For hvad der føles som lidt lang tid siden, men faktisk kun er cirka en halvanden måneds tid siden, skrev jeg om, at vi skal huske at årstidens skiften bringer os hygge på en anden måde end sommeren gør. Jeg skrev indirekte om, at vi altid skal fokusere mere på det positive i livet end det negative – se lyset som noget der forstærkes af mørket.

Se lyset som noget der forstærkes af mørket. Dét får mig til at tænke på noget. Jeg ved ikke om du har hørt det før, men jeg har hørt det komme utallige gange fra de voksnes munde, da jeg var barn; ?Bare ignorer dem?. Dette var ofte løsningen. Jeg skulle ignorere dem der mobbede mig. Teorien bag dette var, at hvis idioterne blev ignoreret, så gad de ikke mere, for så blev det for kedeligt. Børn kan jo være ondskaben selv (eller kunne ? det er immervæk 20 år siden jo, host host) ? ?hvis hun ikke græder, løber, begynder at skrige (eller anden kraftig reaktion), så gider vi sku ik? mer?! De voksne havde fuldstændig ret, det virkede – nogle gange.

Når man bliver voksen er der situationer, hvor vi kan ignorere det ubehagelige, men ikke ret tit. På en eller anden måde er vi, eller føler vi os, forpligtiget til at gøre noget ved det. Om det er for os selv, for ven/inden, familiemedlemmet, kæresten/ægtefællen, barnet, kollegaen, etikken, moralen, fornuften, samvittigheden og/eller hjertet.  Vi er gode til at reflekterer over os selv og især min generation er opvokset med ? hvad mærker du i mavsen?, hvad siger din mave dig?, hvad er din mavefornemmelse?, hvad tænker du?? og andre lignende opkast-fremkaldende sætninger (eller er jeg den eneste der for opkastfornemmelse af, at tænke så meget over min mave og hvad den mon synes, jeg skal med mit liv?!)?. Okay, dramaturgien lidt til side nu. Jeg ved jo godt at ingen af os vender hovedet ned mod vores mave for, at høre hvad den svarer til vores eksistentielle spørgsmål, men at det handler om kroppens fornemmelse for det rigtige.

Som årene er gået har jeg taget de voksnes råd og vendt det på vrangen, så at sige. I stedet for at ignorere de dårlige episoder og oplevelser i mit liv og ladet mig forpeste af dem, har jeg bearbejdet dem, for at bygge mig selv op af dem. Jeg kigger tilbage på mine dårlige sider af min opvækst og tænker; ?Tak for lorten, modstanden og kampen? (læs: det handler om mere end blot mobberi). For jeg er af dén overbevisning at, det er bedst at have knubs på sin dannelsesrejse end fødes med en guldske i røven. Jeg tror faktisk skeen er meget mere ubehagelig i længden end knubsene er ? den må jo virkelig skave og gnave!

De voksne mente jo ikke dengang, at jeg skulle ignorere mine egne følelser og dermed en del af mig selv ? i hvert fald ikke til evig tid. De vidste nok ikke hvad de helt skulle stille op og håbede på at teorien ville virke, og jeg så ville blive udsat for færre indtryk ved, at forsøge at ignorere at nogle f.eks. kaldte mig grimme ting og hviske-tiskede omme bag min ryg. Men elefanten i rummet kan ikke ignoreres, så nogle indtryk kom indenfor i mig at bo. Indtil jeg håndterede dem, hvilket jeg har gjort løbende og er dermed kontinuerligt blevet mere og mere stolt af mig selv. Faktisk er mit motto nu: ?Modstand gør dig stærkere? og det tænker jeg på hvér gang jeg står over for en eller anden udfordring – og det hjælper mig virkelig. For når jeg står der, midt i suppedasen, og synes det er den største udfordring i mit liv, tænker jeg ?du kommer stærkere ud på den anden side, når det her er ovre, har du lært så meget?. Det er en egentlig en måde at møde sin livserfaring velkommen på – lidt før man har den? Det er sku da sejt!

Jeg er jo ikke en robot, jeg er menneske. Så nogle ting giver mig stadig knubs? Og jeg har opdaget at knubsenes størrelse er kontinuerlig med alderen så, når suppedasen er på sit maksimale kogepunkt og udfordringen umuligt kan blive større, påvirker det da også mig indvendig, men det er okay. Som jeg skrev i min sidste klumme; ?Det må gerne være hårdt, så længe det er godt? ? og jeg har tiltro til mig selv og min styrke på baggrund af alt det jeg har oplevet og overlevet.

Så, sig tak til den allertungeste bagage du har med dig, lad den ikke vælte dig omkuld, lad den definere dig. Vær stolt over det du kan. Vær stolt af dig. Hav tiltro til dig. Hele dig. For fanden!

Du kender det helt sikkert. Når dagligdagens prioriteringspunkter lige pludselig består af prioriteringslister. Du kender det, ikke?

Vi gør mange ting for at komme igennem vores hverdag, hver dag. Nogle ting er fast rutine ? vi tænker slet ikke over dem. De hverken generer os eller giver os noget særligt. De ting er der bare og det er vi vant til. Det kan være dagligdagsgøremål såsom at; handle, gå i bad, lave mad, gøre rent, tage os af vores husdyr og lignende ting. De er der, de skal gøres og det gør vi så, nærmest helt automatiseret.

Men kender du det med, at dagligdagshandlinger som disse kan blive uoverskuelige? Fordi vi jo også lige har; arbejde, træning/fritidshobby, familie, nok noget frivilligt arbejde eller andet lignende, som der jo også skal passes. Og det er ikke alt? Vi skal også huske at være sammen. Vi skal være sammen med kæresten, vennerne og familien ? og vi skal være tilstedeværende, når vi er sammen med dem, for ellers gælder det jo ikke ? og er man så ikke en egoist, hvis man ikke lige kan se ud over sin egen næsetip, få fingeren ud af sin egen navle, i de 15 minutter det lige tager at høre på mormor, som fortæller om hvilken skøn ferie hun har været på?

Vi har en travl hverdag, hver dag. Vi bliver nødt til at lave nogle overlevelsesstrategier: Prioriteringslister.

Jeg har ALTID en liste jeg følger ? hver dag. Jeg kigger på den flere gange om dagen og nyder, når jeg kan strege noget ud ? også selvom der dagligt kommer et nyt punkt på den.

Jeg kalder min liste ?to do?- listen. På denne er der punkter, som tager mig 2 sekunder at udføre og nogle som tager mig flere timer. Der er punkter som er faste, da de er nogle jeg blot altid vil sørge for at huske mig på (jeg er bekendt med at min hukommelse kan svigte angående visse ting nemlig), heh.

Af ting jeg ikke skriver på min to do ? liste, selvom det er ting, jeg skal gøre er; til forelæsning, læse op, træne, på arbejde, skrive klumme, skrive blog, være sammen med X ? og så videre. Men de ting er i mit hoved. De ting i mit hoved, de faste dagligdagsgøremål og min to do ? liste, udgør en helt anden prioriteringsliste – også inde i mit hoved. Og voila, så har jeg en prioriteringsliste bestående af punkter der er prioriteringslister i sig selv.

Jeg bliver nødt til at gøre sådan. For jeg har ikke tid nok. Der er for få timer i et døgn og jeg vil for mange ting. Og som du ved, så er der jo nogle gange forskel på; ?hvad jeg har lyst til?- ting og ?hvad jeg skal/bør?- ting ? og den sidste slags ting vinder altid og kommer først på min to do – liste inde i mit hoved. De sjovere ting taber og kommer til sidst. Jeg kalder dem dermed belønning.

Du kender det godt, ikke? Dagligdagen der farer afsted. Når du går i seng, føler du, du lige er stået op ? på nær du kan mærke, at din energi er på et lavpunkt selvfølgelig. Men det er okay. Overlevelsesstrategien, altså din(e) prioriteringslist(er) hjælper dig og så længe din dag er fyldt med noget, der gør dig glad og tilfreds, så går det nok ? det må gerne være hårdt, så længe det godt.

Og nåe ja, det skal lige siges, en af punkterne på min usynlige to do ? liste inde i mit hoved er; SLAP AF. Og på mine slap af – dage kommer ?hvad jeg har lyst til?- ting først, hvilket oftest er så lidt som muligt, heh. SLAP AF ? dage er alfa omega for at komme helskindet igennem de andre, tror jeg på. Ellers får man stress i stedet for blot at være stresset en gang imellem? Men, det er en helt anden snak.

I min første klumme skrev jeg, at sommerferien var ved at gå på hæld og skolen samt arbejdspladsen kaldte på os igen. Men noget af ?sommerferie følelsen? har hængt lidt i os endnu, for vi har jo haft en bid af den lækreste varmeste sensommer. Hvilket vi har været meget taknemmelige for, idet vores sommer mest har lignet et tidlig efterår? Men?

Folk, også jeg selv, snakker om det kommende efterår, som var det en klam tyv, der vil stjæle hyggen fra os. Vi, danskere, er faktisk verdensmestre i ?hygge?. Så, jeg minder ofte mig selv om, og nu også Jer, ?at lade vejret være vejret? og få det bedste ud af det.

Om sommeren nyder vi og hygger vi os med at; grille, spille spil i haven, gå ture, slikke sol, bade, sidde ude længe UDEN at skulle have et tons tæpper på os, ordne haven, duften af blomster, lyden af fugle, at der længe er lyst, bladende på træerne, se på himlens lyse blå farve, tage på ferie –  indenrigs som udenrigs, sommerhustur, gå i sommertøj, have ?sommerflirts? og så videre.

I vinterhalvåret nyder vi og hygger vi os med; boller og varm kakao, suppe, duften af regn, træernes blade skifter farver og gør vores udsigt endnu flottere, at bladende falder af træerne og at børnene leger med de nedfaldne blade, se sneen dale ned, snekamp og snemand, stearinlys, ild i pejsen, sidde ude med en masse tæpper på, sidde inde med færre tæpper på, pakke os ind i hyggesokker, ?hjemme-hygge-tøj? og halstørklæder, julen, nytåret og så videre.

• (Der er flere ting, det ved jeg. Og vær opmærksom på, det er set fra mit perspektiv; en 28årig single kvinde, heh).

Det ligner egentlig, at der er flere positive sider ved vinterhalvåret, end ved sommerhalvåret, men jeg tror det også er et spørgsmål om, at vi i vinterhalvåret har behov for flere ?redskaber? til at gøre det hyggeligt? Hvorfor jeg også vil minde mig selv, og Jer om, at det kan godt være nogle siger (f.eks. metrologerne), at sommeren/sensommeren er ovre og vinterhalvåret dermed er på vej, men det er altså ikke ens betydende med, at hyggen automatisk siver væk fra os. Hyggen kommer af os ? og vi skal nok opretholde den, bare på en hel anden måde. Og sådan skal det da også være? Vi har da brug for variation? Ellers ville vi da heller ikke glæde os så meget til, når vejret skifter, hvis det hele tiden var det samme. Og det skal vi huske, vi skal huske at glæde os. Glæde os til det der kommer. Hav ikke fokus på vejret, men hvad du kan bruge det til!

Jeg skælder ikke ret tid direkte ud, men det er lige før jeg gør det til nogle af de metrologer, som fremtræder (optræder!) i medierne, for de er (dælme) gode til at, at få lavet en tendens med; varme/sommer -god, kulde og nedbør ? dårligt. Jo jo, de er da mennesker og opsnapper selvfølgelig tendensen fra mellem os andre mennesker om, hvilken tilhørsforhold vi har til de forskellige årstider, men husk nu, vejret er bare vejret, og det skal være der, så få det bedste ud af det, i stedet for at tendensere det og kobl det med en medbetydning, det ikke bør have.

Birthe Kjær viser tendensen (og hvor ikke ung, den er) i hendes sang; Sommer og sol, som blev indspillet i 1971. Jeg forkaster ikke hendes sangs budskab om, at det er rart at tænke på sommer og sommer rent psykologisk og biologisk er godt til os, men min pointe er; på andre måder er vinteren det også ? måske ikke ligeså kvantitativt – men kvalitativt.

For cirka to uger siden så jeg en artikel på min facebooks væg fra metroxpress. Artiklen fortalte, at folk der poster træningsbilleder og træningsresultater har problemer. Uddybende var problemerne ét problem nemlig, at de mennesker som poster træningsbilleder- og resultater er narcissister. Artiklen, skrevet af Katrine Krøjby på baggrund af et studie, fortæller at denne narcissist poster sine træningsbilleder for, at øge dens motivation til træning og som kilde til at få opmærksomhed og anerkendelse. Hånden på hjertet, kære alle, så omhandler dette da ikke kun mennesker som træner. Der er en masse af os, som smider ting på facebook, instagram og lignende sociale medier hvor vi leder efter motivation, opmærksomhed og/eller anerkendelse.

Skam. Det handler om skam. Og hvor meget vi ikke skal skamme os over os selv.

Vi skal ikke skamme os over vi har behov for motivation, opmærksomhed og anerkendelse ? i sær ikke, når vores hverdag løber med 200 kilometer i timen! Vi skal nærmere arbejde på at imødekomme denne tendens, end at gøre nar af den, hvilket jeg synes artiklen gjorde. Vi skal anskue det, som Erving Goffmann gør, synes jeg. Goffmann siger nemlig, at uanset om mennesket fremfører sig frontstage eller backstage bærer det en maske ? ?facade masken? eller ?den autentiske maske? og tilsammen giver brugen af disse masker en helt tredje maske, nemlig; vores sande jeg. Ergo: Mennesket er hvem det er OG hvem det gerne vil være/se ud til at være.

Erving Goffmann var professor i socialantropologi og har lavet en teori om menneskets sociale ageren, som hedder; ?Facework?.  Goffman bruger f.eks. begrebet; frontstage som en metafor for dén facade mennesket, her; fremføreren, ?sætter op? på scenen i mødet med den anden, her; publikum. Ligeså benytter Goffmann sig også af begrebet; backstage. Backstage er (hvor) menneskets autentiske udgave af sig selv (er), hvilket ofte bliver fremført, hvor publikummet stammer fra primærgruppen såsom for eksempel familien. Backstage skal mennesket ikke leve op til nogle forventninger og udenomsfamiliære krav og behøver derfor ikke at fremføre en situeret teaterrolle.

Det handler om hvordan vi spejler os i- og af hinanden. Det skal vi ikke være bange for at gøre. Vi skal imødekomme det. Det er en del af os, det er en del af den tid, som vi lever i. Hvis jeg træner og poster et billede af det og mine resultater på facebook (hvilket jeg har gjort og kommer til igen), så gør jeg det fordi, det er en rejse i mit liv, som jeg er stolt af ? og som jeg gerne vil vise frem i en ?se mig, se mig ? tendens?, ligesom børnene gør. Jeg gør det ikke fordi, jeg tror jeg er bedre end dig, eller fordi jeg synes du er dårligere end mig, fordi du ikke gør det, hvilket et menneske med en narcissistisk personlighedstype nu nok ville have gjort det på baggrund af.

Vi lever i det senmoderne samfund, vi har travlt ? både i vores hverdag, men især også med hvad hinanden laver, hvad vi poster (og vælger ikke at poste) og så videre. Men stop dog med at gøre nar af tendensen! Vær klar over den, vær med på at du også er en del af den og du også er delagtiggjort i dens eksistens.

Alt det hele gør dig til dig og vores tids måde at menneske på.

DOG! Vi lever også i en tid, hvor vores samfund kaldes for et ?præstationssamfund? ? heri går tiden for hurtig, kan føles for kort, vi når ikke det vi vil og det vi vil bliver hele tiden mere og mere fordi, ?alle de andre gør det?. Ergo, brugen af sociale medier kan for eksempel også være negativt for os. Men bare fordi du kan se på facebook, at jeg har været nede og træne og fået nye personlige rekorder, behøves det ikke betyde, at du også skal ? og hvis du opfatter det sådan, har det så ikke mere med dig at gøre end med mig? Nuvel?

Vi bør dog nok være opmærksomme på måden hvorpå, vi hver i sær bidrager til den her tendens med, at vi ikke må sidde stille og at vejen til motivation, opmærksomhed og anerkendelse på de sociale medier hurtig kan virke negativ afsmittende på andre mennesker, da vi jo hele tiden er i skarp konkurrence om at være det bedste menneske! Det jeg mener er? I har hørt det før: Den enes glansbillede af et liv ført frontstage med facademasken, her de sociale medier, bliver den næstes kamp om af få. Vi vil have, hvad den anden har (eller det ligner, den har), græsset er grønnere på den anden side, og så videre?

Vi skal da huske på at det viste på frontstage kun er den halve sandhed og, forinden du og jeg rigtig kan blive set – og opnå oprigtig anerkendelse (forveksle det ikke med ros!), skal vi også ses backstage. Og som Goffmann er inde på, så er der tid og rum til begge dele, da mennesket netop har de forskellige scener og masker at benytte sig af. Vi skal forstå, at sociale medier er udenomsfamiliære, de erstatter ikke den motivation, opmærksomhed og anerkendelse som vores familie kan give os, selvfølgelig ikke, men at være narcissist, bare fordi vi forsøger at få udenomsfamiliær motivation, opmærksomhed og anerkendelse, via de sociale meder, er stigmatiserende, hvis man spørger mig. Den del af dig du viser frontstage suger den udenomsfamiliære motivation, opmærksomhed og anerkendelse til sig og noget af det, når hele vejen til den del af dig, som er backstage, altså; facademasken til den autentiske masker, som bliver til dit sande jeg. Vi har brug for begge dele, basta!

Om vi, mennesket anno 2016 (ikke kun dem, der træner), er blevet mere narcissistiske fordi vi bruger vores frontstage/sociale medier som vi gør, med ?se mig, se mig?- tendensen kan nok ikke helt forkastes. Jeg kan bare ikke lide ordet ?narcissistiske? om os, jeg vil hellere sige; vi er mennesker som lever i en travl hverdag, hvor vi vil ses og få respons på vores liv(svalg), hvortil sociale medier er en genial kanal dertil ? og jeg kan virkelig godt forstå det, kan du ikke?

Ved siden af at tage en kandidat i pædagogisk filosofi, arbejde som klubpædagog og være blogger er jeg også klummeskribent ved Viborg Stift Folkeblad. Jeg elsker det. Jeg må selv vælge emne, de eneste krav er at det skal være læserne relevant, brugbart – og forståeligt – selvfølgelig:) Hvorfor jeg fortæller Jer dette? Jo fordi, I skal da ikke snydes for mine klummer:) Hih

Denne klumme skrev jeg som skoleåret 2016/2017 skulle til at begynde/lige var begyndt. Enjoy 🙂 

________________________________________________________________________________

Sommerferien er ovre og det nye skoleår er lige begyndt. Det kan jeg især se på min facebook væg, da den prydes af ?første skoledags billeder? af børn med glæde i øjnene og stolte forældre, som ikke kan forstå hvor store deres bette små er blevet.

De her bette små skal gå i skole i mange år. De skal blive kloge. Men hvordan?

Politikere og gymnasielærer fra København har nye ?motivationsredskaber? i hekse-koge-kedlen, om at der skal større og tydeligere straffe og sanktioner på al det snyderi gymnasieeleverne foretager sig. Undervisningsministeriet siger om denne tendens blandt Danmarks gymnasielever, at den er svær at kortlægge, da det oftest ikke opdages, men at den er stigende. Aha. Er jeg den eneste der tænker, at hvis snyderiet ikke kan bevises og dokumenteres, så kan det ikke vides, om der er tale om snyd? Man kan heller ikke vide, om en løgn er en løgn, forinden man har undersøgt dens sandhed? Og mere konkret; man kan ikke sætte sig på en stol, hvis den ikke er der!

Jeg gik i gymnasiet for 10 år siden og da oplevede jeg, at få en masse dårlige karakterer (hvilket stemte overens med min daværende koncentrations- og motivationsevne), men så skete der dét en dag, at vi i dansk skulle afleverer en opgave indenfor mit interesseområde. Denne opgave fik jeg ikke 2 eller 4 for, som jeg plejede ? jeg fik 10. Jeg fik også at vide af læren, at jeg skulle blive i klassen efter de andre var gået. Da de andre var gået, sagde min dansklærer til mig, at han ikke troede på at jeg selv havde skrevet den opgave, da den generelt lå langt over mit niveau. Han sagde da, at hvis jeg ved næste aflevering kunne præstere lige så godt som denne gang, da troede han på mig. Jeg var sønderknust og fortabt.

Det er godt nok 10 år siden jeg gik i gymnasiet, men den gang snakkede mine lærer også om, at det ville blive opdaget, hvis vi snød. Men siden den gang er snyde-tendensen steget, ifølge undervisningsministeriet, og herom siger Noemi Katznelson, som er centerleder for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet i København, at de danske unge gymnasieelevers snydekultur er en konsekvens af en massiv præstationskultur- og præstationspres, hvor en fejl over-problematiseres og negligeres som værende en del af en lærings- og dannelsesrejse.

Jeg vil gerne råbe jagt i gevær!

Hvorfor tror I at snydetendensen er stigende? Hvorfor tror I, de danske unge gymnasielever har denne præstationskultur? Jeg tror ikke på, det er en kultur de unge danske gymnasieelever underlægger sig selv og bevidst selv vælger. Ligesom alle andre tendenser er denne også en spejling af det omkringliggende, det påvirkende; nemlig samfundet.

Danmark er et præstationssamfund, ?hvor bedre kan blive bedre? hver dag. Men vi skal ikke glemme vor grundlæggende matematik; minus plus plus giver minus. Jeg kan godt forstå, hvis snydekulturen er stigende blandt de unge danske gymnasielever – for de er ofre for denne præstationstendens – og de tør nok ikke andet, for hvis de ikke efterlever tendensen, kan det betyde deres fremtid; videregående uddannelse, job, økonomi = livsvilkår i deres kommende ?voksen-liv?. De er presset. Men de er også unge. Og lad dem nu være unge, bare lidt!

Gymnasielever er cirka mellem 15-19 år gamle. Der sker noget særligt i de år. Også i de år. Et menneskes identitetsdannelse går amok i de her år. Der er hormoner, første kærester, kørekort, fester, sport, arbejde, akne, fra teenager til ?voksen? og massive ?hvem er jeg?- eftersøgninger i en verden der ikke vil stå stille. Måske skal politikerne og gymnasielærerne tænke mere over hvorfor denne snydekultur iblandt de danske gymnasielever eksisterer, de skal tænke mere over de menneskelige aspekter end de som dokumenteres på papir!

Det skal vi nok huske, når vi kigger på børnene i Børnehaveklasserne i disse dage ? husk nu, deres skolegang er ikke blot et sted og tid for læring- og læringspotentiale, det er lige så meget, hvis ikke mere, et sted for identitetsdannelse og en dannelsesrejse og samfundet/os/dem omkring dem, skal give de bedste forudsætninger for begge dele.

I øvrigt: Jeg er ikke fortaler for snyd, men derimod mere medmenneskelig forståelse, eventuel mindre arbejdsmængde til den enkelte danske gymnasieelev ? så denne studerende rent faktisk har tid til at lave sine egne opgaver og dermed dygtiggøre sig. Og noget andet er; indtil den unge gymnasieelev er 18 år, kan forældrene vel inddrages, hvis der forelægger snyderi? Jeg mener? Det er vel også et opdragelsesfokus; ?kære barn, du må ikke snyde, du snyder kun dig selv, når du gør det?.

Da jeg gik fra min eks, tilbage i Oktober måned, var jeg et smut omkring min daværende nye læge, og vi kom til at snakke om, hvad jeg havde været udsat for via. min eks og i min fortid – og han sagde da; “en kvinde som dig, med din baggrund, er altid sammen med de forkerte mænd, mænd der er farlige for dem”. Aha, tænkte jeg. Skide fedt. Tænkte jeg også – ganske ironisk, jovist.

Min eks var jo en manipulator og syg i sindet, så en dag sagde han til mig, at han havde været sammen med en kvinde, som først efter havde fortalt ham at hun rent faktisk havde HIV – jeg gætter på at de ikke havde beskyttet sex? Men den dag i dag, tror jeg bare det var en stor hvid klam manipulator-løgn.

Anyways, kort efter gik jeg – sjovt nok – fra ham (der er jo grænser for hvad man kan finde sig i / grænsen for hvad jeg synes, jeg burde finde mig i, var på daværende tidspunkt for længst overskredet, skal lige siges).

Så jeg gik selvfølgelig til min daværende nye læge (jeg var flyttet til en ny kommune) og sagde, at jeg gerne ville tjekkes for HIV. Han kiggede på mig. Og sagde ingenting. Han stirrede bare. Tavsheden blev brudt af, at jeg sagde at jeg IKKE var en “rundetrunte”, og fortalte da om min eks og hans julelege med mig. Så fik jeg min HIVtest:) heh. (Den vidste BTW ingenting).

Lægen begyndte at fortælle mig hvordan jeg psykologisk skulle forholde mig til, hvad jeg havde været udsat for – men jeg kortede ham af, og fortalte ham om min fortid med at være seksuelt misbrugt og at jeg i mange år, havde været vant til at skulle tænke, som han præsenterede mig for. OG SÅ KOM DET!

Da ændrede hans toneleje sig. Min læge kiggede nærmest sorgmodigt på mig og sagde;“Kvinder som har været udsat for det du har, ender altid med at være sammen med de forkerte mænd, mænd som er farlige for dem, mænd som vil dem ondt. I bliver ubevidst tiltrukket imod det/dem. Du skal passe på dig selv”.

Ja… Så jeg gik derfra og tænkte; “måske skulle jeg prøve kvinder?” Aaaaaj, spøg til side.

Jeg gik derfra og tænkte; “Fedt. Bare skub til min allerede eksisterende paranoia, når det kommer til mænd – skide god idé, hr, læge!!” Men altså, jeg kan jo ikke helt forkaste hvad han sagde, for det giver jo mening rent psykologisk, hvis vi kigger ud i samfundet kan vi jo se hans pointe…

Jeg er dog heller ikke selv uden skyld, når det kommer til mænd. Jeg er eddersparkeneme verdensmester i at skubbe dem væk fra mig – både fysisk, hvis de kommer for tæt på, og hvis de er tætte på, så også psykisk/følelsesmæssigt. Der skal nærmest opstå noget magisk, hvis du, som mand, kommer forbi min fæstning.. Eller, sådan har det været. Siden min læge sagde det dér til mig, har jeg virkelig arbejdet meget med mig selv angående at give mænd en chance – og at jeg skal FØLE meget efter – på godt og ondt angående dem. At jeg så igen har brændt nallerne igen her for nylig, det er jo en del af gamet – det kender vi vidst alle sammen, ikke? heh.

Jeg har siden været hos min læge, som forlængede det han før havde sagt med; “Du skal vælge mænd, som er gode for dig”. “Aaaah, tænkte jeg – SOM OM JEG IKKE VAR KLAR OVER DET, SHERLOCK”?! Jeg sagde da til ham; “Hvordan ved jeg, om de er gode for mig og ikke bare lader som om, indtil helvede bryder løs, ligesom ved min eks?”. Da gav min læge mig faktisk noget specifikt at se efter og spørge om… På første date. Såsom; job, planer for fremtiden, vision for fremtiden… Nogle ting jeg ikke engang selv ville kunne svare på – og da var min læges konklusion; så har man ikke rent mel i posen, hvis man ikke ved det…

Aha. Jeg køber det ikke helt, gør I? I så fald er min egen tilgang blevet meget mere laid back; jeg tager det som det kommer,  helt stille og roligt. Jeg ved jeg nu har styrken!

Refleksion:

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om, læger siger sådan noget til deres patienter, som min læge sagde til mig. Jeg kan godt se, at det var for at hjælpe mig, forberede mig, gøre mig klar over tendensen, så jeg kunne undgå den (men kan man det? Og i så fald; hvordan?). Min læge sparkede virkelig til min frygt om, at jeg aldrig finder en, som vil mig oprigtigt. Men jeg tysser den ned. Man kan jo forhelvede ikke leve uden troen på opnåelsen af kærlighed (adr, det er lige før jeg kaster op, når jeg skriver sådan noget aka. jeg er ikke den store romantiker, men ordenes betydning mener jeg faktisk i fulde alvor).

Yay, dette blev vidst mit korteste indlæg til dato! yay me – de bliver sku altid så pisse lange, synes jeg…

Ha´en god dag derude:*

Tootles, Maibritt

Dette indlæg blev oprindelig skrevet i Maj 2016, altså var der nogle måneder, hvor jeg ikke havde opdateret min blog og dens læsere med, hvordan det gik med mig. 

Sådan ligger jeg også tit, når smerterne bliver for meget

Nå, nu er det ved at være noget tid siden, I har hørt fra mig angående det med min krop.

Det er gået nogenlunde som jeg havde forventet og frygtet. Men lad os tage det positive først.

Jeg fejler ingenting. Mit blodomløb, venepumpe, veneklapper og blodprøver ser fine ud. Det er dælendunsme rart! Neurologen sagde, at jeg ikke fejlede noget neurologisk, men at det var tydeligt at jeg har en nerve som er generet. Hun fik mig sku til at tude, da hun undersøgte mig (en undersøgelse der består af at hun tog sin negl og “ridsede” let på min ben). Det lyder ikke af særlig meget, vel? It hurted like a motherf***** (akkurat som mit lagen f.eks. nogen gange gør, når det rør mit lår – så jeg øver mig på at svæve, når jeg sover, hahahahha)!

Men, hvad er det så? 

Det spørgsmål stod min læge og jeg tilbage med, da jeg ringede til ham for at få svar på de sidste prøver og han jo fortale mig, at de var fine og ingen indikation på mine symptomer gav.

Jeg sagde til ham; “Jamen, så er det jo nok bare det der med, at jeg har været voldtaget og seksuelt misbrugt som barn”. Min læge blev stille i noget tid. Og så sagde han; “Det dér, det er nyt for mig” (han havde glemt at jeg havde fortalt ham det før. Det er fair nok han havde glemt det, da jeg kun har været patient hos ham i små 8 måneder). Han bad mig komme ned til ham og snakke samme dag.

Mere om det med voldtægten og det seksuelle misbrug er heri.

Jeg tog ned til min læge – sammen med min mor:)

Min læge synes det hele gav mening nu.

Det giver garanteret meget mening at voldtægt og at blive seksuelt misbrugt som barn sætter sig i kroppen… for min læge. Og faktisk også for den gynækolog som jeg herefter blev sendt til.

Jeg kan ikke forkaste hypotesen, da jeg jo selv er meget psykologisk tænkende selv. Men… Jeg har bare SÅ FINT mentalt håndteret alt det fra den gang, at jeg troede det var blevet en god del af mig – noget jeg havde bygget mig stærk på. Men… Min læges teori er, at hovedet har bearbejdet og ikke min krop. Igen; jeg kan ikke skubbe denne tilgang væk, men… Altså, er jeg den eneste der synes det lyder lidt vildt? Men ihhh, jeg ved jo godt at kroppen husker pisse godt og myoser for eksempel er kroppens tegn på fejlagtig tankevirksomhed-ish og ya-da-ya-da-ya-da.

Det handler nok også om… At jeg ikke helt kan overskue det, for…

Hvad nu? Hvad skal jeg nu? 

Min læge gav mig kontaktoplysninger på en læge/psykiater, som har en holistisk tilgang til voksne med traumaer fra barndomme. Dette behandlingsforløb kostede ca. 8-9000 kr. Det er sku ikke fordi, det hele skal gå op i penge. Men da jeg ringede og hun spurgte mig om; “Har du pengene til at betale for behandlingen, for det jo 100 pct. egenbetaling?” blev jeg bare så pisse sur! Jeg har allerede givet så mange penge (for mig er det mange penge) i eftersøgningen på afklaring og bedring og jeg kunne mærke på min rasende-skælvende krop, at nu kunne det være nok!

Seriøst. Jeg var SÅ TÆT på at kontakte ham der gjorde det ved 8-årige mig dengang – og/eller hans forældre, for at få dem til at hoste op med betalingen. For det er nemlig et andet aspekt; jeg kan jo forhelvede ikke gøre for at min krop har disse gener – det tyder jo mere og mere på, at det her er HANS/deres skyld (jeg inkluderer forældrene, da de var med til at gøre hele situationen værre for mig dengang).

Jeg kontaktede selvfølgelig ikke nogen af dem. Min hjerne hoppede heldigvis over i dens kognitive/rationelle tænkning, så der kom sund fornuft ud af den. Den sunde fornuft sparkede til min fanden-i-voldskhed, stædighed og gå-på-mod og så googlede jeg; voldtægtsoffer. Det gav hit. Jeg kom ind på en side for voldtægtsofre og en anden side for seksuelle misbrugte.

Hvad gjorde du så? 

Jeg ringede til center for seksuelle misbrugte, som ligger i Aarhus. De arbejder med/og bearbejder voksne, som har været udsat for incest (bum, så kom der endnu et ord på det) og deres senfølger – GRATIS.

Jeg præsenterede mig og fortalte mine historie og beskrev mine senfølger – som jo er det med lynende, lysken og benet. Jeg fik at vide, at på baggrund af mine historie kan det kategoriseres som værende seksuelt misbrug, ja faktisk incest (da det var tillid til en anden, som blev misbrugt (psykologisk perspektiv)), og mine symptomer som fysiske senfølger. Og derfor ville de gerne tilbyde mig de obligatoriske to visitationssamtaler for at se, om de kan hjælpe mig.

Det er fucking FEDT!

Det positive er; jeg “fejler ikke noget” – og uanset hvad, så kan jeg nok (ja, jeg skriver nok for, jeg er sku lidt skeptisk) blive afhjulpet nu – om det er på egen regning eller ej (for jo jo, jeg skal sku nok betale de 8-9000, hvis det er – det er jeg virkelig værd, heh).

Med ved I hvad… Jeg synes det er FORFÆRDELIGT at jeg SELV skulle finde frem til disse sider – jeg er en person, som har brugt alt det der skete dengang på en positiv og produktiv måde og jeg tror virkelig på, jeg er blevet en mental stærk person blandt andet deraf. Jeg har erkendt og anerkendt at det dengang, er en del af min historie, min livsfortælling, mit liv og mig. Hvilket har gjort, at jeg altid har kunnet sige det – der er ikke én læge, fysioterapeut, alternativ behandler som har været omkring mig i alt det her og igennem mine tre udredninger, som jeg ikke har fortalt det til. På trods af det, er der IKKE én af dem, som har henvist mig til de sider, jeg selv fandt på google. IKKE ÈN! Det synes jeg er skræmmende og faktisk ALT FOR DÅRLIGT. Min læge kunne henvise mig til en professionel, som koster mig 8-9000 kr, men ikke nogle der OGSÅ er specialiseret (og faktisk også forskningsbaseret og forskningsaktuelle) og som er gratis. Hmf!

Så, det er sådan det ser ud nu. Jeg er i vente-position.

Men bare rolig, det går bedre med kroppen lige nu – og jeg er begyndt at træne igen – life’s goooooood, heh.

XoXo,

Maibritt

Dette indlæg er oprindeligt skrevet i April 2016. Men er, som skrevet før, en del af en længere historie – som jeg snart kan skrive mere til. Jeg skal bare lige være færdig med at flytte mine indlæg fra blogspot til BD… Read and stay tooned:P 

Hejsa.

Jeg vil bare fortælle…

Jeg var ved lægen igen i går. Det gik godt. Jeg fik ham fortalt på en rolig og implicit måde, at han ikke skal hentyde til, at “det er i mit hoved”. Dette gjorde jeg ved at fortælle ham min anamnese samt nogle nye symptomer der er dukket op – som i – de er dukket op i den her uge, som for eksempel:

I mandags, da jeg var i bad, stod jeg og dansede under bruseren. Jeg dansede ikke med vilje (hvilket jeg ellers ofte nyder at gøre). Dette bad tog jeg efter en laaaang dag på 16 timer, så jeg trængte bare SÅ meget til at mærke min krop blive beroliget af det varme vand. Men, jeg fandt mig selv dansende. “Først det ene ben, så det andet ben – og så ryster vi det lidt” – dansen var det. Jeg mener det helt seriøst. Jeg kunne slet ikke nyde det skide bad, jeg sådan havde set frem til. Mine ben (ja fandme dem begge to er begyndt nu) kradsede og klødede, samt mærkedes det som om at nogen havde vendt nålene i en nålepude omvendt og så stak puden (med den stikkende ende af nålene) ind imod mine ben adskillige steder. Det var så underligt og ubehageligt. Så var det bad ligesom ovre.

Dagen efter skulle jeg op på fjerde sal på skolen. Det er “intet problem for min kondi”, tænkte jeg og bagefter tænkte jeg; “men gad vide hvordan mine ben tager det”. De kunne havde taget det bedre. Det tog nogle tårer at gå derop – for mine ben havde bitte små lyn hele vejen – og jeg bliver fandme så frustreret, når der er noget – specielt et offentligt sted, for man kan jo se det på mig!

Anyways… Jeg skrev for at opdatere Jer på hvad min læge og jeg blev enige om, hvad der fremadrettet skal ske. (Og ja, jeg skriver sku også fordi jeg ikke kan slappe af i hovedet igen i dag – og der er ikke flere sysler herhjemme jeg kan give mig til. Jeg planlægger at se en film senere, men i tiden kan jeg ikke koncentrere mig længe nok om at se en film grundet tankemylder, da mine ben ikke stopper med at “feste”, bare fordi jeg gør).

Min læge kom frem til at der skal være en holistisk tilgang til mig – “alle”  ting skal prøves af. Så nu skal jeg dælme til to prøver mere…

I næste ude skal jeg til en 1½ times undersøgelse på fysiologisk undersøgelsesafsnit (eller noget i den dur) – der skal mit kredsløb tjekkes – vidst for at se om min venepumbe og veneklapper virker som den/de skal… Ja, vel også for at tjekke om min Bodyage er over 27;) Hehe.

Ugen efter skal jeg, udover til neurolog, nu også til undersøgelse på et rygcenter.

Det er sku dejligt at der sker noget. Det gav mig ro. Igår.

I dag er jeg bange for at prøverne viser ingenting. At jeg bliver en af dem, som ingen diagnose får. Det vil være det værste. Det næst værste er, hvis jeg får at vide jeg har en eller anden sygdom. Det bedste ville faktisk være, at jeg fik at vide at jeg er en smælderfed fede Dorit, som skal stoppe med at være socialryger, leve sundere – og alt det der, for at blive symptomfri. Den melding vil ikke være sjov at få, altså meldingen om at mine skavanker er min egen skyld, men den er god; for så kan der gøres noget – jeg kan gøre noget selv, for at afhjælpe mig selv! (Men ingen læge har tiltænkt at det er livvstilsbetinget, men jeg kan da håbe, ikke? Eller ad, det er sku egentlig også ret så klamt at håbe på – måske ER jeg ved at være skør? Ja, jeg lyder dum, jeg ved det godt).

_____________________________________________________________________________________________________________________

Noget andet er (hvilket jeg føler, jeg godt kan skrive i dag, da jeg rent faktisk har fået skrevet et kort indlæg denne gang, yay me! hih):

Jeg har længe haft lyst til at skrive til Jer, hvorfor jeg altid skriver om det dårlige fra Maibritt-land. Det gør jeg fordi, jeg har behov for at bearbejde. Det gør jeg fordi, jeg ikke har behov for at lade som om at livet er lutter lagkage. Jeg gør det fordi, jeg har tillid til, at I ved, at mit liv indeholder ligeså meget godt, som jeg skriver om det dårlige. Og lad os lige være straight overfor hinanden; “Gad du og læse min blog, hvis den handlede om; hvor dejlig en tur jeg havde på sunset med en veninde tidligere i dag, eller hvor meget jeg nød at kunne sove længe?” Nej vel. Vi vil sku vide hinandens dirtyness.

Hvorfor fanden skal alting være én lang kamp? 

Jeg føler jeg kvæles – her blir for trængt!

Jeg gør alt hvad jeg kan, men aldrig nok. 

Det er lige før jeg siger stop. 

Siger stop og takker af. 

Jeg orker ikke flere af de her dage. 

Lidt medgang, mere end det imod. 

Det kunne lette mit lille hoved. 

Modgang styrker, ingen tvivl. 

Men jeg vil gerne spares for alt det ævl…

Ævl der forvirrer og frustrere,

det er bare ikke til at klare. 

Jeg søger faste retningslinjer og forventninger,

dette burde der ikke være nogle hindringer for!

Jeg føler jeg står og råber i en kamps konstante hede,

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med den her vrede. 

Jeg er sur. Og sku egentlig også ked af det. Jeg er frustreret. Jeg er asymmetrisk.

Nu er mere af min højre side af kroppen større end venstre. Min højre side af maven er større end venstre side. Og der er 14 dage til jeg skal til neurolog. Jeg er faktisk også lidt bange. Hvad foregår der i kroppen min?

Det er sku ikke fordi jeg er klog, når det kommer til medicin eller noget i den dur… Men… Jeg kan ikke se meningen mellem neurologiske gener, nerver, og at jeg svulmer op. Så jeg ringede igen til min læge her til morgen og fortalte om min mave og spurgte om; han ikke synes jeg også bør tilses af en kardiolog. Han sagde, at jeg skulle komme ned til ham igen, hvor han vil teste mig lidt- igen – og give mig en henvisning til en kardiolog. Han sagde også, at hos kardiologen er der typisk en uges ventetid. “Aha”, tænkte jeg så. Dernæst tænkte jeg; “Hvorfor sendte du mig så ikke bare derhen inden jeg skal til neurologen?”. Sådan jeg skulle kontakte begge specialister på samme tid… Min læge og jeg er fortsat enige om at jeg er aaaal for ung til at have sådanne gener, som jeg oplever. Men i dag sagde han følgende til mig:

“Man kan lave meget i hovedet. Husk på 60-80 pct. der har ondt i ryggen finder man aldrig en årsag bag”. Jeg sagde hertil “Jeg har ikke ondt i ryggen”. Han sagde til mig at jeg skulle forstå det mindre konkret. Han sagde så; “For nogle måneder siden havde jeg en patient, som insisterede flere gange på at få hans hoved scannet, fordi han døjede med hovedpine. En af hans bedste kammerater  var lige død af en tumor i hjernen, så det var han lige pludselig overbevidst om at han havde”. Jeg kunne godt se, hvor min læge var på vej hen, men jeg svarede kognitivt tilbage (selvom jeg havde lyst til noget helt andet)!

Jeg sagde; “Jeg ved godt at jeg nok overreagerer. Men, jeg har oplevet 2 praktiserende læger, forinden dig, som godt har kunnet se at “der er et eller andet med mig” og som har sendt mig både til fysioterapeut og ortopædkirurg. Der har været mistænkt om; hofte ud af hofteskål, sklerose, blodtumor og fejlbelastning af kroppen grundet manglende muskeLkapacitet specifikke steder, og arvæv i benet (som der blev konkluderet med ingen kropslig gene gav, men kun kosmetisk) – og en alternative behandlere som ikke har set noget lignende før”. Jeg sagde til ham, at jeg er sikker på at det er et eller andet galt og at jeg IKKE vil gå igennem endnu et udredningsforløb for, at stå med et svar fra specialister som min egen læge ikke er enig i (det var det, der skete sidst) – dette gjorde virkelig bare, at jeg blev forvandlet til en meget frustreret patient uden tillid til de “kloge”. Så, jeg sagde til min læge; “Denne gang vil jeg undersøges godt og af dem som der er det mindste relevant –  for der er et eller andet galt”. 

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, læs det her, så er jeg klar over at jeg overtænker. MEN! Min læge er informeret om min anamnese fra mig af – OG han kan læse i min journal, så jeg kunne slet ikke snuppe at han hentydede til, at “det nok bare er i mit hoved”. Lad os lege at han har ret… Så vil jeg så bare gerne lige spørge om; “hvad så med de andres hoveder? Hvorfor har de så kunnet se noget? Og hvorfor kan jeg tage billeder af min krop, hvor man kan se at højre side er større end venstre?”.

Som skrevet i det indlæg, jeg skrev sidst, så vil jeg jo, sjovt nok, helst ikke have at der er noget galt, men jeg vil hellere have dét, end de kan finde et-eller-andet, som de ikke ved hvad er, hvad de skal gøre ved, eller endnu værre; hvordan jeg skal “leve” korrekt med det.

Kom jeg ud på et sidespor? Det var ikke meningen… Min pointe er bare; Det er ikke rart at min læge hentyder til at jeg fantaserer mig til det jeg fejler/ikke fejler, og det synes jeg egentlig godt han må holde sin fede kæft med, fordi så er det pisse dobbeltmoralsk at han både henviser mig til kardiolog og neurolog og SELV siger, at han har sklerose i tankerne (se forrige indlæg).

Har I oplevet noget lignende i sundhedsvæsnet?

XoXo, Maibritt <3