Det er en aflevering, en kronik, jeg skrev i Dansk i gymnasiet. Men, ja, I kender mig, der kommer lige noget historie til historien.
Jeg var ikke glad for at gå i gymnasiet, eller rettere sagt, gymnasiet gjorde mig ikke glad, faktisk det omvendte.
Gymnasiet gjorde mig depressiv ? i hvert fald halvdelen af min gymnasietid var ?en dårlig periode?, som min læge sagde. Hun fik ret, for i dét sekund jeg fik min studenterhue på, kom glade Maibritt tilbage ? den rigtige Maibritt. Jeg tror ikke I kan forestille Jer, hvor stolt jeg er for min studenterhue! Den kostede så meget af mig ? blod, sved og tårer ? bogstaveligt talt.
Der var mange årsager bag jeg havde det så dårligt i gymnasiet og de alle gik ud over min personelle integritet, selvbillede og ikke mindst troen på mig selv, hvilket blev afspejlet i min faglige kunnen. De afleveringer der var vurderet til at tage 4-5 timer brugte jeg 20-25 timer på ? hver gang. Ikke fordi jeg bare sad og kiggede på min computer og ikke kunme lave en sætning, men fordi jeg blev ved og ved og ved og ved og ved med at skrive om ? jeg stillede konstant spørgsmålstegn til mig selv og egen kunnen. Dette kunne desværre også ses på mit færdige produkt ? jeg fik dårlige karakterer (0, 2, 4) og jeg blev mere og mere ked af det hele. Mine lærer var dog søde, for de vidste jeg havde det svært og de sagde til mig: ?Maibritt, kom nu, du kan godt, det ved vi ? du skal bare lige give det sidste?. Men jeg havde bare ikke mere at give af. Jeg kunne ikke mere.
En dag i danskundervisningen havde vores lærer givet os, klassen, en kollektiv skideballe ? fordi han synes vi viste for lidt engagement for det respektive undervisningsemne ? og det pissede mig af, så jeg sagde; ?Nu er det altså sådan, at man viser engagement for noget som interesserer én??, hans svar var; ?I går i gymnasiet, I er voksne og så skal man kunne engagere sig i emner der nok ikke interesserer én?. Min overbevisning mente jeg i fulde alvor ? en af årsagerne bag jeg havde det så dårligt, var at jeg stod op til noget hver dag, som jeg absolut ikke havde lyst til ? jeg havde ikke engagement for min egen hverdag, for mit eget liv. BUM!
På det her tidspunkt i mit liv, anede jeg slet intet om, at min fremtid ville byde på pædagoguddannelse med mulighed for kandidatudvidelse indenfor området, men?
En dag skrev jeg følgende kronik, om den har emne a la hvad jeg i sommers skrev bachelor om. Det skal lige siges, jeg fik 10 for denne kronik, jeg blev anerkendt på klassen af min dansklære ? ja den samme som sagde ovenstående, og da alle var gået sagde han til mig, at han ikke troede på at jeg selv havde skrevet den. Han ville kun tro på det, hvis jeg fik 10 i min næste aflevering. Han blev dermed en af de mennesker, jeg hader mest.
Moralen er; dengang jeg ikke troede jeg anede hvem jeg selv var, vidste jeg det egentlig godt. BUM!
Nu til kronikken:
Pussy over det hele
Sex er overalt i vores hverdag. I radioen, i tv?et, på nettet, i blade, aviser og mange andre steder. Man kan ikke slippe for at konfrontere sig med emnet; sex, dagligt. Denne seksualisering af medielandskabet påvirker især de unge, da de er i en alder hvor grænser skal afprøves og voksenlivet skal læres, hvilket gør dem letpåvirkelige. Konsekvenserne ved at de unge bliver fanget som letpåvirkelige individer midt i et seksualiseret samfund, prøver forskeren; Sarah Højgård Cawood i artiklen ?Pussy over det hele? at klargøre igennem et interview med unge fra 7-9 klasse på to forskellige skoler. Hun tager i interviewet fokus på samspillet mellem medierne og de unges sprog og adfærd.
De unge får et engelsk/amerikansk inspireret sprog, da ord som bimbo, pussy, pimp og hoes dukker op. Disse ord er efterhånden en integreret del af de unges sprog, skriver Cawood, og dette skyldes især musikvideoer, hvor de som eksempel især bruger Christina Aguilera?s ?Dirty? og 50 Cent?s musikalske alfons-univers, da den video og det univers påvirker henholdsvis pigerne og drengene meget.
Cawood skriver implicit, at de unges søgen efter deres identitet som voksen forhindres af omgivelserne, som her er seksualiseringen. Hvis vi først ser på pigernes dilemma, så ser vi, at pigerne bliver skubbet ind i en luder-madonna konflikt. En luder-madonna konflikt går ud på, at selvom de afskyr at deres køn konstant bliver brugt som et sexobjekt, så går de selv i udfordrende tøj, i frygt for at blive irrelevante som seksuelle væsener. Men pigerne er også fanget, for de skal også passe meget på at blive stemplet som billig – en luder, men de må samtidig ikke være kedelige. Desværre oplever rigtig, rigtig mange piger at de ikke kan leve op til disse kriterier, hverken med tøj eller krop, skriver Cawood. Hvis vi så ser på drengenes dilemma, så opdager vi at der i deres ikke bliver fokuseret så meget på deres køn, men mere hvordan de håndterer denne seksualisering i forhold til deres køn. Her menes, om de bruger det som et værktøj for stræben efter dominans eller for at gøre sig mere mærkbare og styrke deres machoattitude. I blandt drengene var tendensen ikke så generel, men meget opdelt i samfundsklasser, opdagede Cawood i hendes interview. Mere specifikt opdagede hun at drenge i arbejderklasseskolen bruger deres sprog for at markere deres hypermaskulinitet, og at de ikke anvender det mod/til pigerne, men kun iblandt dem selv. Hvor drenge i middelklasseskolen afbalancerer deres machoattituder og sprogbrug med ?korrekte? holdninger til ligestilling. Cawood siger nærmere at drenge generelt bruger mange ressourcer på at gøre sig hårde, da drenge vil undgå at komme i deres følelsers vold, da det ses som et udtryk for at man er svag og dermed ikke en rigtig mand. Angående dette mener Cawood at det er nødvendigt for dem at kunne håndtere den hårde følelsesmæssige bashing, som der hele tiden møder dem igennem det seksualiserede sprog, som de anvender til at oplærer sig til at blive en rigtig mand. Til at understøtte hendes pointe bruger hun et eksempel fra en dreng ved navn sayid:,
?Jeg er vant til at sige ?at jeg knepper dig? og sådan noget, men jeg mener ikke, at jeg knepper, vel?.
Det Sayid egentlig mener, er at han smadrer eller slår noget. Sprog som dette, det seksualiserede, er blevet gadesprog iblandt de unge, især drenge. De er blevet vant til at snakke sådan, også selvom at de er klar over at det ikke er det korrekte sprog at anvende, men hvad skal man gøre når omgivelserne dikterer at sådan er det og skal det bare være? Udfolder Cawood sig implicit. Drengene bruger også piger som et sexobjekt, til at få dem selv til at se mere macho og seje ud iblandt vennerne i skolegården. Dette er en tankegang de har fået fra 50 Cent og hans tilhørende alfons-univers. Da han, i sit alfons-univers, viser hans personlige status igennem materielle ting og letpåklædte piger som danser udfordrende op ad ham.
Denne opsættelse af seksuelle stereotyper i medierne, som Cawood er inde på at de unge har, mener hun videre har de konsekvenser at det ikke blot forstyrrer de unges sprog og adfærd, men også deres syn på ligestilling og deres muligheder for frit at kunne udfolde sin seksualitet. Hun mener, at den gængse opfattelse af kønnenes roller er, at kvinden er den dominerede og manden er den der dominerer. Uanset om man er kernedansker eller indvandrer. Indvandrere har dog deres eget dilemma angående dette, skriver Cawood, da hun har opdaget, at indvandrer ikke har en ligestilling som kan måle sig med de danske drenges, simpelthen fordi indvandrer drengene ikke har adgang dertil. Denne ligestilling bruger de danske drenge så til, at moderer deres hårde adfærd og retorik overfor pigerne med, hvor indvandre drengene jo benytter sig meget af det seksualiserede sprog og ?alfons attituden?.
Hvis man tager nogle sprogteoretiske opfattelser op imod det Cawood fandt ud af igennem hendes interview med de unge, opdager man, at deres seksualiserede sprog og adfærd, ikke er påtvunget dem. De unge har altid et valg. De valgte at lade sig påvirke af samfundets seksualisering. Det kan man sige at vi alle indirekte har gjort, men de unge har gjort det i en mere alvorlig grad end voksne, hvilket jo er Cawood?s pointe, og hvorfor er det sådan? Det er fordi at de unge er letpåvirkelige og meget afhængige af hinanden. Unge ser det at have en høj social status som det ultimative, og man kan ikke opnå dét, hvis man skiller sig ud og ikke er som de andre, tror de unge. Derfor påvirker seksualiseringen de unge meget, fordi det for dem er den måde man bliver i sin sociale status, sociale gruppe og man signalerer sit køn bedst på den måde, ?fordi når alle gør det, må det være det rigtige?.
Hvis man ser på reklamen for Cult Shaker (som jeg ikke viser billede af her på bloggen grundet lovmæssige årsager), ser man, at Cawood har ret i hendes opdagelser, men der også er nogle af hendes pointer som her modbevises. For på denne reklame er det to piger der er fremstillet i et seksuelt betonet lys, og dette stræber imod den køns opfattelse som Cawood præsenterede for os. Da hendes opfattelse er, at den gængse opfattelse er, at kvinden er den dominerede og manden den dominerende. Denne reklame går direkte imod den holdning, da de to kvinder på billedet beviser at de tør at udfolde deres seksualitet, og at de altså er ligeså selvstændige individer ligesom mændene. Oven i købet markerer reklamen/kvinderne denne holdning med et fallos symbol, nemlig flasken. Flasken i denne reklame symboliserer at kvinderne altså godt kan klare sig uden mænd – også på den fysiske måde. Hvad der i reklamen stemmer overens med Cawoods opdagelser er, at kvinderne bliver meget udsat som et sexobjekt. Ikke nok med det, kan en reklame som denne give letpåvirkelige teenager piger mindreværdskomplekser ved at se sådan nogle flotte modeller i reklamen, da det giver dem det billede af at det er sådan man bør se ud, og at man ikke kan opnå høj social status, hvis man ikke er som dem. Ligeså ser drengene også disse kvinder, men de ser dem med lyst. Dette vil altså sige, at drengene ser på disse piger og ofte tænker at de er lækre og at de godt kunne tænke sig sådan en pige. Dette kan godt få konsekvenser for dem, da reklamen jo ikke er virkelighed, men blot en illusion. Langt fra alle piger ser ud som dem på reklamen, og drengene vil så opdage at hvis de partout skal have fat i en pige som dem, så skal de lave sig om. Men det kan man ikke, man kan ikke lave sig selv om, og man burde slet ikke forsøge. Dét de unge skal lære er, at sætte krav til dem selv som de kan leve op til, så de ikke ender som ensomme individer der for alvor er blevet fanget i seksualiseringens skærsild.
Lad dette være en lektie om hvordan et forhold IKKE skal være. Hvordan man IKKE skal tænke i et forhold, hvor man skulle forestille at elske og respektere hinanden – og ikke mindst; ville hinanden det bedste.
Det skete jo ret tit, at vi skændes, min eks og jeg – eller snakkede meget om “os” og han truede med at gå fra mig… En aften efter en af vores evig-igangværende snakke om os, prøvede jeg at lave en skriftlig forventningsafstemning til os – som han egentlig var med til – indtil han kom hjem igen (han tog nogle gange hjemmefra), så synes han det var en fjollet idé… Min forventningsafstemning omhandlede;
Maibritt:
Jeg skal blive bedre til;
Ikke at tage alt hvad X siger som et angreb
At have tillid til at X altid vil mig det bedste
Ikke at være så stolt
At indse at det er okay at fejle
Ikke altid give X skylden
At lade ?det? ligge ? at sige pyt
Ikke at tage alt som noget vigtigt
Ikke altid at være bange for at miste X og forholdet
At have tillid til X
At have tiltro til forholdet
At acceptere at uenighed er en del af et forhold ? og ikke nødvendigvis er en dårlig ting ? mere en naturlig del af et parforhold
At værdsætte X mere og vise ham det mere
At lægge op til sex ? når jeg reel har lyst til det
At modtage kærlighed
Maibritt om X:
Forstå at jeg nogle gange har brug for ?at læsse af? ? uden af det skal snakkes om (altså om ting som ikke omhandler dig eller os, f.eks. skolerelateret) ? men at du bare skal give mig kærlighed (knus og kys) og sige, ?Aj, hvor træls, skat? ? eller noget lignende. Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay ? hvorfor så ikke ?trøste? mig?
Forstå at jeg ikke altid har lyst til sex ? men altid har lyst til dig. I mine øjne behøver det bare ikke altid at have noget med sex at gøre ? men det kan også være at putte, kysse, kramme og have en hyggelig aften/dag, hvor vi er tætte og nære ? men ikke inden i hinanden
X:
X syntes, efter han var kommet hjem, at det var latterligt at det var nødvendigt at skrive sådan noget til hinanden og han sagde “At vi elsker hinanden er nok, så skal det nok gå”.
X om Maibritt:
Ja… Her havde han slet ikke noget at sige…
Sammen:
Dette punkt skrev jeg jo så…
Tænk positivt om hinanden
I vil hinanden det bedste
I vil hinanden
Tænk før I taler
Vær lydhør overfor hinanden
Prøv intenst at forstå hinanden
Acceptere at uenighed er en del af et forhold ? og ikke nødvendigvis er en dårlig ting ? mere en naturlig del af et parforhold
Husk jer selv og hinanden på hvorfor I er sammen, hvor gode I er sammen
Jeg synes det er SÅ KLAMT, at jeg havde sådan nogle tanker om min ekskæreste og vores forhold, som jeg havde – da vi VAR SAMMEN…
Nu har jeg ikke været i andre rigtige forhold end dette, så min referenceramme er ikke-eksisterende, men altså… Et parforhold skal da ikke være sådan, at man oprigtig er i tvivl om, ens kæreste vil én det bedste eller ej, at man ikke har tillid til personen og at man finder det nødvendigt at skrive en længere smøre på sin pc – for faktisk nok mest at overtale sig selv i, at det er noget pjat at forholdet er lort, end det er for rent faktisk at redde det. Og det er så klamt at jeg skulle skrive følgende til mig selv;
“Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay ? hvorfor så ikke ?trøste? mig?” For han trøstede aldrig og dét der med at forsone, det gjorde han heller aldrig. Det var altid ham der startede balladen og mig der på pædagogisk psykologisk vis prøvede at forsone os – så vi og vores forhold kunne lære af “snakken” og blive klogere og stærkere. Jeg slæbte det hele, jeg knækkede og fik nok.
Jeg har i andre indlæg skrevet om X, så I ved godt nogle ting jo – hvis ikke – tjek min blog ud heh;), og I ved godt vi gik fra hinanden. Vi gik fra hinanden cirka 3 uger efter jeg skrev denne forventningsafstemning… Jeg anede ikke på daværende tidspunkt, at jeg ikke elskede ham mere. Jeg troede virkelig at jeg elskede ham. Vi snakkede om børn og at opbygge firma sammen, når jeg var færdig på uni (ja ja, noget modsatrettede ønsker for fremtiden, det ved jeg). Jeg fandt jo så ud af, at jeg ikke elskede ham. Jeg fandt ud af, at han skræmte mig. Jeg fandt ud af, at han jo frastjal mig mig mere og mere. Jeg fandt ud af, at det ikke var rigtigt for mig at være sammen med ham. Men inden jeg fandt ud af det – det slog mig som en hammer, en hammer kastet af ham og hans manipulerende væsen(!), men da den ramte, kunne jeg jo godt se, at det ikke er normalt – i min optik – at tænke sådan som jeg gjorde… Det gik op for mig hvor meget forholdet var en kamp for at nå til det bedre, hvor det bedre bare aldrig rigtig kom – når det var der i korte glimt, frygtede jeg hvornår han ville tage smilet fra min mund og det gode humør fra min krop – for jeg vidste det ventede rundt om hjørnet hele tiden.
– Men altså hallo, I mere forholds-erfarede end mig – at jeg havde sådan nogle tanker, det er unormalt, ikke? Det er klare tegn på et usundt forhold, ikke?
…Ja, jeg er stadig i tvivl, fordi jeg er en knust person her bagefter (når det kommer til mænd og parforhold) – og min referenceramme er sjovt nok ikke lige blevet større siden, heh;)
Anyways…
Jeg skrev også nogle forslag til hvordan vi kunne komme videre fra at være i krise – og til at finde hinanden igen (hvilket vi jo ikke nåde, inden jeg gik fra ham)… Ikke at jeg skal kalde mig for et “forholdsorakel” (for jeg er i virkelig det modsatte), men jeg synes faktisk at de opgaver/lege jeg kom frem med, den aften sidst i September, var helt udmærket – så dem kan I godt lade jer inspirere af;) heh.
Opgaver/lege:
Skriv brev til hinanden om
Om; Det I bedst kan lide ved hinanden ? og jeres forhold – og hvorfor
Skriv sedler til hinanden om
Det I bedst kan lide ved hinanden ? og jeres forhold – og hvorfor – Som I kan give til hinanden løbende
Arranger kæresteweekend
Arranger kærestetid i hverdagen ? så tit I kan
Ros hinanden ? værdsæt hinanden
Kys og kram hinanden flere gange dagligt
Vær ærlige overfor hinanden – Men med en omtanke; er det her nødvendigt at sige ? kan det gøre ham/hende ked af det, hvilket ikke er nødvendigt? Er det nødvendigt for mig at komme af med?
Hav sex på nye måder – Skriv jeres fantasier ned på sedler og træk en ny hver gang
Men haahah, nogle af disse viser også bare hvor langt ude lortet min eks’s og jegs forhold var, for altså… Punkter som disse; “Ros hinanden ? værdsæt hinanden, Kys og kram hinanden flere gange dagligt og Vær ærlige overfor hinanden” – burde da være i et velfungerede voksent parforhold helt af sig selv, ikke? Altså… Vi var jo relativ unge (jeg trak vores gennemsnitsalder noget ned, hahhahah) og havde ingen børn i hverdagen… Og vi havde ikke en gang været sammen i et år… Og vi var lige flyttet sammen i det lækreste hus… Vi burde have været lykkelige, ikke? Det burde ikke have været sådan, vel?
Misforstå mig ikke, jeg vidste det var den rigtige beslutning at gå fra ham. Men det er mere… Jeg har ret i, at have sådan nogle tanker i ens forhold er usunde, ikke?
Jeg håber I nød indlægget – og I skal være meget velkommen til at svare:)
Billedet er for iøvrigt er lavet i samarbejde med; Bitmoji.
Der behøver ingen introduktion til dette digt, ud over; når jeg skriver; lille du, refererer jeg til min afdøde tvillingesøster, som der BTW kaldes; lillesøster.
Det er sjovt som livet pludseligt kan forandre sig.
Bedst som du troede lykken var med dig på din vej,
Dukker fanden op og dolker dig.
Du var ikke advaret, det var uden varsel.
Ak, sådan er det vel? At følge livets karrusel.
?Hvad skal jeg nu foretage mig?? Spørger jeg og kigger ned ad min nu så tomme vej.
?Hvilke muligheder har jeg nu?? Svar du blot, lille du.
Det du skal til at læse nu, skrev jeg for cirka 3 år siden, da jeg var i udlandspraktik i Thailand. Det handler ikke om Thailand, det handler om noget helt andet. Det handler om nok dét som er menneskets største eksistentielle dilemma. Jeg fandt det i dag, da jeg ryddede op på mine eksterne hukommelser til min PC.
…Hov, hent lige en kleenex inden du læser, ikke;)
Her til aften har jeg set en film sammen med nogle af mine veninder. Filmen handlede om, hvordan en søster – genetisk manipuleret – var kommet til verden for at redde sin søster fra leukæmi. Filmen sluttede med, at den cancer-ramte søster døde og det gik op for den genetisk manipulerde søster, at hun ikke var kommet til verden for at redde hende, men for at være hendes søster. Og idet gik det op for hende, hvilken fantastisk søster den cancer-ramte havde været for hende ? at deres søskendebånd var dét det hele handlede om. Efter den cancer-ramte søster døde var hendes familie på kirkegården for, at ligge hende til hvile og årerne efterfølgende afholdte hele familien ferie det samme sted, hvert år på akkurat samme tidspunkt, i minde om hende.
Det fik mig til at tænke på dig, Lillesøster. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg ikke var der for dig. Du døde LIGE ved siden af mig. Nogle specialister har siden fortalt mig, at tvillinger har et specielt bånd, som ingen andre har og ingen andre nogensinde vil forstå. Jeg ved, at ingen andre forstår det, det kan jeg mærke på folk, når jeg snakker med dem om det og dig. Men, hvor blev vores specielle bånd af, da du havde brug for styrke fra mig til at (over)leve? Hvorfor sansede jeg ikke, med det samme, at dit hjerte stoppede og dit liv ebbede ud? Hvorfor? Jeg kunne have skreget og vækket mor i tide, jeg kunne have gået ind i din sjæl og bedt dig om at holde ud, jeg kunne have overført dig noget energi. Jeg kunne have gjort så meget, tror jeg.
Jeg mindes alle de gange jeg besøgte dig oppe på kirkegården. (På den gravplads der så fejlagtigt blev taget fra mig). Hvordan jeg lagde breve til dig. Jeg mindes hvor meget jeg snakkede med dig. Jeg har så mange minder om dig, men ikke med dig.
Igen i aften gik det op for mig ? imens jeg sidder her i Thailand på mit livs rejse ? at dette atter er noget jeg gør med dig i mine tanker. Du er der altid. Jeg føler, at jeg skal leve mit liv for to, og den skræmmende tanke er, at jeg er bange for, om jeg gør det godt nok. Jeg er bange for, når vi atter bliver forenet, om du er tilfreds med det liv, jeg har levet for os. Dette er ingen klagesang jeg kommer med. Det er helt okay, at det er sådan her. For det er mig, der er den levende del af os, det er mig, der er her fysisk til at kunne gøre handlingerne. Igen skal du vide, at hvis det var muligt, så byttede vi plads. Ikke for evigt, men bare nogle gange i løbet af et år, så du kunne opleve livet og ikke være det franarret. For jeg vil omvendt heller ikke ønske for nogen ? slet ikke dig ? at leve med denne form for eksistentialistisk smerte, hvis det nu var dig der levede og mig der var død. Sådan noget her, er da vidst det, man kalder et af livets store dilemmaer!
Det er unfair at du kom til verden ? kun for at dø.
?Kun for at dø? Jeg ved du kæmpede en brag kamp for ikke at dø. Hele to gange klarede du kampen, men ikke tredje. Jeg ved ikke hvilken religiøs herre du sidder oppe ved, hvis du overhovedet gør det, men hvis du gør, så vil jeg gerne have et alvorsord med ham. Jeg vil høre, årsagen, jeg vil have svaret på mit evige spørgsmål; Hvorfor skulle vi skilles ad og hvorfor sådan? Hvorfor skulle du have de tre måneder, hvorfor skulle du pines, hvorfor skulle du franarres livet? Svaret må være, at englene manglede en pige, der ikke var favoriseret at jordiske elementer. Men problemet er, at jeg ikke helt tror på sådan noget. Jeg ville gerne, men dit fravær er paradoksalt også årsagen bag, at jeg ikke kan. På dette område er jeg et rod.
I filmen troede den genetisk manipulerede søster på, at hendes cancer-ramte søster var blevet en lille del af den blå himmel. Det tror jeg ikke på, du er. For hver gang jeg tænker på dig, så kikker jeg op på stjernerne. Jeg tror, at du sidder deroppe i blandt ? som en stjerne. Jeg tror, du sidder deroppe iblandt og kigger ned på din familie. Det er lidt fjollet, at jeg skriver det nu, efter jeg lige har klargjort, hvor meget jeg ikke tror på overnaturlige ting. Men der gemmer sig endnu et dilemma inden i mig? For du er jo ikke overnaturlig og du er så absolut ikke en TING. Du er min tvillingesøster ? du er en del af mig. Min tro på, at du sidder deroppe iblandt stjernerne kommer garanteret af, mit behov for at vide, at du ikke er væk for evigt. For det ville jeg ikke kunne holde ud at tænke på. Det ville betyde, at en del af mig også er væk for evigt. Jeg vil altid tro på dig. Og du vil altid kunne stole på mig. Jeg vil leve mit liv, som var det dit. Jeg vil leve vores liv, så godt jeg kan.
Jeg savner dog din gravplads. Det er der, jeg snakkede allermest med dig. Det var der, jeg var tættest på dig og kunne føle dig allermest. Jeg forbander ham, som tog den fra os, og alt hans væsen, det skal du vide.
Allermest så savner jeg dig. Jeg er så ked af det lige nu, fordi det igen gik op for mig, da jeg så filmen, at du stadig mangler og det gør ondt at vide, at du altid vil det. Det er ulideligt og unfair.
Jeg har været i Thailand i 5 måneder nu og har flere gange haft lyst til at skrive om noget emotionelt, det rør sig inde i mig. Men det der rent faktisk fik mig til det, var da det var noget, der handlede om dig, Lillesøster. Jeg tror på, at specialisterne har ret. Vi har et specielt bånd, du og jeg. Nogen gange ødelægger båndet mig, men det er intet op imod hvad du definitivt har været oppe imod. Jeg er bare ked af, at båndet ikke reddede dig,
Til dig der læser dette. Idet du læste det skrevne ovenfor, gik det op for dig, at det var mig noget meget personligt og yderst følsomt. Men, det er min historie og jeg er et menneske ligesom dig ? med alle former for følelser. Vi har alle noget at være oppe imod ? og det vi nogen gange er oppe imod, kan få os SÅ langt ned på et splitsekund. Det tror jeg på, er helt normalt og naturligt. Hvordan vi bearbejder det er forskelligt, jeg bearbejder det ved at skrive.
Hvorfor jeg vælger at offentliggøre det? Min blog handler om at være menneske. Og et menneske er ikke perfekt, det tænker både rationelt og irrationelt. Det skrevne ovenfor er mig, når mine tanker tager en vandring ned af irrationalitetens gang. Noget af det, jeg er oppe imod – igen og igen – i mit liv ? er tabet af min tvillingesøster. Og det skammer jeg mig på intet tidspunkt over.
Det her digt har jeg også skrevet til ham min ven, jeg omtaler i dette indlæg; Forelskelsens lange arme
Jeg skrev også dette digt, imens jeg var på arbejde. Uha, hvor var jeg håbløs forelsket – og i lang tid. For jeg turde jo ikke gøre noget ved det… Jeg gik bare selv med det. Jeg prøvede og undertrykke det. Hvorfor? Tjaa… Fordi jeg ikke turde og tage springet-
andet end i mine tanker. Dér havde jeg taget chancen med at bryde tavsheden overfor ham, angående min forelskelse i ham, længe. Min forelske i ham hang længe stædigt i mig – ligesom vintergækker der bryder op af selv frossen jord.
Jeg sad og ryddede op i min computer og fandt en masse jeg havde skrevet til min eks. Det jeg fandt var vidst tiltænkt som breve – som han selvfølgelig aldrig skulle se.
Jeg fandt nogle dokumenter, som jeg ikke vil dele med jer. Jeg føler simpelthen at jeg ikke kan være det bekendt overfor ham og hans. Men det her digt… Det må I gerne se. Det fortæller lidt. Det fortæller lidt om mine følelser i al hurlumhejet – men det fortæller ikke om hvad der rent faktisk er foregået. Det holder jeg for mig selv, ham og ja, de nærmeste. Det er der måske ikke så mange “likes” og delinger i. Men det er mennesker og liv, det her – ikke en butik.
Jeg sad vidst og skrev dette digt, da jeg sad til forelæsning på uni. Okay, der kommer lige lidt historie i historien… Den sidste del af mit forhold med- og til ham var så dårligt, at jeg brugte hver køretur fra Hvilsom, hvor vi boede, til Aalborg universitet på at snakke med mig selv. Jeg snakkede med mig selv, fordi jeg prøvede at finde hoved og hale i, hvad der lige skete med ham og jeg. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi konstant havde gnidninger. SERIØSE gnidninger – og det er dem, jeg ikke kan dele med jer, desværre. At snakke med mig selv i bilen var en bearbejdelsesproces for mig – ligesom at skrive er, det er bare meget besværligt at gøre, imens man kører, så jeg skrev nogle gange tankerne ned, når jeg ramte uni.
Hen ad vejen (nærmest bogstaveligt talt, haha) kunne jeg godt se det – jeg kunne godt se, at problemet ikke var os – det var ham (ja, det lyder vildt koldt at skrive, men det er rigtigt). Men i lang tid vidste jeg det ikke. Ikke helt. Ikke rigtigt. Eller også ville jeg ikke erkende det. Jeg var nok ikke klar til at erkende det. Jeg ved det stadig ikke.
Men, da jeg kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere, erkendte jeg mere og mere;
jeg gik fra at være den altid smilende, glade, overskudsagtige og sociale pige til at være hende, som ikke følte hun måtte være glad, havde svært ved at smile, havde meget mindre overskud og næsten aldrig så sine veninder og venner mere –
jeg gik fra at være stærke Maibritt, som kunne klare så meget, til at være pigen som åbenbart blev skubbet rundt i manegen (dette fatter jeg stadig ikke den dag i dag – jeg lærer aldrig at betegne mig selv som svag) –
jeg gik fra at være hende som altid kunne bevare roen, til at være hende som har; råbt, skreget, grædt, tabt følelse med egen krop i et frustrationsudbrud, hvilket forårsagede at jeg pludselig lå på gulvet (læs; “jeg tabte mine ben”) – stor hulkende (imens han kiggede koldt på mig og bagefter grinte) og været tilnærmelsesvis voldelig – fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.
Jeg har nærmest ordret stået og sagt til ham;
“Du skal fremadrettet ikke have lov til at gøre mig så ked af det mere. Næste gang er det mig, der går en tur for at køle af, ikke dig. Du skal ikke have den her magt over mig. Jeg vil ikke tillade det mere”.
Ja, nu sidder I nok og tænker; “hvorfor slog du ikke op der?” Hahahha, ja, det forstår man nok ikke, hvis man ikke har været i sådan et forhold, som dette var.
Men.. Jeg var på vej til at gøre det forbi med ham… Dette digt skrev jeg ikke ret lang tid inden, jeg slog op med ham – da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne klare mere. At forholdet var for mærkeligt og jeg selv var ved at “connecte med min egen selvrespekt igen”. Og dog… (I fornemmer nok i digtet, at jeg var mega meget forvirret). Men, hahahhah, det er vidst ikke så mærkelig…
Det her digt skrev jeg en dag, imens jeg var på arbejde. Jeg blev simpelthen nødt til at skrive nogle af mine tanker ned – og nogle gange er mine tanker rimende, som I nok har fundet ud af efterhånden, heh.
Digtet omhandler min forelskelse i faktisk en af mine daværende tætteste drengevenner. Jeg kan fortælle jer, at vi kun forblev venner… Og stadig er det den dag i dag. Der er intet akavet i det.
Faktisk så forelskede han sig i en mine bedste veninder (som var en af hans og jegs fællesvenner) og mine følelser kom der da fuldstændig låg på (jeg knallede også en anden – faktisk hans bedste kammerart, en af hans, hendes og mine bedste venner), hvilket jeg havde gjort længe på daværende tidspunkt… Det var noget mærkelig noget, kan jeg se i dag, men det var fint dengang, heh – hvad man ikke kunne da man var yngre, right? thihi.
Tilmed kan jeg fortælle, at den veninde som ham jeg var forelsket i, forelskede sig i, hende og jeg bor sammen den dag i dag. Det gik heller ikke med dem. I har nok opdaget at vi alle var venner, og da jeg altid har været psykolog-veninden (I’m not kidding!), snakkede jeg med den begge to om de to – og de fortalte at de begge to godt kunne lide hinanden, men ingen af dem turde vidst ikke at gøre noget ved det…
Nu er de begge to kærester med nogle andre og glade… Jeg er single, og mindre glad, men sådan er det jo;) hahahha
Tilbage til digtet om hvor besværlig den der forelskelse og kærlighed kan være at håndtere (men man jo intet andet valg har, end at gå hvorhen stiger følger dig, right?!);
Kærligheden har mange arme,
Nogen er kolde, nogen er varme.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af temperaturen på din,
Det eneste jeg ved er, at jeg vil ha? at du skal være min.
Jeg fortryder sådan at jeg ikke gjorde noget før,
Men du sagde jo at du skulle have tid,
Til at finde ud af hvad der i dit hjerte sig rør.
Nu kan det være at du bliver taget af hende den anden,
Imens jeg føler jeg står i baggrunden og råber
?Hva? fanden?!?
Jeg er forelsket i dig,
Det må jeg sku indrømme,
Men jeg er bange for at jeg kun får dig i mine drømme.
Jeg vil så gerne fortælle præcist hvad det er du har gjort og om hvilken frygtelig skadet person, jeg synes, du er. Men, du er jo nogens søn, bror, fætter, far og forbillede ? hvilket faktisk er en skræmmende tanke. Men tanken stopper mig alligevel i at skrive det meste. Og det er klamt i sig selv? Jeg burde nemlig være ligeglad med dig og dine følelser, for du gjorde jo et så stort arbejde i at ødelægge mig. Hvorfor skulle jeg skåne dig? Ja, for nogen giver det ingen mening, men for mig gør det. Jeg skåner dig at blive udleveret; jeg skåner dig for at jeg skriver ordret, kronologisk og affektivt hvad du har gjort og hvilket menneske du er ? fordi; jeg er et bedre menneske end dig. Ja, det lyder ekstremt firkantet formuleret, men det er altså dét, jeg er nået frem til. Jeg kunne nemlig aldrig såre et menneske, på den måde som du sårede mig det meste af vores forhold igennem ? for ikke at snakke om bagefter, da puslespillet gik op.
Jeg skriver jo heller ikke, at du er et dårligt menneske. Jeg skriver bare at du ikke er et lige så godt et, som jeg er. Og ja, det lyder ekstremt selvglad fra min side af ? sådan skal det ikke forstås. Det handler ikke om at være bedst i al almindelighed, det handler om; forståelsen for almenmenneskelig respekt (især overfor de mennesker der er nærmest en), respektfuld-, omsorgsgivende-, empatisk-, solidarisk- og hensynstagende adfærd (især overfor de mennesker der er nærmest en) ? og andre småting i samme boldgade. I disse kategorier, som et velfungerede voksent menneske oftest bisidder, havde jeg den største forståelse og anvendelsesdygtighed ? mildt sagt. Med disse kategorier sat i fokus er jeg et bedre menneske end dig. Punktum.
Men det er ingen trøst for mig. Hvad skal jeg bruge det til?
Hurra (eller t-løk? som du koldt ville have sagt), jeg er et bedre menneske end dig ? hvad hjælper den følelse, hvis jeg ikke føler mig som mig selv, ikke ved hvem jeg selv helt er mere og værst af alt; jeg ikke er tilfreds med mit eget liv mere (eller igen)? Jeg gentager:
JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG.
Heldigvis er jeg meget modstandsdygtig. Jeg skal nok klare mig og komme ovenpå igen ? jeg er godt på vej ? jeg har folk omkring mig som elsker mig<3. Jeg er bekymret for at du ikke kommer det. Jeg er KUN bekymret, ikke ked af det. Jeg har intet at være ked af. Du ligger virkelig i sengen, du selv har redt.
Jeg ryster stadig på hovedet og smiler ved tanken om alle de ting, som du har budt mig ? alle de ting som jeg har fundet mig i. Jeg smiler fordi det giver så meget mening nu. Ingen normale mennesker er jo sådan.
Jeg lod dig desværre gøre det, fordi jeg ikke vidste andet ? du var min første rigtige kæreste og jeg havde ingen referenceramme at sammenligne med, så jeg troede at det var normalt? Hahahha, nu griner jeg. Egentlig skylder jeg dig en kæmpe tak; en kæmpe tak for, du har givet mig nok ét at mit livs største lektier, nemlig; Hvis han lugter af lort, så er han en lort!
JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG ? men jeg takker også. Livet handler for fanden da bare om oplevelser ? og du var en ekstrem dårlig én af dem. Hverken mere eller mindre. Bare det. Bare.
Til den som læser dette og bliver arrig: Dette er også min historie og jeg fortæller den, hvis jeg har lyst ? og guess what; det havde jeg;) Hvis du synes det er at udlevere ham, der ikke er blevet nævnt, så pis af; han gjorde værre ting mod mig ? og han kendte til min blog og nogle af mine blogemner.
Til dig som læser dette og bliver bekymret: Jeg har det stort set fint. Hændelsen med HAM, lorten, skete i sammenhæng med en masse andet lort, hvorfor jeg nok lyder mere medtaget og påvirket end ellers forventet.
En sidste bemærkning; jeg har villet skrive om dette i i hvert fald to måneder nu, og det er først nu jeg gør det. For jeg skulle gøre op med tanken om, jeg ville udlevere så meget af mig selv? Men altså. Jeg er jo ikke alene i denne båd ? flere end mig har lignende oplevelser, så jeg gjorde det. Bum!
