?Jeg ville også ønske, at jeg bare var en patient med influenza, som du hurtigt kunne fortælle mig om næsespray og hvile ? men det er jeg altså ikke!?

Sådan sagde jeg til min daværende læge, da han og jeg igen, under en 10 minutters konsultation, havde snakket om, hvorvidt jeg ikke kunne få længere konsultationer hos ham. Min læge sagde;
?Hvis jeg bruger mere tid på dig end de 10 minutter, så gør det, at jeg skal arbejde i min fritid og så får jeg ikke løn, og det gider jeg altså ikke.?

Det er altså ikke fordi jeg er en kold kælling i mangel på empati angående min læges arbejdsforhold, jeg kunne sagtens forstå hans argument, men nu er det bare sådan, at jeg rent faktisk – og af ham nogle måneder forinden – blev diagnosticeret som kompleks kronisk smertepatient med neuropatiske smerter (dysfunktionelt nervesystem).

Min nye diagnose gjorde, at jeg ofte gik til lægen. For der skulle findes den rette medicin, holdes øje med symptomer og bivirkninger og sådan. Og en konsultationstid på 10 minutter efterlod ikke megen ?snakketid? som var ? og til stadighed, er alfa omega for mig og mit psykiske velbefindende i al det her. Jeg manglede, at min læge havde tid til at snakke med mig, tid til at kunne svare på mine spørgsmål og dermed give mig forståelse og ro i tankerne. Så jeg gik tit fra min læge ked og frustreret, for jeg følte mig altid negligeret. Jeg følte mig tingsliggjort ? som en genstand på en fabriks rullebånd, som skal køre hurtigere og hurtigere ? jo flere patienter på båndet, på en time, jo flere penge i kassen!

Disse følelser resulterede i, at jeg konfronterede min læge med, at jeg ønskede mere konsultationstid, hvor han frustreret sagde ovenstående og ?det er ikke mig der har bestemt reglerne for konsultationer, hvis du gerne vil vide mere, så skal du snakke med Bent Hansen?.
Så det gjorde jeg.
Jeg indledte mit interview af Bent Hansen med at fortælle et resume af mine anamnese og min dertilhørende frustration. Jeg sagde; ?Jeg synes, det føles som om, at vi patienter er genstande på en fabriks rullebånd – og der skal vi jo ikke hen?. Hvortil Bent Hansen svarede ?Jo, men problemet er jo, at en hver læge er en selvstændig erhvervsdrivende? [Dette gælder også selvom den enkelte læge er en del af en praksis bestående af flere læger og andet personale, fortalte han].
Hvad det vil sige, at en læge er en selvstændig erhvervsdrivende versus tilknytning til regionen og sundhedsudvalget 8som Bent Hansen på det tidspunkt hvor interviewet fandt sted, var formand for),  uddybede Bent Hansen ved at sige; ?Vi indgår ikke en overenskomst med dem, men en kontrakt ? og hvordan han [den enkelte læge] tilrettelægger sin forretning, det blander vi [regionen, sundhedsudvalget] os ikke i. Vi blander os i at de patienter der er tilknyttet, de får den kvalitet de skal ha??.
Aha, så indtjeningen i lægens praksis består altså af honorar fra regionen og varer på fabriksbåndet – hov undskyld, jeg mener patientrelaterede opgaver. Herom sagde Bent Hansen: ?Der er sådan et fast honorar, som dækker sådan mellem 25 til 30 procent af indtjeningen, og så, godt 70 procent af deres indtjening er beløb per kontakt per aktivitet de [lægerne] udfører, for eksempel hvis de udskriver en recept, har en konsultation og så videre. Der er en stribe forskellige aktiviteter de kan lave. Sådan er de almene praktiserende læger og de er privatpraktiserende læger ? de er ikke ansatte, de har ikke fast løn.?

Jeg spurgte så Bent Hansen om, at det kunne være på grund af lav normering, altså for få læger til mange patienter, der gør at min læge blev frustreret, da jeg imødekom ham med min frustration om manglende konsultationstid, hvortil Bent Hansen sagde det samme igen, blot metaforisk; ?Jeg blander mig ikke i en tømmermesters arbejde, som jeg har bestilt til et projekt. Jeg blander mig ikke i, om tømmermesteren bruger 1 eller 5 svende, bruger 10 eller 40 timer – jeg har betalt en vis sum penge for, han skal levere lige nøjagtig dét han kan levere?.
?Hvordan lægen organiserer sig internt i sin klinik, det er ham som driftsleder og ejer af klinikken der bestemmer det. Vi har en kontrakt med PLO [Praktiserende lægers organisation], og når du er tilknyttet en praksis, så udløser du et beløb, selvom du aldrig kommer der. Lægerne får et fast beløb for at have dig uanset. Og så får han [lægen] selvfølgelig også et beløb, når han udfører en aktivitet ? og det er op til ham at uddelegere opgaver til sygeplejeske, bioanalytikere og så videre. Lægen har forskellige roller, som han skal udfylde. Han er læge, fagperson, leder og ejer. En læge er ikke ansat, en læge har direkte ansvar?.

Jeg spurgte da ind til, om det hele så handler om, at lægerne vil have flere penge, for eksempel igennem honorarer, så de ikke skal proppe deres dag med patienter og patientrelaterede aktiviteter – for at have råd til at have længere konsultationer per patient, hvortil Bent Hansen svarede; ?At lægerne gerne vil have flere penge, det er ikke noget nyt. Det ved jeg godt de vil. Og vi [regionen, sundhedsudvalget] er i forhandlinger med dem nu og forhandlingerne er faktisk lige brudt sammen, fordi vi ikke er enige om, hvor mange penge de ska? ha?.
?Enhver vil jo gerne have en større bid af kagen og alle ved at de offentlige finanser er under pres for øjeblikket, og lægerne presser på lige nu. Og i de forhandlinger, som vi forsøger at gøre med dem i tiden, er det som om de [lægerne] siger ?den bid af kagen, som er tilbage ? den vil vi have alt sammen –  sygeplejersker ? alle andre, skal ikke have noget!? Men hvis du ser på livslønnen for en læge, så er det lægen som har den langt langt største løn ? og i forvejen er det dem der får mest. Jeg synes det tilbud de har fået er rigtig rigtig godt ? men de vil så åbenbart have mere?.

En af Bent Hansens løsninger til lægerne og som kan konfigurere mere konsultationstid per patient er, at lægen skal blive bedre til at tage ejerskab, til at lede og dermed også sagt til at uddelegere opgaver til andet relevant sundhedspersonale ? for der vil altid ?være det der spil om økonomien?, som Bent Hansen formulerede det.

I interviewet uddybede Bent Hansen dramatisk ved at sige; ‘

?Hvis jeg skulle give de praktiserende læger de penge, som de gerne ville have, så skulle jeg gå op på sygehusets hjerteafdeling og tage pengene deroppefra. Og det er jeg bare nødt til at sige; det gør jeg ik?.?.

Bent Hansen pointerede, at der ikke er blevet krævet af de praktiserende læger at skulle yde 2 procent mere, som sygehuset er blevet påkrævet. Bent Hansen vedholder, at lægerne skal se på egen arbejdstilrettelæggelse, se på den måde de indretter deres klinik, kigge på arbejdsfordelingen faggrupperne imellem og så videre. Det tror Bent Hansen er ?vejen ud af det?.

Opsummerende kan siges, at al den økonomi-snak er grundlæggende årsagen bag, hvorfor lægerne har den lille rum konsultationstid til hver patient. Men! Jeg undrede mig fortsat over, hvordan lægerne ? eller hvem der nu tager sådanne beslutninger ? er kommet frem til, at en konsultation skal være lige præcis 10 minutter per patient. Hvilket jeg selvfølgelig spurgte ham om og han svarede; ?Men det er jo sådan noget gennemsnit. Altså nogle kommer ind og skal ha? øh, fornyet en recept til p-piller, øh, det er nu ikke sikkert det tager 10 minutter. Øh, og nogle kommer hvor man siger ?hold da op, du har godt nok fået en ordentlig én og du skal have renset det sår og vi skal have tilkaldt sygeplejersken og hun skal gøre noget, og så kommer du med ud og skal ind igen ? det er altså mere kompliceret. Det er sådan et gennemsnitstal. Det er til stort og småt ?. Det svar kunne han ikke spise mig af med? For, det er vel heller ikke alle patienter, som optager alle de 10 minutter? Hvad med nogle patienters ?restminutter?? Kan de ikke gå til de mere komplekse patienter? Kan der ikke være tider til den gennemsnitlige patient og tider til den komplicerede patient? Hertil svarede Bent Hansen; ?En erfaren læge og en erfaren sekretær kan jo godt, i den der tilrettelæggelse, sige ?nu kommer den der [patient], det ved vi godt, det er ind og ud igen, nu komme der en [patient] ? der vil nok gå et kvarter ? og så videre. Det finder man så ud af. ?.?

Afslutningsvis på interviewet imødekom jeg Bent Hansen med, at jeg syntes han ansvarsmæssigt distancerede sig fra, hvad jeg imødekom ham med. Han svarede til dette; ?Det vi [regionen, sundhedsudvalget] forsøger at gøre sammen med de praktiserende læger og deres samlede organisation er, at vi forsøger at inspirere til, i langt større omfang, at ha? andet personale inde, sådan man kan lave den der arbejdstilrettelæggelse, så man kan bruge de lægelige ressourcer rigtigt. Og det er fremtidens udfordring. Lægerne skal lære at være virksomhedsejere og ledere?.

Bent Hansen erkender, at de gennemsnitlige 10 minutter som der er afsat per patient pt, kan sættes sammen på en ny måde; ?Konsultationer på 8 minutter, konsultationer på 10 minutter og så videre, på baggrund af erkendelsen af, at der er nogen, der tager længere tid end andre?.
Dét vil jeg, som patient, se frem til kommer til at ske. Vil du ikke det?
Dét vil gøre, at jeg, som patient, vil føle mig anerkendt af lægen.

Noget helt andet er al den økonomi som Bent Hansen snakker om qua praktiserende lægepraksis. Selvfølgelig er der ?penge i? at være praktiserende læge og have en praksis. Samt ved alle vidst, at læger tjener godt ? men hallo, de sørger altså også for, at du og jeg er så sunde og raske, som vi kan være. En læge er der altid for os, det har de endda skrevet under på (lægeeden). Og pt bliver danskens helbred gennemsnitlig ringere og ringere, så vores læger får mere og mere at lave. Så jeg kan godt forstå min læges frustration nu. For det lyder da på Bent Hansen som om, at den praktiserende læge skal arbejdsbebyrdes noget mere end at ?få? penge, lig med hjælp fra regionen, sundhedsudvalget, ? eller er det bare mig, der tolker det sådan?
?Men hvis de praktiserende læger skal have penge, så slår vi alle nuværende patienter oppe på hjerteafdelingen ihjel?

Hvilket valg er det rigtige?

OH BOY – der er VIRKELIG sket meget, siden sidst jeg skrev til jer angående min lortekrop!

Jeg slap jer vidst sidst med, at min læge, i samråd med neurologen der tidligere har undersøgt mig, havde diagnosticeret mig som kronisk smertepatient med kroniske neuropatiske smerter – og at jeg skulle starte med at have antidepressiv medicin i mod dem.

Jeg fik den antidepressive medicin i noget tid. Det virkede ikke.
Så fik jeg epilepsi-medicin i noget tid. Som heller ikke virkede.
Sååå fik jeg 150mg Lyrica i 3-4 måneder – og det virkede heller ikke.
Da blev jeg øget 150mg i Lyrica, og kom op på 300 mg. dagligt.  Og det er her jeg er nu og jeg oplever en okay virkning af medicinen, hvilket vil sige, at mine normale daglige smerter er til at tolerere – for det meste.
Inden jeg nåede hertil, inden jeg kom på en medicin som var god til mig, da ventede jeg forgæves i cirka 10 måneder, hvilket gjorde mig skør. For, for det første, så havde jeg en masse smerter, som mere og mere tog af mit psykiske overskud, og når mit psykiske overskud er lavt, kommer der flere af de fysiske symptomer – opdagede jeg… Så, fra i sommers af, begyndte jeg for alvor at tage kosttilskud;

Fiskeolie
Multivitamin
D-vitamin
B-Complex vitamin
Magnesium

…og det gør jeg stadig – og det er ikke de billige præparater jeg napper i mig hver morgen… Jeg ved godt, der er mange delte meninger om effekten af kosttilskudspiller – men jeg føler simpelthen, jeg bliver nødt til at gøre noget selv, for at bedre min krop i den daglige kamp den har – udover at spise overvejende sundt (ja, det er altså virkelig nitte at have hang til trøstespinsning i min situation). Og jeg er yderst meget begrænset i at bevæge mig mere end mine hverdag byder mig… Så, det savner min krop og jeg også rigtig meget (ja ja, jeg ved godt jeg er en oplagt case studie for sjæle-legme problematikken sådan som jeg beskriver mit hoved-krop forhold – men det er altså nu engang sådan jeg har det, heh).
Nå, men… Ud over det, har min mave, siden engang i sommers, også drillet mig.. Så hver aften napper jeg lige to piller imod det også… Det med maven kan være bivirkninger fra medicinen eller noget andet…
Der er en del bivirninger og det hele påvirker mig ad helvede til – for at sige det mildt.

Siden i foråret, har jeg virkelig været meget igennem angående min lortekrop og dens påvirkning af især mit studieliv, men det vil jeg altså fortælle dig om næste gang – jeg lover du ikke skal vente så længe til næste indlæg denne gang.  Men hehe, hvorfor jeg har været så fraværende på bloggen, vil du også MEGET nemmere kunne forstå, når du har læst næste indlæg.
Næste indlæg kommer også til at gå mere i dybden af, hvad det egentlig vil sige, at jeg har kroniske neuropatiske smerter – og hvorfor jeg fortsat katalogiserer disse indlæg som jeg gør 😉

Jeg håber I har haft en dejlig søndag.
Det har jeg – af en ganske særlig grund eller to faktisk 😉 Ihh, hvor er der meget jeg skal fortælle – men ikke heri 😉

Nys nys, fra mig til dig 🙂

Jeg er sådan en slags person som altid har gang i en masse. En masse bolde i luften. En masse løse tråde. Om jeg vil det eller ej. Om jeg vil det eller ej ? skal forstås som om, at jeg ikke altid føler, at jeg selv vælger hvilke bolde der er over mit hoved og hvilke tråde der snører sig mere og mere om mig. Men, ja, i og med jeg er et autonomt voksent menneske har jeg jo indirekte selv sat mig i suppedasen, med bolde der kan falde og destruere mig og snører der kan kvæle mig.

Hvorfor skriver jeg dette?

Det skyldes, at jeg også har efterladt dig, kære læser, følger, modtager, ven, familiemedlem, midt i en fortælling, som jeg virkelig er kommet til at tage i langdrag. Men altså, jeg har virkelig haft meget om ørene ? hvilket du ville kunne fornemme, når du læser med 😉 Inden jeg fortsætter med fortællingen vil jeg…

…Allerførst gerne lige klargøre, hvad jeg mente med; Incest-begrebet i disse indlæg, her og her. 

Der er faktisk en del der har henvendt sig til mig angående jeg skrev om, at jeg i september måned her i 2017, blev af Center for seksuelt misbruge i Aarhus bekendt med at jeg er incest-offer. Da jeg henvendte mig telefonisk til Center for seksuelt misbrugte fortalte jeg min historie og jeg fik at vide, at jeg gik under kategorien; incestoffer og at de jo gerne ville have mig til introduceringssamtaler. Jeg kunne ikke selv forstå det, for INGEN i min familie har nogen sinde gjort mig noget på dén måde. Hvilket jeg sagde til hende i telefonen. Hun svarede, at det er den gamle måde at forstå incest-begrebet på. Hun sagde at incestbegrebet er udvidet til at omhandle tillidsforhold generelt ? altså også uden for familien/beslægtede forhold. Og så kunne jeg jo meget bedre forstå det. MEN! Det er faktisk ikke dét de skriver på deres hjemmeside? Og det er underligt og professionelt klamt at hun har sagt det til mig, eftersom stedet repræsenteres af en anden forståelse af incestbegrebet?

Lad mig gøre én ting HELT klart: INGEN FRA MIN FAMILIE HAR FORVOLDT MIG NOGEN FORM FOR SMERTER ? MIN FAMILIE ER FULD AF ALMEN KÆRLIGHED

Men, hvad hende i telefonen sagde med tillid ? det er rigtigt nok. Fordi jeg har stadig, som 28  (sku egentlig snart 29) årig voksen kvinde, problemer med mænd, kæreste-adder og de der følelser man får/burde få, når man møder én, som bare er the shit, dét har jeg virkelig problemer med. Jeg passer så pisse meget på mig selv! Jeg bygger mure ? ja, i pluralis, op omkring mig selv, og de kan være svære at bryde helt ned for at komme ind til mig. For, hvordan kan jeg have tillid til at du, mand, vil mig godt? Hvordan kan jeg have tillid til at du ikke bare objektiviserer mig – Udnytter mig – Manipulere med og snyder mig?(Ja, min eks gjorde det jo ikke just nemmere for mig at bygge tillidsforhold op med mænd; læs indlæggende her, her, her, her og her)? Hvis jeg tillader dig at smadre muren, eller jeg selv smadrer muren for at lukke dig ind/komme ud til dig, kære mand, hvordan kan jeg så vide, at du ikke vil ødelægge mig ligesom muren nu er i tusinde stykker?

Hvordan kan man komme uden om disse bekymringer?

Jeg er kommet frem til at psykologsamtaler ikke er vejen frem for mig? Eller at vente alene på sofaen lørdag aften aj heller gør det for mig? Jeg er derimod kommet frem til; jeg skal turde. Jeg skal turde at møde en, eller en masse. Jeg skal turde lidt for lidt at lukke dem ind og lukke mig ud af murens klamme-indklemmende omklamrende tag på mig. I den proces skal jeg øve mig i, ikke at sætte de der mænd i bås, ikke tro blindt på at ?de nok er som?? ? jeg var lige ved at skrive, at jeg ikke skal være bange? Men sandheden er, at dét vil jeg altid være. Jeg vil altid være bange for at blive såret, ked af det og ødelagt (men er vi ikke alle sammen det i en vis forstand?). Jeg skal bare ikke lade frygten styre. Dét er det vigtigste. Jeg skal til slut turde at lade én ud af de andre mænd kommer så tæt på, at jeg bliver overbevist om, at mænd er gode nok ? at ham jeg har fundet er fantastisk ? og han ligeså, synes jeg er fantastisk – bare som jeg er. Dét er jeg kommet frem til at vejen frem. Vejen frem for mig i hvert fald.
Den seneste psykolog jeg var til, sagde faktisk også at jeg var for klog at udføre terapi med ? helt seriøst ? det sagde hun sku! Hih. Så der er jo kun livet uden for terapilokalet tilbage ? og det er bare heeeelt fint. Jeg er ved godt mod, har det fint ? på det her punkt. Men? Angående det med mine senfølger og min krop ? som jeg jo også skylder jer en masse mere fortælling om ? dét er desværre en modsat historie. En historie jeg er ked af er min.

Og denne historie havde jeg faktisk tænkt mig skulle komme her i dette indlæg. Men for at holde anslagende pr. indlæg sådan okay lavt (det er jo ikke just min skarpe side), så kommer den i et andet indlæg, som kommer inden længe. Så, stay tooned som man siger 😛

XOXO,

Maibritt

I har ikke hørt fra mig længe. Jeg har længe villet skrive. Men der har bare været så meget. Meget godt og noget skidt.

Jeg har denne gang lyst til at opdatere jeg angående min krop / min tilstand. For der er sket en del…

Sidst jeg fortalte, fortalte jeg at jeg intet fejlede angående veneklapper og neurologisk, at jeg var blevet henvist til en holistisk lægeeksamineret privat og pisse dyr behandler – som skulle betaler 100 pct. af egen lomme. Samt at jeg havde fået en aftale i hus med Center for incestramte i Aarhus. Læs indlægget her.

Hvordan det så er gået siden da? 

Tja… Jeg kom til mine to planlagte samtaler ved center for incestramte og de fandt mig ikke egnet for deres hjælp. Ikke fordi jeg jo ikke kunne kategoriseres som incestoffer, men fordi jeg simpelthen var for velfungerende og klog (sku psykologens ord og ikke mine, heh). Hun mente min relevante viden havde hjulpet min selvbearbejdelse af emnet og andre oplevede traumer i såden en grad, at jeg ikke ville kunne få meget hjælp af at sidde og snakke med en anden om det – og jeg kunne ikke give hende mere ret! Ydermere – og det er nu nok den største årsag, er at center for incestramte ikke specialiserer sig i mennesker med fysiske senfølger – med kun med psykiske – så de havde ikke begreb om hvordan de korrekt skulle håndtere mine problematikker. Så de henviste mig så godt de kunne til Center for funktionelle lidelser i Aarhus, som netop tager sig af sådanne tilfælde som jeg, sagde psykologen. Mere hertil følger længere nede – nu vil jeg nemlig lige fortælle dig om…

Fra den første til den anden samtale med psykologen på Aarhus center for incestramte, skulle jeg udfærdige cirka 25 siders spørgeskema – og dette spørgeskema vidste at jeg åbenbart har tvangstanker. Det er nu ikke noget jeg har lagt mærke til i yderlige grad… Er det ikke normalt, at være noget skal vende HEEEELT rigtigt, inden man kan sætte sin og slappe af i sofaen, at det samme lys skal være tændt på samme måde hver aften, at ens orden at studere til eksamen på ska udgøres som man startede, selvom man godt ved at det er alt for meget og at det i virkeligheden kun går ud over dig selv og din tid til at lave noget rent faktisk produktivt, at jeg ikke bryder mig om at samarbejde med andre, da jeg ikke har tillid til at det så bliver gjort, som jeg gerne vil have det – og sådan nogle ting? Hahahah. Jeg er sku ligeglad med om det hedder tvangstanker –  for mig hedder det; mig – sådan er jeg ! Dog arbejder jeg med nogle af tingene… For eksempel, så er jeg ikke så afhængig af mere, om lydvolumen står på et rundt tal:) Jajajaja, men udvikler sig jo hele livet igennem, ikke sandt:) hahaha

Hvad stillede du op med Center for funktionslidelser?

Forinden jeg overhovedet kunne komme i betragtning, SKULLE jeg henvises af min læge. Så jeg ringede til ham og bad ham om at lave sådan én (jeg havde selvfølgelig fortalt ham alt hvad jeg lige har fortalt jeg inden). Min læge blev skrap overfor mig, fordi han ikke kunne forstå det… Jeg blev irriteret og sagde, at han selv havde sendt mig til neurolog i foråret 2016, til en pisse dyr lægeeksamineret holistisk behandler – men ikke ville dette! Så tror jeg han huskede hvilken patient han rent faktisk snakkede med og sagde, at han selvfølgelig ville lave den straks.

Der gik tre uge. Så fik jeg min note fra center for incestramte, som de havde sagt skulle bruges i min visitering til center for funktionslidelser. Jeg ringede så til center for funktionslidelser, for at høre om de kunne nå at inddrage dette i deres visitering af mig. Jeg fik da at vide, at de aldrig havde hørt om mig, mit CPR-nummer var slet ikke i systemet.

Aj, hvad gjorde du så? 

Jeg blev rasende og forfærdet på min læge. Og jeg skiftede straks læge. Heldigvis kunne jeg komme tilbage til mit “gamle” lægehus og min “gamle” læge, som havde haft mig som patient i mange år, forinden jeg kortvarigt havde været flyttet ud af kommunen.

Jeg fik en tid ved MIN læge. Jeg fortalte ham om akkurart de samme symptomer som jeg også gjorde sidst jeg var patient – på daværende tidspunkt havde han nok ikke set mig i lidt over et år. Han sagde, at jeg skulle komme ind til ham en gang ugen efter og så kunne vi snakke om det… Dér tænkte jeg; “Øh… K?”.

Jeg kom tilbage til min læge den efterfølgende uge og han benævnede mig nu som patient med kroniske smerter. Jeg spurgte ham om han havde kigget alt igennem og havde sat sig ordentlig ind i “mig”, for jeg orkede ikke flere fejl og spildte penge og en krop der stadig ikke virker alligevel… Han svarede; Ja. Og husk lige på, denne læge, MIN læge, har fulgt mig længe. Han sagde da, at jeg har neuropatiske smerter. Han forklarede om dem. Jeg kunne ikke forstå det og sagde at han havde taget fejl, da jeg i foråret 2016 – altså cirka 4-5 måneder inden jeg sad her – havde fået at vide, at neurologen intet havde fundet på mig. Jeg sagde til ham, at jeg var blevet forslået center for funktionslidelser – og det i bund og grund var den jeg var kommet til ham for at få.

Han sagde, at han beklagede over min tidligere læges fejl, men at han kunne se i journalen, at neurologen netop havde fundet noget – hun havde fundet neuropatiske smerter og havde tilmed anbefalet epilepsi-medicin til mig – det er ret stærke sager. Grundet epilepsi-medicin er så stærkt og man ofte tager på af det, startede jeg på antidepressiv medicin i September 2016 – lige som jeg havde fået bekendtskab til at jeg åbenbart har tvangstanker –  og igen var begyndt på drømmestudiet; kandidat i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet.

Nu sidder du sikkert og tænker;

Hvad er neuropatiske smerter? 

Hvorfor antidepressiv eller epilepsi-medicin? 

Hvordan går det så nu? 

Og alt dette vil jeg gerne fortælle dig – en anden dag. Lige nu sidder jeg med en træls smertekrop og nogle irriterende bivirkninger fra min medicin – og skal læse op til en reeksamen – og burde læse til forelæsning til på mandag også… Men jeg skal lære at prioritere (grundet kroppen og de der tanker i hovedet)…

BTW: Jo, jeg blev pissehamendefuckingmegetsur-vred-skuffet-arrig og ked af det, det jeg fandt ud af, at min gamle læge lige havde overset neurologens skriveri i min journal – sådan noget bør fandme ikke ske! BASTA BUM!

Dette indlæg blev oprindelig skrevet i Maj 2016, altså var der nogle måneder, hvor jeg ikke havde opdateret min blog og dens læsere med, hvordan det gik med mig. 

Sådan ligger jeg også tit, når smerterne bliver for meget

Nå, nu er det ved at være noget tid siden, I har hørt fra mig angående det med min krop.

Det er gået nogenlunde som jeg havde forventet og frygtet. Men lad os tage det positive først.

Jeg fejler ingenting. Mit blodomløb, venepumpe, veneklapper og blodprøver ser fine ud. Det er dælendunsme rart! Neurologen sagde, at jeg ikke fejlede noget neurologisk, men at det var tydeligt at jeg har en nerve som er generet. Hun fik mig sku til at tude, da hun undersøgte mig (en undersøgelse der består af at hun tog sin negl og “ridsede” let på min ben). Det lyder ikke af særlig meget, vel? It hurted like a motherf***** (akkurat som mit lagen f.eks. nogen gange gør, når det rør mit lår – så jeg øver mig på at svæve, når jeg sover, hahahahha)!

Men, hvad er det så? 

Det spørgsmål stod min læge og jeg tilbage med, da jeg ringede til ham for at få svar på de sidste prøver og han jo fortale mig, at de var fine og ingen indikation på mine symptomer gav.

Jeg sagde til ham; “Jamen, så er det jo nok bare det der med, at jeg har været voldtaget og seksuelt misbrugt som barn”. Min læge blev stille i noget tid. Og så sagde han; “Det dér, det er nyt for mig” (han havde glemt at jeg havde fortalt ham det før. Det er fair nok han havde glemt det, da jeg kun har været patient hos ham i små 8 måneder). Han bad mig komme ned til ham og snakke samme dag.

Mere om det med voldtægten og det seksuelle misbrug er heri.

Jeg tog ned til min læge – sammen med min mor:)

Min læge synes det hele gav mening nu.

Det giver garanteret meget mening at voldtægt og at blive seksuelt misbrugt som barn sætter sig i kroppen… for min læge. Og faktisk også for den gynækolog som jeg herefter blev sendt til.

Jeg kan ikke forkaste hypotesen, da jeg jo selv er meget psykologisk tænkende selv. Men… Jeg har bare SÅ FINT mentalt håndteret alt det fra den gang, at jeg troede det var blevet en god del af mig – noget jeg havde bygget mig stærk på. Men… Min læges teori er, at hovedet har bearbejdet og ikke min krop. Igen; jeg kan ikke skubbe denne tilgang væk, men… Altså, er jeg den eneste der synes det lyder lidt vildt? Men ihhh, jeg ved jo godt at kroppen husker pisse godt og myoser for eksempel er kroppens tegn på fejlagtig tankevirksomhed-ish og ya-da-ya-da-ya-da.

Det handler nok også om… At jeg ikke helt kan overskue det, for…

Hvad nu? Hvad skal jeg nu? 

Min læge gav mig kontaktoplysninger på en læge/psykiater, som har en holistisk tilgang til voksne med traumaer fra barndomme. Dette behandlingsforløb kostede ca. 8-9000 kr. Det er sku ikke fordi, det hele skal gå op i penge. Men da jeg ringede og hun spurgte mig om; “Har du pengene til at betale for behandlingen, for det jo 100 pct. egenbetaling?” blev jeg bare så pisse sur! Jeg har allerede givet så mange penge (for mig er det mange penge) i eftersøgningen på afklaring og bedring og jeg kunne mærke på min rasende-skælvende krop, at nu kunne det være nok!

Seriøst. Jeg var SÅ TÆT på at kontakte ham der gjorde det ved 8-årige mig dengang – og/eller hans forældre, for at få dem til at hoste op med betalingen. For det er nemlig et andet aspekt; jeg kan jo forhelvede ikke gøre for at min krop har disse gener – det tyder jo mere og mere på, at det her er HANS/deres skyld (jeg inkluderer forældrene, da de var med til at gøre hele situationen værre for mig dengang).

Jeg kontaktede selvfølgelig ikke nogen af dem. Min hjerne hoppede heldigvis over i dens kognitive/rationelle tænkning, så der kom sund fornuft ud af den. Den sunde fornuft sparkede til min fanden-i-voldskhed, stædighed og gå-på-mod og så googlede jeg; voldtægtsoffer. Det gav hit. Jeg kom ind på en side for voldtægtsofre og en anden side for seksuelle misbrugte.

Hvad gjorde du så? 

Jeg ringede til center for seksuelle misbrugte, som ligger i Aarhus. De arbejder med/og bearbejder voksne, som har været udsat for incest (bum, så kom der endnu et ord på det) og deres senfølger – GRATIS.

Jeg præsenterede mig og fortalte mine historie og beskrev mine senfølger – som jo er det med lynende, lysken og benet. Jeg fik at vide, at på baggrund af mine historie kan det kategoriseres som værende seksuelt misbrug, ja faktisk incest (da det var tillid til en anden, som blev misbrugt (psykologisk perspektiv)), og mine symptomer som fysiske senfølger. Og derfor ville de gerne tilbyde mig de obligatoriske to visitationssamtaler for at se, om de kan hjælpe mig.

Det er fucking FEDT!

Det positive er; jeg “fejler ikke noget” – og uanset hvad, så kan jeg nok (ja, jeg skriver nok for, jeg er sku lidt skeptisk) blive afhjulpet nu – om det er på egen regning eller ej (for jo jo, jeg skal sku nok betale de 8-9000, hvis det er – det er jeg virkelig værd, heh).

Med ved I hvad… Jeg synes det er FORFÆRDELIGT at jeg SELV skulle finde frem til disse sider – jeg er en person, som har brugt alt det der skete dengang på en positiv og produktiv måde og jeg tror virkelig på, jeg er blevet en mental stærk person blandt andet deraf. Jeg har erkendt og anerkendt at det dengang, er en del af min historie, min livsfortælling, mit liv og mig. Hvilket har gjort, at jeg altid har kunnet sige det – der er ikke én læge, fysioterapeut, alternativ behandler som har været omkring mig i alt det her og igennem mine tre udredninger, som jeg ikke har fortalt det til. På trods af det, er der IKKE én af dem, som har henvist mig til de sider, jeg selv fandt på google. IKKE ÈN! Det synes jeg er skræmmende og faktisk ALT FOR DÅRLIGT. Min læge kunne henvise mig til en professionel, som koster mig 8-9000 kr, men ikke nogle der OGSÅ er specialiseret (og faktisk også forskningsbaseret og forskningsaktuelle) og som er gratis. Hmf!

Så, det er sådan det ser ud nu. Jeg er i vente-position.

Men bare rolig, det går bedre med kroppen lige nu – og jeg er begyndt at træne igen – life’s goooooood, heh.

XoXo,

Maibritt

Dette indlæg er oprindeligt skrevet i April 2016. Men er, som skrevet før, en del af en længere historie – som jeg snart kan skrive mere til. Jeg skal bare lige være færdig med at flytte mine indlæg fra blogspot til BD… Read and stay tooned:P 

Hejsa.

Jeg vil bare fortælle…

Jeg var ved lægen igen i går. Det gik godt. Jeg fik ham fortalt på en rolig og implicit måde, at han ikke skal hentyde til, at “det er i mit hoved”. Dette gjorde jeg ved at fortælle ham min anamnese samt nogle nye symptomer der er dukket op – som i – de er dukket op i den her uge, som for eksempel:

I mandags, da jeg var i bad, stod jeg og dansede under bruseren. Jeg dansede ikke med vilje (hvilket jeg ellers ofte nyder at gøre). Dette bad tog jeg efter en laaaang dag på 16 timer, så jeg trængte bare SÅ meget til at mærke min krop blive beroliget af det varme vand. Men, jeg fandt mig selv dansende. “Først det ene ben, så det andet ben – og så ryster vi det lidt” – dansen var det. Jeg mener det helt seriøst. Jeg kunne slet ikke nyde det skide bad, jeg sådan havde set frem til. Mine ben (ja fandme dem begge to er begyndt nu) kradsede og klødede, samt mærkedes det som om at nogen havde vendt nålene i en nålepude omvendt og så stak puden (med den stikkende ende af nålene) ind imod mine ben adskillige steder. Det var så underligt og ubehageligt. Så var det bad ligesom ovre.

Dagen efter skulle jeg op på fjerde sal på skolen. Det er “intet problem for min kondi”, tænkte jeg og bagefter tænkte jeg; “men gad vide hvordan mine ben tager det”. De kunne havde taget det bedre. Det tog nogle tårer at gå derop – for mine ben havde bitte små lyn hele vejen – og jeg bliver fandme så frustreret, når der er noget – specielt et offentligt sted, for man kan jo se det på mig!

Anyways… Jeg skrev for at opdatere Jer på hvad min læge og jeg blev enige om, hvad der fremadrettet skal ske. (Og ja, jeg skriver sku også fordi jeg ikke kan slappe af i hovedet igen i dag – og der er ikke flere sysler herhjemme jeg kan give mig til. Jeg planlægger at se en film senere, men i tiden kan jeg ikke koncentrere mig længe nok om at se en film grundet tankemylder, da mine ben ikke stopper med at “feste”, bare fordi jeg gør).

Min læge kom frem til at der skal være en holistisk tilgang til mig – “alle”  ting skal prøves af. Så nu skal jeg dælme til to prøver mere…

I næste ude skal jeg til en 1½ times undersøgelse på fysiologisk undersøgelsesafsnit (eller noget i den dur) – der skal mit kredsløb tjekkes – vidst for at se om min venepumbe og veneklapper virker som den/de skal… Ja, vel også for at tjekke om min Bodyage er over 27;) Hehe.

Ugen efter skal jeg, udover til neurolog, nu også til undersøgelse på et rygcenter.

Det er sku dejligt at der sker noget. Det gav mig ro. Igår.

I dag er jeg bange for at prøverne viser ingenting. At jeg bliver en af dem, som ingen diagnose får. Det vil være det værste. Det næst værste er, hvis jeg får at vide jeg har en eller anden sygdom. Det bedste ville faktisk være, at jeg fik at vide at jeg er en smælderfed fede Dorit, som skal stoppe med at være socialryger, leve sundere – og alt det der, for at blive symptomfri. Den melding vil ikke være sjov at få, altså meldingen om at mine skavanker er min egen skyld, men den er god; for så kan der gøres noget – jeg kan gøre noget selv, for at afhjælpe mig selv! (Men ingen læge har tiltænkt at det er livvstilsbetinget, men jeg kan da håbe, ikke? Eller ad, det er sku egentlig også ret så klamt at håbe på – måske ER jeg ved at være skør? Ja, jeg lyder dum, jeg ved det godt).

_____________________________________________________________________________________________________________________

Noget andet er (hvilket jeg føler, jeg godt kan skrive i dag, da jeg rent faktisk har fået skrevet et kort indlæg denne gang, yay me! hih):

Jeg har længe haft lyst til at skrive til Jer, hvorfor jeg altid skriver om det dårlige fra Maibritt-land. Det gør jeg fordi, jeg har behov for at bearbejde. Det gør jeg fordi, jeg ikke har behov for at lade som om at livet er lutter lagkage. Jeg gør det fordi, jeg har tillid til, at I ved, at mit liv indeholder ligeså meget godt, som jeg skriver om det dårlige. Og lad os lige være straight overfor hinanden; “Gad du og læse min blog, hvis den handlede om; hvor dejlig en tur jeg havde på sunset med en veninde tidligere i dag, eller hvor meget jeg nød at kunne sove længe?” Nej vel. Vi vil sku vide hinandens dirtyness.

Jeg er sur. Og sku egentlig også ked af det. Jeg er frustreret. Jeg er asymmetrisk.

Nu er mere af min højre side af kroppen større end venstre. Min højre side af maven er større end venstre side. Og der er 14 dage til jeg skal til neurolog. Jeg er faktisk også lidt bange. Hvad foregår der i kroppen min?

Det er sku ikke fordi jeg er klog, når det kommer til medicin eller noget i den dur… Men… Jeg kan ikke se meningen mellem neurologiske gener, nerver, og at jeg svulmer op. Så jeg ringede igen til min læge her til morgen og fortalte om min mave og spurgte om; han ikke synes jeg også bør tilses af en kardiolog. Han sagde, at jeg skulle komme ned til ham igen, hvor han vil teste mig lidt- igen – og give mig en henvisning til en kardiolog. Han sagde også, at hos kardiologen er der typisk en uges ventetid. “Aha”, tænkte jeg så. Dernæst tænkte jeg; “Hvorfor sendte du mig så ikke bare derhen inden jeg skal til neurologen?”. Sådan jeg skulle kontakte begge specialister på samme tid… Min læge og jeg er fortsat enige om at jeg er aaaal for ung til at have sådanne gener, som jeg oplever. Men i dag sagde han følgende til mig:

“Man kan lave meget i hovedet. Husk på 60-80 pct. der har ondt i ryggen finder man aldrig en årsag bag”. Jeg sagde hertil “Jeg har ikke ondt i ryggen”. Han sagde til mig at jeg skulle forstå det mindre konkret. Han sagde så; “For nogle måneder siden havde jeg en patient, som insisterede flere gange på at få hans hoved scannet, fordi han døjede med hovedpine. En af hans bedste kammerater  var lige død af en tumor i hjernen, så det var han lige pludselig overbevidst om at han havde”. Jeg kunne godt se, hvor min læge var på vej hen, men jeg svarede kognitivt tilbage (selvom jeg havde lyst til noget helt andet)!

Jeg sagde; “Jeg ved godt at jeg nok overreagerer. Men, jeg har oplevet 2 praktiserende læger, forinden dig, som godt har kunnet se at “der er et eller andet med mig” og som har sendt mig både til fysioterapeut og ortopædkirurg. Der har været mistænkt om; hofte ud af hofteskål, sklerose, blodtumor og fejlbelastning af kroppen grundet manglende muskeLkapacitet specifikke steder, og arvæv i benet (som der blev konkluderet med ingen kropslig gene gav, men kun kosmetisk) – og en alternative behandlere som ikke har set noget lignende før”. Jeg sagde til ham, at jeg er sikker på at det er et eller andet galt og at jeg IKKE vil gå igennem endnu et udredningsforløb for, at stå med et svar fra specialister som min egen læge ikke er enig i (det var det, der skete sidst) – dette gjorde virkelig bare, at jeg blev forvandlet til en meget frustreret patient uden tillid til de “kloge”. Så, jeg sagde til min læge; “Denne gang vil jeg undersøges godt og af dem som der er det mindste relevant –  for der er et eller andet galt”. 

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, læs det her, så er jeg klar over at jeg overtænker. MEN! Min læge er informeret om min anamnese fra mig af – OG han kan læse i min journal, så jeg kunne slet ikke snuppe at han hentydede til, at “det nok bare er i mit hoved”. Lad os lege at han har ret… Så vil jeg så bare gerne lige spørge om; “hvad så med de andres hoveder? Hvorfor har de så kunnet se noget? Og hvorfor kan jeg tage billeder af min krop, hvor man kan se at højre side er større end venstre?”.

Som skrevet i det indlæg, jeg skrev sidst, så vil jeg jo, sjovt nok, helst ikke have at der er noget galt, men jeg vil hellere have dét, end de kan finde et-eller-andet, som de ikke ved hvad er, hvad de skal gøre ved, eller endnu værre; hvordan jeg skal “leve” korrekt med det.

Kom jeg ud på et sidespor? Det var ikke meningen… Min pointe er bare; Det er ikke rart at min læge hentyder til at jeg fantaserer mig til det jeg fejler/ikke fejler, og det synes jeg egentlig godt han må holde sin fede kæft med, fordi så er det pisse dobbeltmoralsk at han både henviser mig til kardiolog og neurolog og SELV siger, at han har sklerose i tankerne (se forrige indlæg).

Har I oplevet noget lignende i sundhedsvæsnet?

XoXo, Maibritt <3

Det her er et indlæg, jeg skrev i April måned 2016. Det er dog stadig yderst relevant og starten på en hel del øvrige blogindlæg… SO read it! Heh

Jeg burde virkelig ikke skrive det her. Virkelig ikke. Af tre årsager.

1. Jeg sidder til oplæg om neuropædagogik og neuropsykologi (det er faktisk meget spændende og LIGE mig, men mit hoved vil ikke lade mig slappe af, så jeg kan “tage det ind” i dag).

2. Jeg burde nok ikke skrive det her indlæg, fordi I nok ikke bør vide noget – og fordi det kan ramme mig selv så pisse meget i foden en gang…

3. Jeg ved ikke om det kan bringe uheld? Ja, lidt overtroisk er jeg sku.

Men, jeg bliver nødt til at skrive om det, fordi jeg er virkelig ved at blive skør! Jeg er en stræber – så når jeg ikke kan følge med i undervisningen grundet tankemylder, så er det fandme slemt. Endnu mere – når jeg bander – især på skrift – så er det altså slemt. Jeg skriver helt uden filter her.

Der er noget galt med mit ben. Der er noget galt med min krop.

Jeg har kontinuerligt været ved læger – ja i pluralis – i snart 8 år med det.

Jeg har været ved ortopædkirurg (dertilhørende forskellige scanninger) – som sagde at jeg intet fejlede (de troede jeg havde en blodtumor i låret). Sammen med min daværende læge var der enighed om at mit bevægeapparat intet fejlede,

Jeg har været ved forskellige fysioterapeuter over flere gange over alle årene, hvilket udmundende i et fast træningsprogram- og forløb med en fysioterapeut i fitnessDK.

Jeg har været i 3 måneders behandling ved en akupunktør, hvor jeg var der én gang ugentlig.

Jeg har været ved en anden alternativ behandler, som gav mig noget massage og sagde jeg skulle spise magnesium – hvilket jeg begyndte på og fortsat gør.

Jeg har brugt virkelig mange penge. Vi snakker vel de 10.000 kr efterhånden… Det var dét værd for min krops drillerier stoppede. Daglige smerter i lænd og lyske var væk og myrene i mine ben var væk – sammen med overfølsomheden, kramperne, stikkene og lynende m. fl. såkaldte “følelsesforstyrrelser”. I i hvertfald et år mærkede jeg nærmest ingenting…

Men, det kom igen – igen. I forrige uge.

Denne gang hævede hele mit ben op. Og min lyske drillede virkelig meget. Kender I det der med at gå den samme tur hver dag og pludselig  knækker ens krop sammen, du stopper din gang, fordi du får lyn i lysken som føles allermest som en kniv eller syl der bliver stukket i dig? Har du egentlig oplevet det? Fordi engang spurgte jeg min veninde, forventningsfuld om at have et fælles tredje med hende om det adspurgte, om hun kendte det med at have lyn i kroppen. Hun kiggede sku lidt underligt på mig og sagde så nej. Tænk, hahha,  jeg troede det var helt normalt, for jeg har haft det så længe og jeg har det VIRKELIG tit. Især når jeg ligger i sengen og er i god hvile. …Kender du det? Eller er det virkelig ikke normalt? Du kan næsten regne ud hvilket varmt forhold jeg har med min varmepude, når jeg skal sove, ikke? hahahhah

Anyways…

Jeg var ved vagtlægen søndag i forrige uge, fordi mit ben fortsat blev ved med at være hævet – efter 2 dage – og det var blevet mere hævet. Vagtlægen ville gerne se mig, fordi de jo skal reagere på om man mon har en blodprop. Jeg havde jo ikke en blodprop, det anede jeg ret meget godt. Men han sagde at han godt kunne se mine symptomer og at jeg skulle gå til egen læge for at få en udredning. Aha, tænkte jeg. Så der er noget, du forventer der skal en udredning på, aha.

Jeg var ved egen læge i onsdags – i sidste uge. Han sagde han ikke var klog nok til at tage sig af mig. Da han kunne se at mine blodprøver så fine ud – perfekte tal, sagde han oven i købet (heldigvis havde jeg lige fået taget blodprøver). Fordi han tjekkede mine blodprøver, skyldes hans første hypoteser på min hævelse var manglende B12 og/eller diabetes. Men det havde jeg jo ikke. Han synes jeg var for ung til at have “vand i benene” og han sagde, at “vand i benene” ikke bliver så længe – for åh jow, mine ben var stadig lige hævet her om onsdagen. dertil synes han også at jeg er aaaalt for ung til at have “vand i benene” og han nævnte heller ikke min overvægt som årsag, skal lige siges.

Han tjekkede noget bevægelse/rotation i min lyske (hvilket de andre læger også har gjort) og det gjorde selvfølgelig ondt i højre side (det er den side der altid er ringe). Han konkluderede ret så hurtigt at det var nerver, som i mine nerver inde i min krop, der er noget galt med – ikke psykiske nerver. Dette konkluderede han også ud fra en liste med symptomer jeg havde lavet (nogle a la dem jeg nævner ovenfor, bortset fra her var flere). Han lavede en føletest på mig, tror jeg han kaldte det. Han tog et stykke stof og kørte den de samme steder på hvert ben – fra hofte til tå. På venstre ben kom et let lille bitte lyn (dette sagde jeg faktisk ikke til min læge, da jeg tænkte det var normalt, men det er det ikke, eller hvad?) og da han førte stoffet hen over mit højre ben (det dårlige) lige nedenfor knæet begyndte det at lyne ret så meget oppe ved den første del af låret. Det undrede min læge sig ret meget over, kunne jeg se og høre.

Han henviste mig til en neurolog og han sagde, at han tænkte ret meget på sklerose – selvom han vidste, at jeg manglede nogle symptomer. Han var i hvert fald sikker på, at det der driller mig, har noget med min nerver at gøre.

Min læge er ikke den første der nævner sklerose overfor mig. Jeg er ret sikker på at der er et eller andet galt med mig, end at “det skal trænes væk” er løsningen, som jeg er blevet spist af med så mange gange efterhånden – sammen med; det er muskelspændinger, du får lyn fordi du spænder, du har brugt din krop forkert, den kompenserer – derfor spænder du og får alle de der følelsessymptomer og smerter i lænd, lyske og ben. Det er da garanteret også rigtig nok – men HVORFOR gør min krop så det? Hvad kompenserer den for og hvorfor bruger den sig pludselig forkert? Og hvorfor udspringer symptomerne uden kontekst og på den måde over tid? Jeg kan ikke se en kontekst a la; Når jeg er stresset, er meget inaktiv, er meget aktiv osv. – det er kommet i alle disse kontekster.

Altså, jeg vil jo ikke have sklerose og generelt ikke at jeg har en neurologisk sygdom – men jeg vil meget gerne have en afklaring denne gang – i dette forløb.

Jeg skal ned til neurologen d. 10/5/16 – og folk siger at det er ingen tid, altså at det er hurtigt. Jeg synes dog, der er lang tid til… For, ja, mit hoved går amok. Jeg bruger nok minimum 1 time om dagen på google i disse dage, hvor jeg forsøger at diagnosticere mig selv, heh.

Den hvid-seende Maibritt tænker: “Det er sikkert bare fordi du har en afklemt nerve et sted – det kan en god omgang massage klare og så er du “fit for fight” igen”. Eller “det er noget kardiologisk”… Men, hehe, det gider jeg heller ikke at have, hvis det er, faktisk. Men, uanset hvad det er, så er en afklaring det jeg vil have – og så må vi sku tage det derfra!

 _______________________________________________________________________________________________________________

Er der nogen af jer, der har prøvet noget lignende a la det her?

Er der nogen der har en idé til, hvad der er galt med mig? hahahha

God dag derude:*

XoXo

Det her indlæg skrev jeg samme aften, da jeg via. Facbook og min ekskærestes hang til at storke altogalle, hehe, fandt ud af at ham der seksuelt misbrugte mig da jeg var 8, er uddannet pædagog og tilmed arbejder i normalområdet. Jeg blev så pisse forarget, sur, vred og alle mulig andre følelser i den retning, at jeg så absolut slet ikke kunne lade være med at skrive om det. Det varikke kun på HAM og hans famile jeg blev sur – det var også ret meget på håbet på karma-princippet (håber I forstår. hvad jeg mener). 

Jeg kan fortælle jer, at der kommer flere indlæg om dette emne og i særdeleshed om mine senfølger deraf:( 

Da jeg var 8 år blev jeg voldtaget og seksuel misbrugt i en periode – ikke EN gang, men en periode (kan ikke huske præcist tid, da alle mine psykologer jeg har set op igennem årerne siger, at jeg har fortrængt det, da jeg var traumatiseret). Ham der gjorde det kendte jeg. Jeg troede vi var venner. Han var 13 år. 

Jeg har lige, via. de sociale medier, fundet ud af at han er pædagog nu. 

Jeg har været sur på denne dreng/mand i mange år. Jeg har grædt, været i diverse terapiforløb og senest måtte erkende, at hans gerninger mod mig nok forårsager mine fysiske skavankter her i mine voksne leveår. Altså ud over det med, at han har ødelagt store dele af mit liv. For eksempel har jeg altid haft ekstra svært med “det med fyrene” og sex. 

Denne dreng/mand er endda nok årsag bag, at jeg ikke selv kan føde de børn, jeg skal have på et tidspunkt. 

Jeg har længe tænkt på hævn. Jeg har aldrig fået gjort noget ved det dog. Jeg har været for sød af mig. Jeg har for cirka 6 år siden været på forsiden af Viborg Stifts Folkeblad – og med 2-3 siders interview inde i avisen, med min historie – dette gjorde jeg anonymt. Jeg har ikke ønsket at hænge nogen ud, for hvilken nytte ville det gøre? Jeg har dog altid haft lyst til at skrive et privat brev til HAM og HANS FAMILIE (som kiggede skævt på MIG dengang). Jeg gjorde det ikke. Jeg har været for sød og konfliktsky. 

Men, da jeg i aften læste, at han er pædagog – ligesom jeg selv er, tænkte jeg “fandme nej”. Min krop ryster og min mave vender sig, jeg mener; hvad fander sker der?! Han er ansat – uden at sige for meget, da jeg er bange for at det ko
mmer tilbage til mig – OG JEG SYNES, JEG HAR VÆRET IGENNEM RIGELIGT, – i almenområdet – ja iblandt børn. Jeg citerer lige mig selv; “hvad fanden sker der?!” 

Jo, det er ved at være mange år siden, mennesker ændrer sig og jada-jada, men PÆDAGOG! Hvor er rimeligheden. Det kan da godt være, at han er skide god, faglig, saglig, professionel og alt det dér – men har han IKKE fortjent at skulle indenfor netop det område, synes jeg. 

 Jeg har været ungdomskonsulent i 7 år, hvor jeg har snakket med unge om at være ung med fokus om sex, stoffer og alkohol – hvor jeg har brugt min historie, jeg undrer mig over, hvordan han bruger hans? For at være pædagog er altså meget personlighedspræget (jo, han kan have ændret sig i løbet af disse snart 20 år, men i øjnene af hans offer er det bare ikke okay, at han kan arbejde indenfor normalområdet!)

Jeg er ikke ovre hans voldtægt og seksuelle misbrug på mig, jeg tror aldrig jeg “kommer over det”. Det er blevet en klam del af mig. Alle har en historie og at have været voldtaget tre gange af HAM er en del af min. Men, jeg brækker mig ved tanken om, hvis han lever livet urørt af det dén dag i dag – både i hans personelle- og professionelle liv. 

Jeg ønsker ikke det store drama – ja, det er nok rimelig sent at skrive det nu – jeg ønsker bare at nogle tænker over det. Reflekterer lidt. Bare lidt. Jeg ønsker ikke medlidenhed. Jeg ønsker at karma bider ham så hårdt i bagenden, at det føles som om han føder de børn ud af den, som jeg nok skal have taget ved kejsersnit på grund af ham. Er det forkert af mig? Det synes jeg ikke. Ærlig talt. 

Dem der kender mig tæt ved, at jeg er fan af rationalitet og at tænke over tingene – gerne en gang for meget end en gang for lidt, men, haha, dette er skrevet i affekt – en furie af arrighed og frustration i højeste kaliber. Dem der har prøvet det samme som jeg, ved jeg forstår mig, andre gør nok ikke. Det er lige meget. Uanset hvad er det min historie. Jeg har ikke skrevet navn på HAM og hans familie (for de fortjener også en gang over karmaens knæ, trust me!), jeg forholder dem anonyme. For så sød er jeg.