigerne og drengene meget.
Cawood skriver implicit, at de unges søgen efter deres identitet som voksen forhindres af omgivelserne, som her er seksualiseringen. Hvis vi først ser på pigernes dilemma, så ser vi, at pigerne bliver skubbet ind i en luder-madonna konflikt. En luder-madonna konflikt går ud på, at selvom de afskyr at deres køn konstant bliver brugt som et sexobjekt, så går de selv i udfordrende tøj, i frygt for at blive irrelevante som seksuelle væsener. Men pigerne er også fanget, for de skal også passe meget på at blive stemplet som billig – en luder, men de må samtidig ikke være kedelige. Desværre oplever rigtig, rigtig mange piger at de ikke kan leve op til disse kriterier, hverken med tøj eller krop, skriver Cawood. Hvis vi så ser på drengenes dilemma, så opdager vi at der i deres ikke bliver fokuseret så meget på deres køn, men mere hvordan de håndterer denne seksualisering i forhold til deres køn. Her menes, om de bruger det som et værktøj for stræben efter dominans eller for at gøre sig mere mærkbare og styrke deres machoattitude. I blandt drengene var tendensen ikke så generel, men meget opdelt i samfundsklasser, opdagede Cawood i hendes interview. Mere specifikt opdagede hun at drenge i arbejderklasseskolen bruger deres sprog for at markere deres hypermaskulinitet, og at de ikke anvender det mod/til pigerne, men kun iblandt dem selv. Hvor drenge i middelklasseskolen afbalancerer deres machoattituder og sprogbrug med ?korrekte? holdninger til ligestilling. Cawood siger nærmere at drenge generelt bruger mange ressourcer på at gøre sig hårde, da drenge vil undgå at komme i deres følelsers vold, da det ses som et udtryk for at man er svag og dermed ikke en rigtig mand. Angående dette mener Cawood at det er nødvendigt for dem at kunne håndtere den hårde følelsesmæssige bashing, som der hele tiden møder dem igennem det seksualiserede sprog, som de anvender til at oplærer sig til at blive en rigtig mand. Til at understøtte hendes pointe bruger hun et eksempel fra en dreng ved navn sayid:,
?Jeg er vant til at sige ?at jeg knepper dig? og sådan noget, men jeg mener ikke, at jeg knepper, vel?.
Det Sayid egentlig mener, er at han smadrer eller slår noget. Sprog som dette, det seksualiserede, er blevet gadesprog iblandt de unge, især drenge. De er blevet vant til at snakke sådan, også selvom at de er klar over at det ikke er det korrekte sprog at anvende, men hvad skal man gøre når omgivelserne dikterer at sådan er det og skal det bare være? Udfolder Cawood sig implicit. Drengene bruger også piger som et sexobjekt, til at få dem selv til at se mere macho og seje ud iblandt vennerne i skolegården. Dette er en tankegang de har fået fra 50 Cent og hans tilhørende alfons-univers. Da han, i sit alfons-univers, viser hans personlige status igennem materielle ting og letpåklædte piger som danser udfordrende op ad ham.
Denne opsættelse af seksuelle stereotyper i medierne, som Cawood er inde på at de unge har, mener hun videre har de konsekvenser at det ikke blot forstyrrer de unges sprog og adfærd, men også deres syn på ligestilling og deres muligheder for frit at kunne udfolde sin seksualitet. Hun mener, at den gængse opfattelse af kønnenes roller er, at kvinden er den dominerede og manden er den der dominerer. Uanset om man er kernedansker eller indvandrer. Indvandrere har dog deres eget dilemma angående dette, skriver Cawood, da hun har opdaget, at indvandrer ikke har en ligestilling som kan måle sig med de danske drenges, simpelthen fordi indvandrer drengene ikke har adgang dertil. Denne ligestilling bruger de danske drenge så til, at moderer deres hårde adfærd og retorik overfor pigerne med, hvor indvandre drengene jo benytter sig meget af det seksualiserede sprog og ?alfons attituden?.
Hvis man tager nogle sprogteoretiske opfattelser op imod det Cawood fandt ud af igennem hendes interview med de unge, opdager man, at deres seksualiserede sprog og adfærd, ikke er påtvunget dem. De unge har altid et valg. De valgte at lade sig påvirke af samfundets seksualisering. Det kan man sige at vi alle indirekte har gjort, men de unge har gjort det i en mere alvorlig grad end voksne, hvilket jo er Cawood?s pointe, og hvorfor er det sådan? Det er fordi at de unge er letpåvirkelige og meget afhængige af hinanden. Unge ser det at have en høj social status som det ultimative, og man kan ikke opnå dét, hvis man skiller sig ud og ikke er som de andre, tror de unge. Derfor påvirker seksualiseringen de unge meget, fordi det for dem er den måde man bliver i sin sociale status, sociale gruppe og man signalerer sit køn bedst på den måde, ?fordi når alle gør det, må det være det rigtige?.
Hvis man ser på reklamen for Cult Shaker (som jeg ikke viser billede af her på bloggen grundet lovmæssige årsager), ser man, at Cawood har ret i hendes opdagelser, men der også er nogle af hendes pointer som her modbevises. For på denne reklame er det to piger der er fremstillet i et seksuelt betonet lys, og dette stræber imod den køns opfattelse som Cawood præsenterede for os. Da hendes opfattelse er, at den gængse opfattelse er, at kvinden er den dominerede og manden den dominerende. Denne reklame går direkte imod den holdning, da de to kvinder på billedet beviser at de tør at udfolde deres seksualitet, og at de altså er ligeså selvstændige individer ligesom mændene. Oven i købet markerer reklamen/kvinderne denne holdning med et fallos symbol, nemlig flasken. Flasken i denne reklame symboliserer at kvinderne altså godt kan klare sig uden mænd – også på den fysiske måde. Hvad der i reklamen stemmer overens med Cawoods opdagelser er, at kvinderne bliver meget udsat som et sexobjekt. Ikke nok med det, kan en reklame som denne give letpåvirkelige teenager piger mindreværdskomplekser ved at se sådan nogle flotte modeller i reklamen, da det giver dem det billede af at det er sådan man bør se ud, og at man ikke kan opnå høj social status, hvis man ikke er som dem. Ligeså ser drengene også disse kvinder, men de ser dem med lyst. Dette vil altså sige, at drengene ser på disse piger og ofte tænker at de er lækre og at de godt kunne tænke sig sådan en pige. Dette kan godt få konsekvenser for dem, da reklamen jo ikke er virkelighed, men blot en illusion. Langt fra alle piger ser ud som dem på reklamen, og drengene vil så opdage at hvis de partout skal have fat i en pige som dem, så skal de lave sig om. Men det kan man ikke, man kan ikke lave sig selv om, og man burde slet ikke forsøge. Dét de unge skal lære er, at sætte krav til dem selv som de kan leve op til, så de ikke ender som ensomme individer der for alvor er blevet fanget i seksualiseringens skærsild.
Det du skal til at læse nu, skrev jeg for cirka 3 år siden, da jeg var i udlandspraktik i Thailand. Det handler ikke om Thailand, det handler om noget helt andet. Det handler om nok dét som er menneskets største eksistentielle dilemma. Jeg fandt det i dag, da jeg ryddede op på mine eksterne hukommelser til min PC.
…Hov, hent lige en kleenex inden du læser, ikke;)
Her til aften har jeg set en film sammen med nogle af mine veninder. Filmen handlede om, hvordan en søster – genetisk manipuleret – var kommet til verden for at redde sin søster fra leukæmi. Filmen sluttede med, at den cancer-ramte søster døde og det gik op for den genetisk manipulerde søster, at hun ikke var kommet til verden for at redde hende, men for at være hendes søster. Og idet gik det op for hende, hvilken fantastisk søster den cancer-ramte havde været for hende ? at deres søskendebånd var dét det hele handlede om. Efter den cancer-ramte søster døde var hendes familie på kirkegården for, at ligge hende til hvile og årerne efterfølgende afholdte hele familien ferie det samme sted, hvert år på akkurat samme tidspunkt, i minde om hende.
Det fik mig til at tænke på dig, Lillesøster. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg ikke var der for dig. Du døde LIGE ved siden af mig. Nogle specialister har siden fortalt mig, at tvillinger har et specielt bånd, som ingen andre har og ingen andre nogensinde vil forstå. Jeg ved, at ingen andre forstår det, det kan jeg mærke på folk, når jeg snakker med dem om det og dig. Men, hvor blev vores specielle bånd af, da du havde brug for styrke fra mig til at (over)leve? Hvorfor sansede jeg ikke, med det samme, at dit hjerte stoppede og dit liv ebbede ud? Hvorfor? Jeg kunne have skreget og vækket mor i tide, jeg kunne have gået ind i din sjæl og bedt dig om at holde ud, jeg kunne have overført dig noget energi. Jeg kunne have gjort så meget, tror jeg.
Jeg mindes alle de gange jeg besøgte dig oppe på kirkegården. (På den gravplads der så fejlagtigt blev taget fra mig). Hvordan jeg lagde breve til dig. Jeg mindes hvor meget jeg snakkede med dig. Jeg har så mange minder om dig, men ikke med dig.
Igen i aften gik det op for mig ? imens jeg sidder her i Thailand på mit livs rejse ? at dette atter er noget jeg gør med dig i mine tanker. Du er der altid. Jeg føler, at jeg skal leve mit liv for to, og den skræmmende tanke er, at jeg er bange for, om jeg gør det godt nok. Jeg er bange for, når vi atter bliver forenet, om du er tilfreds med det liv, jeg har levet for os. Dette er ingen klagesang jeg kommer med. Det er helt okay, at det er sådan her. For det er mig, der er den levende del af os, det er mig, der er her fysisk til at kunne gøre handlingerne. Igen skal du vide, at hvis det var muligt, så byttede vi plads. Ikke for evigt, men bare nogle gange i løbet af et år, så du kunne opleve livet og ikke være det franarret. For jeg vil omvendt heller ikke ønske for nogen ? slet ikke dig ? at leve med denne form for eksistentialistisk smerte, hvis det nu var dig der levede og mig der var død. Sådan noget her, er da vidst det, man kalder et af livets store dilemmaer!
Det er unfair at du kom til verden ? kun for at dø.
?Kun for at dø? Jeg ved du kæmpede en brag kamp for ikke at dø. Hele to gange klarede du kampen, men ikke tredje. Jeg ved ikke hvilken religiøs herre du sidder oppe ved, hvis du overhovedet gør det, men hvis du gør, så vil jeg gerne have et alvorsord med ham. Jeg vil høre, årsagen, jeg vil have svaret på mit evige spørgsmål; Hvorfor skulle vi skilles ad og hvorfor sådan? Hvorfor skulle du have de tre måneder, hvorfor skulle du pines, hvorfor skulle du franarres livet? Svaret må være, at englene manglede en pige, der ikke var favoriseret at jordiske elementer. Men problemet er, at jeg ikke helt tror på sådan noget. Jeg ville gerne, men dit fravær er paradoksalt også årsagen bag, at jeg ikke kan. På dette område er jeg et rod.
I filmen troede den genetisk manipulerede søster på, at hendes cancer-ramte søster var blevet en lille del af den blå himmel. Det tror jeg ikke på, du er. For hver gang jeg tænker på dig, så kikker jeg op på stjernerne. Jeg tror, at du sidder deroppe i blandt ? som en stjerne. Jeg tror, du sidder deroppe iblandt og kigger ned på din familie. Det er lidt fjollet, at jeg skriver det nu, efter jeg lige har klargjort, hvor meget jeg ikke tror på overnaturlige ting. Men der gemmer sig endnu et dilemma inden i mig? For du er jo ikke overnaturlig og du er så absolut ikke en TING. Du er min tvillingesøster ? du er en del af mig. Min tro på, at du sidder deroppe iblandt stjernerne kommer garanteret af, mit behov for at vide, at du ikke er væk for evigt. For det ville jeg ikke kunne holde ud at tænke på. Det ville betyde, at en del af mig også er væk for evigt. Jeg vil altid tro på dig. Og du vil altid kunne stole på mig. Jeg vil leve mit liv, som var det dit. Jeg vil leve vores liv, så godt jeg kan.
Jeg savner dog din gravplads. Det er der, jeg snakkede allermest med dig. Det var der, jeg var tættest på dig og kunne føle dig allermest. Jeg forbander ham, som tog den fra os, og alt hans væsen, det skal du vide.
Allermest så savner jeg dig. Jeg er så ked af det lige nu, fordi det igen gik op for mig, da jeg så filmen, at du stadig mangler og det gør ondt at vide, at du altid vil det. Det er ulideligt og unfair.
Jeg har været i Thailand i 5 måneder nu og har flere gange haft lyst til at skrive om noget emotionelt, det rør sig inde i mig. Men det der rent faktisk fik mig til det, var da det var noget, der handlede om dig, Lillesøster. Jeg tror på, at specialisterne har ret. Vi har et specielt bånd, du og jeg. Nogen gange ødelægger båndet mig, men det er intet op imod hvad du definitivt har været oppe imod. Jeg er bare ked af, at båndet ikke reddede dig,
Til dig der læser dette. Idet du læste det skrevne ovenfor, gik det op for dig, at det var mig noget meget personligt og yderst følsomt. Men, det er min historie og jeg er et menneske ligesom dig ? med alle former for følelser. Vi har alle noget at være oppe imod ? og det vi nogen gange er oppe imod, kan få os SÅ langt ned på et splitsekund. Det tror jeg på, er helt normalt og naturligt. Hvordan vi bearbejder det er forskelligt, jeg bearbejder det ved at skrive.
Hvorfor jeg vælger at offentliggøre det? Min blog handler om at være menneske. Og et menneske er ikke perfekt, det tænker både rationelt og irrationelt. Det skrevne ovenfor er mig, når mine tanker tager en vandring ned af irrationalitetens gang. Noget af det, jeg er oppe imod – igen og igen – i mit liv ? er tabet af min tvillingesøster. Og det skammer jeg mig på intet tidspunkt over.
Det her digt skrev jeg for cirka 8 år siden, efter jeg havde fået lavet en <3-tatovering på venstre håndled. Tatoveringen symboliserer min afdøde tvillingesøster Jeg er, stadig den dag i dag, SÅ glad og tryg ved min beslutning om at have fået den lavet – og på dén måde have mindet om hende PÅ mig. Det er slet ikke sidste gang, I kommer til at høre om hende, så jeg vil ikke skrive meget mere her nu.
Om tatoveringen kan jeg skrive – heh, for jeg har faktisk ikke et billede af den – at den er rød, uden skygge, dårligt lavet og folk tror tit det er et hjerte jeg selv lige har sidder og malet på mig selv – men ved du hvad? Jeg så glad for den, og det har jeg altid været. For mig er den akkurat som den skal være. Intet skal laves om på den. Heller ikke aldringens tegn på den – for aldring er jo et tegn på livets gang, og når du læser digtet om lidt, kan du se hvorfor jeg netop finder den symbolik ekstrem dejlig.
Så du deroppe,
Hævet over træernes kronragede toppe.
Nu fik jeg den tatovering i minde om dig.
Nu vil du ALTID være med mig på min vej.
Et rødt hjerte symboliseres du ved, det betyder blandt andet kærlighed.
Kærlighed kan være mange ting,
Men min kærlighed til dig – er kun én – nemlig mellem dig og mig.
Jeg er levende og du er død.
Men nu kan du leve igennem mit kød.
Livet er en rejse man tar?, døden er den udgang man har.
Jeg kan se, at der faktisk er en del af jer, som har kigget inde på mainitten… I har kigget forgæves, det beklager jeg. Jeg har dog en forklaring, som jeg selv synes er ret så god; jeg har simpelthen haft så mange problemer med at få mine indlæg eksporteret/importeret fra blogger og herover til BD – og det er faktisk ikke lykkes mig. Jeg har derfor besluttet mig for…
At gøre det manuelt. Så det næste stykke tid vil mine “gamle indlæg” komme herind én af gangen, for jeg vil sku have dem med – og har sådan et stort behov for at komme igang med at blogger herinde ved BD, at jeg vælger denne løsning. Jeg håber I vil læse med, selvom det ikke er in momento skrevet, heh:)
Og lige en ting mere… Alle de der fancy ting man kan herinde på BD (WUHUUUU BTW) – det kommer jeg til efterhånden… Nu skal jeg virkelig bare igang med at skrive, det kender I godt, ikke? heh.
