Jeg er sådan en slags person som altid har gang i en masse. En masse bolde i luften. En masse løse tråde. Om jeg vil det eller ej. Om jeg vil det eller ej ? skal forstås som om, at jeg ikke altid føler, at jeg selv vælger hvilke bolde der er over mit hoved og hvilke tråde der snører sig mere og mere om mig. Men, ja, i og med jeg er et autonomt voksent menneske har jeg jo indirekte selv sat mig i suppedasen, med bolde der kan falde og destruere mig og snører der kan kvæle mig.

Hvorfor skriver jeg dette?

Det skyldes, at jeg også har efterladt dig, kære læser, følger, modtager, ven, familiemedlem, midt i en fortælling, som jeg virkelig er kommet til at tage i langdrag. Men altså, jeg har virkelig haft meget om ørene ? hvilket du ville kunne fornemme, når du læser med 😉 Inden jeg fortsætter med fortællingen vil jeg…

…Allerførst gerne lige klargøre, hvad jeg mente med; Incest-begrebet i disse indlæg, her og her. 

Der er faktisk en del der har henvendt sig til mig angående jeg skrev om, at jeg i september måned her i 2017, blev af Center for seksuelt misbruge i Aarhus bekendt med at jeg er incest-offer. Da jeg henvendte mig telefonisk til Center for seksuelt misbrugte fortalte jeg min historie og jeg fik at vide, at jeg gik under kategorien; incestoffer og at de jo gerne ville have mig til introduceringssamtaler. Jeg kunne ikke selv forstå det, for INGEN i min familie har nogen sinde gjort mig noget på dén måde. Hvilket jeg sagde til hende i telefonen. Hun svarede, at det er den gamle måde at forstå incest-begrebet på. Hun sagde at incestbegrebet er udvidet til at omhandle tillidsforhold generelt ? altså også uden for familien/beslægtede forhold. Og så kunne jeg jo meget bedre forstå det. MEN! Det er faktisk ikke dét de skriver på deres hjemmeside? Og det er underligt og professionelt klamt at hun har sagt det til mig, eftersom stedet repræsenteres af en anden forståelse af incestbegrebet?

Lad mig gøre én ting HELT klart: INGEN FRA MIN FAMILIE HAR FORVOLDT MIG NOGEN FORM FOR SMERTER ? MIN FAMILIE ER FULD AF ALMEN KÆRLIGHED

Men, hvad hende i telefonen sagde med tillid ? det er rigtigt nok. Fordi jeg har stadig, som 28  (sku egentlig snart 29) årig voksen kvinde, problemer med mænd, kæreste-adder og de der følelser man får/burde få, når man møder én, som bare er the shit, dét har jeg virkelig problemer med. Jeg passer så pisse meget på mig selv! Jeg bygger mure ? ja, i pluralis, op omkring mig selv, og de kan være svære at bryde helt ned for at komme ind til mig. For, hvordan kan jeg have tillid til at du, mand, vil mig godt? Hvordan kan jeg have tillid til at du ikke bare objektiviserer mig – Udnytter mig – Manipulere med og snyder mig?(Ja, min eks gjorde det jo ikke just nemmere for mig at bygge tillidsforhold op med mænd; læs indlæggende her, her, her, her og her)? Hvis jeg tillader dig at smadre muren, eller jeg selv smadrer muren for at lukke dig ind/komme ud til dig, kære mand, hvordan kan jeg så vide, at du ikke vil ødelægge mig ligesom muren nu er i tusinde stykker?

Hvordan kan man komme uden om disse bekymringer?

Jeg er kommet frem til at psykologsamtaler ikke er vejen frem for mig? Eller at vente alene på sofaen lørdag aften aj heller gør det for mig? Jeg er derimod kommet frem til; jeg skal turde. Jeg skal turde at møde en, eller en masse. Jeg skal turde lidt for lidt at lukke dem ind og lukke mig ud af murens klamme-indklemmende omklamrende tag på mig. I den proces skal jeg øve mig i, ikke at sætte de der mænd i bås, ikke tro blindt på at ?de nok er som?? ? jeg var lige ved at skrive, at jeg ikke skal være bange? Men sandheden er, at dét vil jeg altid være. Jeg vil altid være bange for at blive såret, ked af det og ødelagt (men er vi ikke alle sammen det i en vis forstand?). Jeg skal bare ikke lade frygten styre. Dét er det vigtigste. Jeg skal til slut turde at lade én ud af de andre mænd kommer så tæt på, at jeg bliver overbevist om, at mænd er gode nok ? at ham jeg har fundet er fantastisk ? og han ligeså, synes jeg er fantastisk – bare som jeg er. Dét er jeg kommet frem til at vejen frem. Vejen frem for mig i hvert fald.
Den seneste psykolog jeg var til, sagde faktisk også at jeg var for klog at udføre terapi med ? helt seriøst ? det sagde hun sku! Hih. Så der er jo kun livet uden for terapilokalet tilbage ? og det er bare heeeelt fint. Jeg er ved godt mod, har det fint ? på det her punkt. Men? Angående det med mine senfølger og min krop ? som jeg jo også skylder jer en masse mere fortælling om ? dét er desværre en modsat historie. En historie jeg er ked af er min.

Og denne historie havde jeg faktisk tænkt mig skulle komme her i dette indlæg. Men for at holde anslagende pr. indlæg sådan okay lavt (det er jo ikke just min skarpe side), så kommer den i et andet indlæg, som kommer inden længe. Så, stay tooned som man siger 😛

 

XOXO,

Maibritt