?Jeg ville også ønske, at jeg bare var en patient med influenza, som du hurtigt kunne fortælle mig om næsespray og hvile ? men det er jeg altså ikke!?

Sådan sagde jeg til min daværende læge, da han og jeg igen, under en 10 minutters konsultation, havde snakket om, hvorvidt jeg ikke kunne få længere konsultationer hos ham. Min læge sagde;
?Hvis jeg bruger mere tid på dig end de 10 minutter, så gør det, at jeg skal arbejde i min fritid og så får jeg ikke løn, og det gider jeg altså ikke.?

Det er altså ikke fordi jeg er en kold kælling i mangel på empati angående min læges arbejdsforhold, jeg kunne sagtens forstå hans argument, men nu er det bare sådan, at jeg rent faktisk – og af ham nogle måneder forinden – blev diagnosticeret som kompleks kronisk smertepatient med neuropatiske smerter (dysfunktionelt nervesystem).

Min nye diagnose gjorde, at jeg ofte gik til lægen. For der skulle findes den rette medicin, holdes øje med symptomer og bivirkninger og sådan. Og en konsultationstid på 10 minutter efterlod ikke megen ?snakketid? som var ? og til stadighed, er alfa omega for mig og mit psykiske velbefindende i al det her. Jeg manglede, at min læge havde tid til at snakke med mig, tid til at kunne svare på mine spørgsmål og dermed give mig forståelse og ro i tankerne. Så jeg gik tit fra min læge ked og frustreret, for jeg følte mig altid negligeret. Jeg følte mig tingsliggjort ? som en genstand på en fabriks rullebånd, som skal køre hurtigere og hurtigere ? jo flere patienter på båndet, på en time, jo flere penge i kassen!

Disse følelser resulterede i, at jeg konfronterede min læge med, at jeg ønskede mere konsultationstid, hvor han frustreret sagde ovenstående og ?det er ikke mig der har bestemt reglerne for konsultationer, hvis du gerne vil vide mere, så skal du snakke med Bent Hansen?.
Så det gjorde jeg.
Jeg indledte mit interview af Bent Hansen med at fortælle et resume af mine anamnese og min dertilhørende frustration. Jeg sagde; ?Jeg synes, det føles som om, at vi patienter er genstande på en fabriks rullebånd – og der skal vi jo ikke hen?. Hvortil Bent Hansen svarede ?Jo, men problemet er jo, at en hver læge er en selvstændig erhvervsdrivende? [Dette gælder også selvom den enkelte læge er en del af en praksis bestående af flere læger og andet personale, fortalte han].
Hvad det vil sige, at en læge er en selvstændig erhvervsdrivende versus tilknytning til regionen og sundhedsudvalget 8som Bent Hansen på det tidspunkt hvor interviewet fandt sted, var formand for),  uddybede Bent Hansen ved at sige; ?Vi indgår ikke en overenskomst med dem, men en kontrakt ? og hvordan han [den enkelte læge] tilrettelægger sin forretning, det blander vi [regionen, sundhedsudvalget] os ikke i. Vi blander os i at de patienter der er tilknyttet, de får den kvalitet de skal ha??.
Aha, så indtjeningen i lægens praksis består altså af honorar fra regionen og varer på fabriksbåndet – hov undskyld, jeg mener patientrelaterede opgaver. Herom sagde Bent Hansen: ?Der er sådan et fast honorar, som dækker sådan mellem 25 til 30 procent af indtjeningen, og så, godt 70 procent af deres indtjening er beløb per kontakt per aktivitet de [lægerne] udfører, for eksempel hvis de udskriver en recept, har en konsultation og så videre. Der er en stribe forskellige aktiviteter de kan lave. Sådan er de almene praktiserende læger og de er privatpraktiserende læger ? de er ikke ansatte, de har ikke fast løn.?

Jeg spurgte så Bent Hansen om, at det kunne være på grund af lav normering, altså for få læger til mange patienter, der gør at min læge blev frustreret, da jeg imødekom ham med min frustration om manglende konsultationstid, hvortil Bent Hansen sagde det samme igen, blot metaforisk; ?Jeg blander mig ikke i en tømmermesters arbejde, som jeg har bestilt til et projekt. Jeg blander mig ikke i, om tømmermesteren bruger 1 eller 5 svende, bruger 10 eller 40 timer – jeg har betalt en vis sum penge for, han skal levere lige nøjagtig dét han kan levere?.
?Hvordan lægen organiserer sig internt i sin klinik, det er ham som driftsleder og ejer af klinikken der bestemmer det. Vi har en kontrakt med PLO [Praktiserende lægers organisation], og når du er tilknyttet en praksis, så udløser du et beløb, selvom du aldrig kommer der. Lægerne får et fast beløb for at have dig uanset. Og så får han [lægen] selvfølgelig også et beløb, når han udfører en aktivitet ? og det er op til ham at uddelegere opgaver til sygeplejeske, bioanalytikere og så videre. Lægen har forskellige roller, som han skal udfylde. Han er læge, fagperson, leder og ejer. En læge er ikke ansat, en læge har direkte ansvar?.

Jeg spurgte da ind til, om det hele så handler om, at lægerne vil have flere penge, for eksempel igennem honorarer, så de ikke skal proppe deres dag med patienter og patientrelaterede aktiviteter – for at have råd til at have længere konsultationer per patient, hvortil Bent Hansen svarede; ?At lægerne gerne vil have flere penge, det er ikke noget nyt. Det ved jeg godt de vil. Og vi [regionen, sundhedsudvalget] er i forhandlinger med dem nu og forhandlingerne er faktisk lige brudt sammen, fordi vi ikke er enige om, hvor mange penge de ska? ha?.
?Enhver vil jo gerne have en større bid af kagen og alle ved at de offentlige finanser er under pres for øjeblikket, og lægerne presser på lige nu. Og i de forhandlinger, som vi forsøger at gøre med dem i tiden, er det som om de [lægerne] siger ?den bid af kagen, som er tilbage ? den vil vi have alt sammen –  sygeplejersker ? alle andre, skal ikke have noget!? Men hvis du ser på livslønnen for en læge, så er det lægen som har den langt langt største løn ? og i forvejen er det dem der får mest. Jeg synes det tilbud de har fået er rigtig rigtig godt ? men de vil så åbenbart have mere?.

En af Bent Hansens løsninger til lægerne og som kan konfigurere mere konsultationstid per patient er, at lægen skal blive bedre til at tage ejerskab, til at lede og dermed også sagt til at uddelegere opgaver til andet relevant sundhedspersonale ? for der vil altid ?være det der spil om økonomien?, som Bent Hansen formulerede det.

I interviewet uddybede Bent Hansen dramatisk ved at sige; ‘

?Hvis jeg skulle give de praktiserende læger de penge, som de gerne ville have, så skulle jeg gå op på sygehusets hjerteafdeling og tage pengene deroppefra. Og det er jeg bare nødt til at sige; det gør jeg ik?.?.

Bent Hansen pointerede, at der ikke er blevet krævet af de praktiserende læger at skulle yde 2 procent mere, som sygehuset er blevet påkrævet. Bent Hansen vedholder, at lægerne skal se på egen arbejdstilrettelæggelse, se på den måde de indretter deres klinik, kigge på arbejdsfordelingen faggrupperne imellem og så videre. Det tror Bent Hansen er ?vejen ud af det?.

Opsummerende kan siges, at al den økonomi-snak er grundlæggende årsagen bag, hvorfor lægerne har den lille rum konsultationstid til hver patient. Men! Jeg undrede mig fortsat over, hvordan lægerne ? eller hvem der nu tager sådanne beslutninger ? er kommet frem til, at en konsultation skal være lige præcis 10 minutter per patient. Hvilket jeg selvfølgelig spurgte ham om og han svarede; ?Men det er jo sådan noget gennemsnit. Altså nogle kommer ind og skal ha? øh, fornyet en recept til p-piller, øh, det er nu ikke sikkert det tager 10 minutter. Øh, og nogle kommer hvor man siger ?hold da op, du har godt nok fået en ordentlig én og du skal have renset det sår og vi skal have tilkaldt sygeplejersken og hun skal gøre noget, og så kommer du med ud og skal ind igen ? det er altså mere kompliceret. Det er sådan et gennemsnitstal. Det er til stort og småt ?. Det svar kunne han ikke spise mig af med? For, det er vel heller ikke alle patienter, som optager alle de 10 minutter? Hvad med nogle patienters ?restminutter?? Kan de ikke gå til de mere komplekse patienter? Kan der ikke være tider til den gennemsnitlige patient og tider til den komplicerede patient? Hertil svarede Bent Hansen; ?En erfaren læge og en erfaren sekretær kan jo godt, i den der tilrettelæggelse, sige ?nu kommer den der [patient], det ved vi godt, det er ind og ud igen, nu komme der en [patient] ? der vil nok gå et kvarter ? og så videre. Det finder man så ud af. ?.?

Afslutningsvis på interviewet imødekom jeg Bent Hansen med, at jeg syntes han ansvarsmæssigt distancerede sig fra, hvad jeg imødekom ham med. Han svarede til dette; ?Det vi [regionen, sundhedsudvalget] forsøger at gøre sammen med de praktiserende læger og deres samlede organisation er, at vi forsøger at inspirere til, i langt større omfang, at ha? andet personale inde, sådan man kan lave den der arbejdstilrettelæggelse, så man kan bruge de lægelige ressourcer rigtigt. Og det er fremtidens udfordring. Lægerne skal lære at være virksomhedsejere og ledere?.

Bent Hansen erkender, at de gennemsnitlige 10 minutter som der er afsat per patient pt, kan sættes sammen på en ny måde; ?Konsultationer på 8 minutter, konsultationer på 10 minutter og så videre, på baggrund af erkendelsen af, at der er nogen, der tager længere tid end andre?.
Dét vil jeg, som patient, se frem til kommer til at ske. Vil du ikke det?
Dét vil gøre, at jeg, som patient, vil føle mig anerkendt af lægen.

Noget helt andet er al den økonomi som Bent Hansen snakker om qua praktiserende lægepraksis. Selvfølgelig er der ?penge i? at være praktiserende læge og have en praksis. Samt ved alle vidst, at læger tjener godt ? men hallo, de sørger altså også for, at du og jeg er så sunde og raske, som vi kan være. En læge er der altid for os, det har de endda skrevet under på (lægeeden). Og pt bliver danskens helbred gennemsnitlig ringere og ringere, så vores læger får mere og mere at lave. Så jeg kan godt forstå min læges frustration nu. For det lyder da på Bent Hansen som om, at den praktiserende læge skal arbejdsbebyrdes noget mere end at ?få? penge, lig med hjælp fra regionen, sundhedsudvalget, ? eller er det bare mig, der tolker det sådan?
?Men hvis de praktiserende læger skal have penge, så slår vi alle nuværende patienter oppe på hjerteafdelingen ihjel?

Hvilket valg er det rigtige?

 

 

Da jeg gik fra min eks, tilbage i Oktober måned, var jeg et smut omkring min daværende nye læge, og vi kom til at snakke om, hvad jeg havde været udsat for via. min eks og i min fortid – og han sagde da; “en kvinde som dig, med din baggrund, er altid sammen med de forkerte mænd, mænd der er farlige for dem”. Aha, tænkte jeg. Skide fedt. Tænkte jeg også – ganske ironisk, jovist.

Min eks var jo en manipulator og syg i sindet, så en dag sagde han til mig, at han havde været sammen med en kvinde, som først efter havde fortalt ham at hun rent faktisk havde HIV – jeg gætter på at de ikke havde beskyttet sex? Men den dag i dag, tror jeg bare det var en stor hvid klam manipulator-løgn.

Anyways, kort efter gik jeg – sjovt nok – fra ham (der er jo grænser for hvad man kan finde sig i / grænsen for hvad jeg synes, jeg burde finde mig i, var på daværende tidspunkt for længst overskredet, skal lige siges).

Så jeg gik selvfølgelig til min daværende nye læge (jeg var flyttet til en ny kommune) og sagde, at jeg gerne ville tjekkes for HIV. Han kiggede på mig. Og sagde ingenting. Han stirrede bare. Tavsheden blev brudt af, at jeg sagde at jeg IKKE var en “rundetrunte”, og fortalte da om min eks og hans julelege med mig. Så fik jeg min HIVtest:) heh. (Den vidste BTW ingenting).

Lægen begyndte at fortælle mig hvordan jeg psykologisk skulle forholde mig til, hvad jeg havde været udsat for – men jeg kortede ham af, og fortalte ham om min fortid med at være seksuelt misbrugt og at jeg i mange år, havde været vant til at skulle tænke, som han præsenterede mig for. OG SÅ KOM DET!

Da ændrede hans toneleje sig. Min læge kiggede nærmest sorgmodigt på mig og sagde;“Kvinder som har været udsat for det du har, ender altid med at være sammen med de forkerte mænd, mænd som er farlige for dem, mænd som vil dem ondt. I bliver ubevidst tiltrukket imod det/dem. Du skal passe på dig selv”.

Ja… Så jeg gik derfra og tænkte; “måske skulle jeg prøve kvinder?” Aaaaaj, spøg til side.

Jeg gik derfra og tænkte; “Fedt. Bare skub til min allerede eksisterende paranoia, når det kommer til mænd – skide god idé, hr, læge!!” Men altså, jeg kan jo ikke helt forkaste hvad han sagde, for det giver jo mening rent psykologisk, hvis vi kigger ud i samfundet kan vi jo se hans pointe…

Jeg er dog heller ikke selv uden skyld, når det kommer til mænd. Jeg er eddersparkeneme verdensmester i at skubbe dem væk fra mig – både fysisk, hvis de kommer for tæt på, og hvis de er tætte på, så også psykisk/følelsesmæssigt. Der skal nærmest opstå noget magisk, hvis du, som mand, kommer forbi min fæstning.. Eller, sådan har det været. Siden min læge sagde det dér til mig, har jeg virkelig arbejdet meget med mig selv angående at give mænd en chance – og at jeg skal FØLE meget efter – på godt og ondt angående dem. At jeg så igen har brændt nallerne igen her for nylig, det er jo en del af gamet – det kender vi vidst alle sammen, ikke? heh.

Jeg har siden været hos min læge, som forlængede det han før havde sagt med; “Du skal vælge mænd, som er gode for dig”. “Aaaah, tænkte jeg – SOM OM JEG IKKE VAR KLAR OVER DET, SHERLOCK”?! Jeg sagde da til ham; “Hvordan ved jeg, om de er gode for mig og ikke bare lader som om, indtil helvede bryder løs, ligesom ved min eks?”. Da gav min læge mig faktisk noget specifikt at se efter og spørge om… På første date. Såsom; job, planer for fremtiden, vision for fremtiden… Nogle ting jeg ikke engang selv ville kunne svare på – og da var min læges konklusion; så har man ikke rent mel i posen, hvis man ikke ved det…

Aha. Jeg køber det ikke helt, gør I? I så fald er min egen tilgang blevet meget mere laid back; jeg tager det som det kommer,  helt stille og roligt. Jeg ved jeg nu har styrken!

Refleksion:

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om, læger siger sådan noget til deres patienter, som min læge sagde til mig. Jeg kan godt se, at det var for at hjælpe mig, forberede mig, gøre mig klar over tendensen, så jeg kunne undgå den (men kan man det? Og i så fald; hvordan?). Min læge sparkede virkelig til min frygt om, at jeg aldrig finder en, som vil mig oprigtigt. Men jeg tysser den ned. Man kan jo forhelvede ikke leve uden troen på opnåelsen af kærlighed (adr, det er lige før jeg kaster op, når jeg skriver sådan noget aka. jeg er ikke den store romantiker, men ordenes betydning mener jeg faktisk i fulde alvor).

Yay, dette blev vidst mit korteste indlæg til dato! yay me – de bliver sku altid så pisse lange, synes jeg…

Ha´en god dag derude:*

Tootles, Maibritt

1.

Hvad er det, der får mig til at føle sådan her?

Jeg kan mærke, at jeg er både sur, ked og tvær.

At føle vrede og gråd fanget i min krop på samme tid – 

det er ved at drive mig til vanvid!

2. 

Frustration i mit indre, bygger op en barriere

for at livsglæden kan tage affære.

Jeg skal nok komme ovenpå igen – 

for livet er min bedste ven. 

3. 

Nogle gange føler jeg mig bare så fortabt. 

Som om at jeg ikke er intakt.

En brik der mangler i det store spil,

af noget uforstående, der driller mit sind.

4. 

Jeg ved egentlig godt hvad det er.

For mig, at håndtere, er det bare svært.

Det er inde i mig, følelser og uhåndgribeligt.

5.

Jeg er fascineret over hvordan det får mig, emotionelt, til at agere – 

det er ubegribeligt – men åbenbart min måde på at reagere.

Så det vil jeg nu gøre i fred og ro.

Så skal morgendagen nok blive go’.

Der er noget jeg gerne vil vise Jer.

Det er en aflevering, en kronik, jeg skrev i Dansk i gymnasiet. Men, ja, I kender mig, der kommer lige noget historie til historien.

Jeg var ikke glad for at gå i gymnasiet, eller rettere sagt, gymnasiet gjorde mig ikke glad, faktisk det omvendte.

Gymnasiet gjorde mig depressiv ? i hvert fald halvdelen af min gymnasietid var ?en dårlig periode?, som min læge sagde. Hun fik ret, for i dét sekund jeg fik min studenterhue på, kom glade Maibritt tilbage ? den rigtige Maibritt. Jeg tror ikke I kan forestille Jer, hvor stolt jeg er for min studenterhue! Den kostede så meget af mig ? blod, sved og tårer ? bogstaveligt talt.

Der var mange årsager bag jeg havde det så dårligt i gymnasiet og de alle gik ud over min personelle integritet, selvbillede og ikke mindst troen på mig selv, hvilket blev afspejlet i min faglige kunnen. De afleveringer der var vurderet til at tage 4-5 timer brugte jeg 20-25 timer på ? hver gang. Ikke fordi jeg bare sad og kiggede på min computer og ikke kunme lave en sætning, men fordi jeg blev ved og ved og ved og ved og ved med at skrive om ? jeg stillede konstant spørgsmålstegn til mig selv og egen kunnen. Dette kunne desværre også ses på mit færdige produkt ? jeg fik dårlige karakterer (0, 2, 4) og jeg blev mere og mere ked af det hele. Mine lærer var dog søde, for de vidste jeg havde det svært og de sagde til mig: ?Maibritt, kom nu, du kan godt, det ved vi ? du skal bare lige give det sidste?. Men jeg havde bare ikke mere at give af. Jeg kunne ikke mere.

En dag i danskundervisningen havde vores lærer givet os, klassen, en kollektiv skideballe ? fordi han synes vi viste for lidt engagement for det respektive undervisningsemne ? og det pissede mig af, så jeg sagde; ?Nu er det altså sådan, at man viser engagement for noget som interesserer én??, hans svar var; ?I går i gymnasiet, I er voksne og så skal man kunne engagere sig i emner der nok ikke interesserer én?. Min overbevisning mente jeg i fulde alvor ? en af årsagerne bag jeg havde det så dårligt, var at jeg stod op til noget hver dag, som jeg absolut ikke havde lyst til ? jeg havde ikke engagement for min egen hverdag, for mit eget liv. BUM!

På det her tidspunkt i mit liv, anede jeg slet intet om, at min fremtid ville byde på pædagoguddannelse med mulighed for kandidatudvidelse indenfor området, men?

En dag skrev jeg følgende kronik, om den har emne a la hvad jeg i sommers skrev bachelor om. Det skal lige siges, jeg fik 10 for denne kronik, jeg blev anerkendt på klassen af min dansklære ? ja den samme som sagde ovenstående, og da alle var gået sagde han til mig, at han ikke troede på at jeg selv havde skrevet den. Han ville kun tro på det, hvis jeg fik 10 i min næste aflevering. Han blev dermed en af de mennesker, jeg hader mest. 

Moralen er; dengang jeg ikke troede jeg anede hvem jeg selv var, vidste jeg det egentlig godt. BUM!

Nu til kronikken:  

Pussy over det hele

Sex er overalt i vores hverdag. I radioen, i tv?et, på nettet, i blade, aviser og mange andre steder. Man kan ikke slippe for at konfrontere sig med emnet; sex, dagligt. Denne seksualisering af medielandskabet påvirker især de unge, da de er i en alder hvor grænser skal afprøves og voksenlivet skal læres, hvilket gør dem letpåvirkelige. Konsekvenserne ved at de unge bliver fanget som letpåvirkelige individer midt i et seksualiseret samfund, prøver forskeren; Sarah Højgård Cawood i artiklen ?Pussy over det hele? at klargøre igennem et interview med unge fra 7-9 klasse på to forskellige skoler. Hun tager i interviewet fokus på samspillet mellem medierne og de unges sprog og adfærd.

De unge får et engelsk/amerikansk inspireret sprog, da ord som bimbo, pussy, pimp og hoes dukker op. Disse ord er efterhånden en integreret del af de unges sprog, skriver Cawood, og dette skyldes især musikvideoer, hvor de som eksempel især bruger Christina Aguilera?s ?Dirty? og 50 Cent?s musikalske alfons-univers, da den video og det univers påvirker henholdsvis pigerne og drengene meget.

 Cawood skriver implicit, at de unges søgen efter deres identitet som voksen forhindres af omgivelserne, som her er seksualiseringen. Hvis vi først ser på pigernes dilemma, så ser vi, at pigerne bliver skubbet ind i en luder-madonna konflikt. En luder-madonna konflikt går ud på, at selvom de afskyr at deres køn konstant bliver brugt som et sexobjekt, så går de selv i udfordrende tøj, i frygt for at blive irrelevante som seksuelle væsener. Men pigerne er også fanget, for de skal også passe meget på at blive stemplet som billig – en luder, men de må samtidig ikke være kedelige. Desværre oplever rigtig, rigtig mange piger at de ikke kan leve op til disse kriterier, hverken med tøj eller krop, skriver Cawood. Hvis vi så ser på drengenes dilemma, så opdager vi at der i deres ikke bliver fokuseret så meget på deres køn, men mere hvordan de håndterer denne seksualisering i forhold til deres køn. Her menes, om de bruger det som et værktøj for stræben efter dominans eller for at gøre sig mere mærkbare og styrke deres machoattitude. I blandt drengene var tendensen ikke så generel, men meget opdelt i samfundsklasser, opdagede Cawood i hendes interview. Mere specifikt opdagede hun at drenge i arbejderklasseskolen bruger deres sprog for at markere deres hypermaskulinitet, og at de ikke anvender det mod/til pigerne, men kun iblandt dem selv. Hvor drenge i middelklasseskolen afbalancerer deres machoattituder og sprogbrug med ?korrekte? holdninger til ligestilling. Cawood siger nærmere at drenge generelt bruger mange ressourcer på at gøre sig hårde, da drenge vil undgå at komme i deres følelsers vold, da det ses som et udtryk for at man er svag og dermed ikke en rigtig mand. Angående dette mener Cawood at det er nødvendigt for dem at kunne håndtere den hårde følelsesmæssige bashing, som der hele tiden møder dem igennem det seksualiserede sprog, som de anvender til at oplærer sig til at blive en rigtig mand. Til at understøtte hendes pointe bruger hun et eksempel fra en dreng ved navn sayid:,

?Jeg er vant til at sige ?at jeg knepper dig? og sådan noget, men jeg mener ikke, at jeg knepper, vel?.

Det Sayid egentlig mener, er at han smadrer eller slår noget. Sprog som dette, det seksualiserede, er blevet gadesprog iblandt de unge, især drenge. De er blevet vant til at snakke sådan, også selvom at de er klar over at det ikke er det korrekte sprog at anvende, men hvad skal man gøre når omgivelserne dikterer at sådan er det og skal det bare være? Udfolder Cawood sig implicit. Drengene bruger også piger som et sexobjekt, til at få dem selv til at se mere macho og seje ud iblandt vennerne i skolegården. Dette er en tankegang de har fået fra 50 Cent og hans tilhørende alfons-univers. Da han, i sit alfons-univers, viser hans personlige status igennem materielle ting og letpåklædte piger som danser udfordrende op ad ham.

Denne opsættelse af seksuelle stereotyper i medierne, som Cawood er inde på at de unge har, mener hun videre har de konsekvenser at det ikke blot forstyrrer de unges sprog og adfærd, men også deres syn på ligestilling og deres muligheder for frit at kunne udfolde sin seksualitet. Hun mener, at den gængse opfattelse af kønnenes roller er, at kvinden er den dominerede og manden er den der dominerer. Uanset om man er kernedansker eller indvandrer. Indvandrere har dog deres eget dilemma angående dette, skriver Cawood, da hun har opdaget, at indvandrer ikke har en ligestilling som kan måle sig med de danske drenges, simpelthen fordi indvandrer drengene ikke har adgang dertil. Denne ligestilling bruger de danske drenge så til, at moderer deres hårde adfærd og retorik overfor pigerne med, hvor indvandre drengene jo benytter sig meget af det seksualiserede sprog og ?alfons attituden?.

Hvis man tager nogle sprogteoretiske opfattelser op imod det Cawood fandt ud af igennem hendes interview med de unge, opdager man, at deres seksualiserede sprog og adfærd, ikke er påtvunget dem. De unge har altid et valg. De valgte at lade sig påvirke af samfundets seksualisering. Det kan man sige at vi alle indirekte har gjort, men de unge har gjort det i en mere alvorlig grad end voksne, hvilket jo er Cawood?s pointe, og hvorfor er det sådan? Det er fordi at de unge er letpåvirkelige og meget afhængige af hinanden. Unge ser det at have en høj social status som det ultimative, og man kan ikke opnå dét, hvis man skiller sig ud og ikke er som de andre, tror de unge. Derfor påvirker seksualiseringen de unge meget, fordi det for dem er den måde man bliver i sin sociale status, sociale gruppe og man signalerer sit køn bedst på den måde, ?fordi når alle gør det, må det være det rigtige?.

 Hvis man ser på reklamen for Cult Shaker (som jeg ikke viser billede af her på bloggen grundet lovmæssige årsager), ser man, at Cawood har ret i hendes opdagelser, men der også er nogle af hendes pointer som her modbevises. For på denne reklame er det to piger der er fremstillet i et seksuelt betonet lys, og dette stræber imod den køns opfattelse som Cawood præsenterede for os. Da hendes opfattelse er, at den gængse opfattelse er, at kvinden er den dominerede og manden den dominerende. Denne reklame går direkte imod den holdning, da de to kvinder på billedet beviser at de tør at udfolde deres seksualitet, og at de altså er ligeså selvstændige individer ligesom mændene. Oven i købet markerer reklamen/kvinderne denne holdning med et fallos symbol, nemlig flasken. Flasken i denne reklame symboliserer at kvinderne altså godt kan klare sig uden mænd – også på den fysiske måde. Hvad der i reklamen stemmer overens med Cawoods opdagelser er, at kvinderne bliver meget udsat som et sexobjekt. Ikke nok med det, kan en reklame som denne give letpåvirkelige teenager piger mindreværdskomplekser ved at se sådan nogle flotte modeller i reklamen, da det giver dem det billede af at det er sådan man bør se ud, og at man ikke kan opnå høj social status, hvis man ikke er som dem. Ligeså ser drengene også disse kvinder, men de ser dem med lyst. Dette vil altså sige, at drengene ser på disse piger og ofte tænker at de er lækre og at de godt kunne tænke sig sådan en pige. Dette kan godt få konsekvenser for dem, da reklamen jo ikke er virkelighed, men blot en illusion. Langt fra alle piger ser ud som dem på reklamen, og drengene vil så opdage at hvis de partout skal have fat i en pige som dem, så skal de lave sig om. Men det kan man ikke, man kan ikke lave sig selv om, og man burde slet ikke forsøge. Dét de unge skal lære er, at sætte krav til dem selv som de kan leve op til, så de ikke ender som ensomme individer der for alvor er blevet fanget i seksualiseringens skærsild.

Lad dette være en lektie om hvordan et forhold IKKE skal være. Hvordan man IKKE skal tænke i et forhold, hvor man skulle forestille at elske og respektere hinanden – og ikke mindst; ville hinanden det bedste.

 

Det skete jo ret tit, at vi skændes, min eks og jeg – eller snakkede meget om “os” og han truede med at gå fra mig… En aften efter en af vores evig-igangværende snakke om os, prøvede jeg at lave en skriftlig forventningsafstemning til os – som han egentlig var med til – indtil han kom hjem igen (han tog nogle gange hjemmefra), så synes han det var en fjollet idé… Min forventningsafstemning omhandlede; 

Maibritt:

Jeg skal blive bedre til;

• Ikke at tage alt hvad X siger som et angreb
•  At have tillid til at X altid vil mig det bedste
• Ikke at være så stolt
• At indse at det er okay at fejle
• Ikke altid give X skylden
• At lade ?det? ligge ? at sige pyt
• Ikke at tage alt som noget vigtigt
• Ikke altid at være bange for at miste X og forholdet
• At have tillid til X
• At have tiltro til forholdet
• At acceptere at uenighed er en del af et forhold ? og ikke nødvendigvis er en dårlig ting ? mere en naturlig del af et parforhold
• At værdsætte X mere og vise ham det mere
• At lægge op til sex ? når jeg reel har lyst til det
• At modtage kærlighed

Maibritt om X:

• Forstå at jeg nogle gange har brug for ?at læsse af? ? uden af det skal snakkes om (altså om ting som ikke omhandler dig eller os, f.eks. skolerelateret) ? men at du bare skal give mig kærlighed (knus og kys) og sige, ?Aj, hvor træls, skat? ? eller noget lignende. Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay ? hvorfor så ikke ?trøste? mig?
• Forstå at jeg ikke altid har lyst til sex ? men altid har lyst til dig. I mine øjne behøver det bare ikke altid at have noget med sex at gøre ? men det kan også være at putte, kysse, kramme og have en hyggelig aften/dag, hvor vi er tætte og nære ? men ikke inden i hinanden

X:

 X syntes, efter han var kommet hjem, at det var latterligt at det var nødvendigt at skrive sådan noget til hinanden og han sagde “At vi elsker hinanden er nok, så skal det nok gå”. 

X om Maibritt:

 Ja… Her havde han slet ikke noget at sige… 

Sammen:

Dette punkt skrev jeg jo så… 

•  Tænk positivt om hinanden
•  I vil hinanden det bedste
•   I vil hinanden
• Tænk før I taler
• Vær lydhør overfor hinanden
• Prøv intenst at forstå hinanden
• Acceptere at uenighed er en del af et forhold ? og ikke nødvendigvis er en dårlig ting ? mere en naturlig del af et parforhold
• Husk jer selv og hinanden på hvorfor I er sammen, hvor gode I er sammen

Jeg synes det er SÅ KLAMT, at jeg havde sådan nogle tanker om min ekskæreste og vores forhold, som jeg havde – da vi VAR SAMMEN…

Nu har jeg ikke været i andre rigtige forhold end dette, så min referenceramme er ikke-eksisterende, men altså… Et parforhold skal da ikke være sådan, at man oprigtig er i tvivl om, ens kæreste vil én det bedste eller ej, at man ikke har tillid til personen og at man finder det nødvendigt at skrive en længere smøre på sin pc – for faktisk nok mest at overtale sig selv i, at det er noget pjat at forholdet er lort, end det er for rent faktisk at redde det. Og det er så klamt at jeg skulle skrive følgende til mig selv;

“Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay ? hvorfor så ikke ?trøste? mig?” For han trøstede aldrig og dét der med at forsone, det gjorde han heller aldrig. Det var altid ham der startede balladen og mig der på pædagogisk psykologisk vis prøvede at forsone os – så vi og vores forhold kunne lære af “snakken” og blive klogere og stærkere. Jeg slæbte det hele, jeg knækkede og fik nok.

Jeg har i andre indlæg skrevet om X, så I ved godt nogle ting jo – hvis ikke – tjek min blog ud heh;), og I ved godt vi gik fra hinanden. Vi gik fra hinanden cirka 3 uger efter jeg skrev denne forventningsafstemning… Jeg anede ikke på daværende tidspunkt, at jeg ikke elskede ham mere. Jeg troede virkelig at jeg elskede ham. Vi snakkede om børn og at opbygge firma sammen, når jeg var færdig på uni (ja ja, noget modsatrettede ønsker for fremtiden, det ved jeg). Jeg fandt jo så ud af, at jeg ikke elskede ham. Jeg fandt ud af, at han skræmte mig. Jeg fandt ud af, at han jo frastjal mig mig mere og mere. Jeg fandt ud af, at det ikke var rigtigt for mig at være sammen med ham. Men inden jeg fandt ud af det – det slog mig som en hammer, en hammer kastet af ham og hans manipulerende væsen(!), men da den ramte, kunne jeg jo godt se, at det ikke er normalt – i min optik – at tænke sådan som jeg gjorde… Det gik op for mig hvor meget forholdet var en kamp for at nå til det bedre, hvor det bedre bare aldrig rigtig kom – når det var der i korte glimt, frygtede jeg hvornår han ville tage smilet fra min mund og det gode humør fra min krop – for jeg vidste det ventede rundt om hjørnet hele tiden. 

– Men altså hallo, I mere forholds-erfarede end mig – at jeg havde sådan nogle tanker, det er unormalt, ikke? Det er klare tegn på et usundt forhold, ikke? 

…Ja, jeg er stadig i tvivl, fordi jeg er en knust person her bagefter (når det kommer til mænd og parforhold) – og min referenceramme er sjovt nok ikke lige blevet større siden, heh;) 

Anyways… 

Jeg skrev også nogle forslag til hvordan vi kunne komme videre fra at være i krise – og til at finde hinanden igen (hvilket vi jo ikke nåde, inden jeg gik fra ham)… Ikke at jeg skal kalde mig for et “forholdsorakel” (for jeg er i virkelig det modsatte), men jeg synes faktisk at de opgaver/lege jeg kom frem med, den aften sidst i September, var helt udmærket – så dem kan I godt lade jer inspirere af;) heh. 

Opgaver/lege:

• Skriv brev til hinanden om
•  Om; Det I bedst kan lide ved hinanden ? og jeres forhold –  og hvorfor
• Skriv sedler til hinanden om
•  Det I bedst kan lide ved hinanden ? og jeres forhold –  og hvorfor – Som I kan give til hinanden løbende
• Arranger kæresteweekend
• Arranger kærestetid i hverdagen ? så tit I kan
• Ros hinanden ? værdsæt hinanden
• Kys og kram hinanden flere gange dagligt
• Vær ærlige overfor hinanden – Men med en omtanke; er det her nødvendigt at sige ? kan det gøre ham/hende ked af det, hvilket ikke er nødvendigt? Er det nødvendigt for mig at komme af med?
•  Hav sex på nye måder – Skriv jeres fantasier ned på sedler og træk en ny hver gang

   Men haahah, nogle af disse viser også bare hvor langt ude lortet min eks’s og jegs forhold var, for altså… Punkter som disse; “Ros hinanden ? værdsæt hinanden, Kys og kram hinanden flere gange dagligt og Vær ærlige overfor hinanden” – burde da være i et velfungerede voksent parforhold helt af sig selv, ikke? Altså… Vi var jo relativ unge (jeg trak vores gennemsnitsalder noget ned, hahhahah) og havde ingen børn i hverdagen… Og vi havde ikke en gang været sammen i et år… Og vi var lige flyttet sammen i det lækreste hus… Vi burde have været lykkelige, ikke? Det burde ikke have været sådan, vel? 

  Misforstå mig ikke, jeg vidste det var den rigtige beslutning at gå fra ham. Men det er mere… Jeg har ret i, at have sådan nogle tanker i ens forhold er usunde, ikke? 

   Jeg håber I nød indlægget – og I skal være meget velkommen til at svare:)

   Billedet er for iøvrigt er lavet i samarbejde med; Bitmoji.

Der behøver ingen introduktion til dette digt, ud over; når jeg skriver; lille du, refererer jeg til min afdøde tvillingesøster, som der BTW kaldes; lillesøster. 

Det er sjovt som livet pludseligt kan forandre sig.

Bedst som du troede lykken var med dig på din vej,

Dukker fanden op og dolker dig.

 

 

Du var ikke advaret, det var uden varsel.

Ak, sådan er det vel? At følge livets karrusel.

 

 

?Hvad skal jeg nu foretage mig?? Spørger jeg og kigger ned ad min nu så tomme vej.

?Hvilke muligheder har jeg nu?? Svar du blot, lille du.

 

 

For jeg ved ikke hvad jeg skal foretage mig,

Det kunne være jeg kunne lære lidt af dig?

 

 

Du visdommens ord,

Så sødt i mit hoved,

I vil hjælpe mig,

Vil jeg formode.

 

 

For jeg har brug for hjælp endnu en gang.

For, sådan er livet ? og sådan skal det være.

Der er det lette, der er det svære.

Jeg står med en mellemting lige nu ?

Hjælp mig med at forstå, lille du.

Det her digt har jeg også skrevet til ham min ven, jeg omtaler i dette indlæg; Forelskelsens lange arme

Jeg skrev også dette digt, imens jeg var på arbejde. Uha, hvor var jeg håbløs forelsket – og i lang tid. For jeg turde jo ikke gøre noget ved det… Jeg gik bare selv med det. Jeg prøvede og undertrykke det. Hvorfor? Tjaa… Fordi jeg ikke turde og tage springet-
andet end i mine tanker. Dér havde jeg taget chancen med at bryde tavsheden overfor ham, angående min forelskelse i ham, længe. Min forelske i ham hang længe stædigt i mig – ligesom vintergækker der bryder op af selv frossen jord.

Nattens stjerner blinker,

Billedet af dig står stærkt i mit indre.

Du betyder alt for mig,

Men jeg ved ikke hvad jeg betyder for dig.

 ________________________________________________

Jeg tror du synes jeg er sjov,

Men jeg vil gerne spørge om lov,

Til at få noget at vide om dine egentlige behov.

 __________________________________________________

Jeg synes ikke, at jeg spørger dig om noget særligt.

Jeg er sikker på, at vi to sammen kunne få det så herligt.

Det er ikke kærlighed, det er ikke had,

Det er noget andet.

Jeg ved bare ikke hvad.

Jeg sad og ryddede op i min computer og fandt en masse jeg havde skrevet til min eks. Det jeg fandt var vidst tiltænkt som breve – som han selvfølgelig aldrig skulle se.

Jeg fandt nogle dokumenter, som jeg ikke vil dele med jer. Jeg føler simpelthen at jeg ikke kan være det bekendt overfor ham og hans. Men det her digt… Det må I gerne se. Det fortæller lidt. Det fortæller lidt om mine følelser i al hurlumhejet – men det fortæller ikke om hvad der rent faktisk er foregået. Det holder jeg for mig selv, ham og ja, de nærmeste. Det er der måske ikke så mange “likes” og delinger i. Men det er mennesker og liv, det her – ikke en butik.

Jeg sad vidst og skrev dette digt, da jeg sad til forelæsning på uni. Okay, der kommer lige lidt historie i historien… Den sidste del af mit forhold med- og til ham var så dårligt, at jeg brugte hver køretur fra Hvilsom, hvor vi boede, til Aalborg universitet på at snakke med mig selv. Jeg snakkede med mig selv, fordi jeg prøvede at finde hoved og hale i, hvad der lige skete med ham og jeg. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi konstant havde gnidninger. SERIØSE gnidninger – og det er dem, jeg ikke kan dele med jer, desværre. At snakke med mig selv i bilen var en bearbejdelsesproces for mig – ligesom at skrive er, det er bare meget besværligt at gøre, imens man kører, så jeg skrev nogle gange tankerne ned, når jeg ramte uni.

Hen ad vejen (nærmest bogstaveligt talt, haha) kunne jeg godt se det – jeg kunne godt se, at problemet ikke var os – det var ham (ja, det lyder vildt koldt at skrive, men det er rigtigt). Men i lang tid vidste jeg det ikke. Ikke helt. Ikke rigtigt. Eller også ville jeg ikke erkende det. Jeg var nok ikke klar til at erkende det. Jeg ved det stadig ikke.

Men, da jeg kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere, erkendte jeg mere og mere;

jeg gik fra at være den altid smilende, glade, overskudsagtige og sociale pige  til at være hende, som ikke følte hun måtte være glad, havde svært ved at smile, havde meget mindre overskud og næsten aldrig så sine veninder og venner mere –

jeg gik fra at være stærke Maibritt, som kunne klare så meget, til at være pigen som åbenbart blev skubbet rundt i manegen (dette fatter jeg stadig ikke den dag i dag – jeg lærer aldrig at betegne mig selv som svag) –

jeg gik fra at være hende som altid kunne bevare roen, til at være hende som har; råbt, skreget, grædt, tabt følelse med egen krop i et frustrationsudbrud, hvilket forårsagede at jeg pludselig lå på gulvet (læs; “jeg tabte mine ben”) – stor hulkende (imens han kiggede koldt på mig og bagefter grinte) og været tilnærmelsesvis voldelig – fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

Jeg har nærmest ordret stået og sagt til ham;

“Du skal fremadrettet ikke have lov til at gøre mig så ked af det mere. Næste gang er det mig, der går en tur for at køle af, ikke dig. Du skal ikke have den her magt over mig. Jeg vil ikke tillade det mere”.

Ja, nu sidder I nok og tænker; “hvorfor slog du ikke op der?” Hahahha, ja, det forstår man nok ikke, hvis man ikke har været i sådan et forhold, som dette var.

Men.. Jeg var på vej til at gøre det forbi med ham… Dette digt skrev jeg ikke ret lang tid inden, jeg slog op med ham – da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne klare mere. At forholdet var for mærkeligt og jeg selv var ved at “connecte med min egen selvrespekt igen”. Og dog… (I fornemmer nok i digtet, at jeg var mega meget forvirret). Men, hahahhah, det er vidst ikke så mærkelig…

Alt er usikkert, intet er sikkert.

Stilladset hvorpå vi står,

Afgør desværre vejen,

På hvorhen vi går.

_______________________________

Vores fundament skrider og vakler,

Imens jeg skriger og kravler.

Kravler i håb om tryghed,

Men ender oftest med at være ked.

___________________________________

?Sammen klarer vi alt?

?Du mister mig ikke?

Reflekteres disse ord egentlig i vores blikke?

Jeg ved det ikke.

____________________________________

Jeg elsker dig ubeskriveligt

Og ud over alle grænser.

Jeg giver ikke op.

Men jeg giver ind.

_______________________________

Jeg er i afmagtens lænker,

Og ved ikke hvad jeg skal gøre længere.

Har intet begreb om, hvad der vil hjælpe.

Denne tanke får mig til at skælve. 

Det her digt skrev jeg en dag, imens jeg var på arbejde. Jeg blev simpelthen nødt til at skrive nogle af mine tanker ned – og nogle gange er mine tanker rimende, som I nok har fundet ud af efterhånden, heh.

Digtet omhandler min forelskelse i faktisk en af mine daværende tætteste drengevenner. Jeg kan fortælle jer, at vi kun forblev venner… Og stadig er det den dag i dag. Der er intet akavet i det.

Faktisk så forelskede han sig i en mine bedste veninder (som var en af hans og jegs fællesvenner) og mine følelser kom der da fuldstændig låg på (jeg knallede også en anden – faktisk hans bedste kammerart, en af hans, hendes og mine bedste venner), hvilket jeg havde gjort længe på daværende tidspunkt… Det var noget mærkelig noget, kan jeg se i dag, men det var fint dengang, heh – hvad man ikke kunne da man var yngre, right? thihi.

Tilmed kan jeg fortælle, at den veninde som ham jeg var forelsket i, forelskede sig i, hende og jeg bor sammen den dag i dag. Det gik heller ikke med dem. I har nok opdaget at vi alle var venner, og da jeg altid har været psykolog-veninden (I’m not kidding!), snakkede jeg med den begge to om de to – og de fortalte at de begge to godt kunne lide hinanden, men ingen af dem turde vidst ikke at gøre noget ved det…

Nu er de begge to kærester med nogle andre og glade… Jeg er single, og mindre glad, men sådan er det jo;) hahahha

Tilbage til digtet om hvor besværlig den der forelskelse og kærlighed kan være at håndtere (men man jo intet andet valg har, end at gå hvorhen stiger følger dig, right?!);

Kærligheden har mange arme,

Nogen er kolde, nogen er varme.

 

 

Jeg kan ikke rigtig finde ud af temperaturen på din,

Det eneste jeg ved er, at jeg vil ha? at du skal være min.

 

 

Jeg fortryder sådan at jeg ikke gjorde noget før,

Men du sagde jo at du skulle have tid,

Til at finde ud af hvad der i dit hjerte sig rør.

 

 

Nu kan det være at du bliver taget af hende den anden,

Imens jeg føler jeg står i baggrunden og råber

?Hva? fanden?!?

 

 

Jeg er forelsket i dig,

Det må jeg sku indrømme,

Men jeg er bange for at jeg kun får dig i mine drømme.

 

 

For jeg tror ikke jeg tør vise dig,

Følelserne mine, inden jeg har set dine.

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG. Og endnu mere hader jeg, at jeg var så blind – at du gjorde mig blind og jeg lod dig gøre det. Du tog mig væk fra mig. Stykke for stykke og et sekund af gangen.

Jeg vil så gerne fortælle præcist hvad det er du har gjort og om hvilken frygtelig skadet person, jeg synes, du er. Men, du er jo nogens søn, bror, fætter, far og forbillede ? hvilket faktisk er en skræmmende tanke. Men tanken stopper mig alligevel i at skrive det meste. Og det er klamt i sig selv? Jeg burde nemlig være ligeglad med dig og dine følelser, for du gjorde jo et så stort arbejde i at ødelægge mig. Hvorfor skulle jeg skåne dig? Ja, for nogen giver det ingen mening, men for mig gør det. Jeg skåner dig at blive udleveret; jeg skåner dig for at jeg skriver ordret, kronologisk og affektivt hvad du har gjort og hvilket menneske du er ? fordi; jeg er et bedre menneske end dig. Ja, det lyder ekstremt firkantet formuleret, men det er altså dét, jeg er nået frem til. Jeg kunne nemlig aldrig såre et menneske, på den måde som du sårede mig det meste af vores forhold igennem ? for ikke at snakke om bagefter, da puslespillet gik op.

Jeg skriver jo heller ikke, at du er et dårligt menneske. Jeg skriver bare at du ikke er et lige så godt et, som jeg er. Og ja, det lyder ekstremt selvglad fra min side af ? sådan skal det ikke forstås. Det handler ikke om at være bedst i al almindelighed, det handler om; forståelsen for almenmenneskelig respekt (især overfor de mennesker der er nærmest en), respektfuld-, omsorgsgivende-, empatisk-, solidarisk- og hensynstagende adfærd (især overfor de mennesker der er nærmest en) ? og andre småting i samme boldgade. I disse kategorier, som et velfungerede voksent menneske oftest bisidder, havde jeg den største forståelse og anvendelsesdygtighed ? mildt sagt. Med disse kategorier sat i fokus er jeg et bedre menneske end dig. Punktum.

Men det er ingen trøst for mig. Hvad skal jeg bruge det til?

Hurra (eller t-løk? som du koldt ville have sagt), jeg er et bedre menneske end dig ? hvad hjælper den følelse, hvis jeg ikke føler mig som mig selv, ikke ved hvem jeg selv helt er mere og værst af alt; jeg ikke er tilfreds med mit eget liv mere (eller igen)? Jeg gentager:

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG.

Heldigvis er jeg meget modstandsdygtig. Jeg skal nok klare mig og komme ovenpå igen ? jeg er godt på vej ? jeg har folk omkring mig som elsker mig<3. Jeg er bekymret for at du ikke kommer det. Jeg er KUN bekymret, ikke ked af det. Jeg har intet at være ked af. Du ligger virkelig i sengen, du selv har redt.

Jeg ryster stadig på hovedet og smiler ved tanken om alle de ting, som du har budt mig ? alle de ting som jeg har fundet mig i. Jeg smiler fordi det giver så meget mening nu. Ingen normale mennesker er jo sådan.

Jeg lod dig desværre gøre det, fordi jeg ikke vidste andet ? du var min første rigtige kæreste og jeg havde ingen referenceramme at sammenligne med, så jeg troede at det var normalt? Hahahha, nu griner jeg. Egentlig skylder jeg dig en kæmpe tak; en kæmpe tak for, du har givet mig nok ét at mit livs største lektier, nemlig; Hvis han lugter af lort, så er han en lort!

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG ? men jeg takker også. Livet handler for fanden da bare om oplevelser ? og du var en ekstrem dårlig én af dem. Hverken mere eller mindre. Bare det. Bare.

 ________________________________________________________________________________

Til den som læser dette og bliver arrig: Dette er også min historie og jeg fortæller den, hvis jeg har lyst ? og guess what; det havde jeg;) Hvis du synes det er at udlevere ham, der ikke er blevet nævnt, så pis af; han gjorde værre ting mod mig ? og han kendte til min blog og nogle af mine blogemner.

Til dig som læser dette og bliver bekymret: Jeg har det stort set fint. Hændelsen med HAM, lorten, skete i sammenhæng med en masse andet lort, hvorfor jeg nok lyder mere medtaget og påvirket end ellers forventet. 

En sidste bemærkning; jeg har villet skrive om dette i i hvert fald to måneder nu, og det er først nu jeg gør det. For jeg skulle gøre op med tanken om, jeg ville udlevere så meget af mig selv? Men altså. Jeg er jo ikke alene i denne båd ? flere end mig har lignende oplevelser, så jeg gjorde det. Bum!