Da jeg gik fra min eks, tilbage i Oktober måned, var jeg et smut omkring min daværende nye læge, og vi kom til at snakke om, hvad jeg havde været udsat for via. min eks og i min fortid – og han sagde da; “en kvinde som dig, med din baggrund, er altid sammen med de forkerte mænd, mænd der er farlige for dem”. Aha, tænkte jeg. Skide fedt. Tænkte jeg også – ganske ironisk, jovist.

Min eks var jo en manipulator og syg i sindet, så en dag sagde han til mig, at han havde været sammen med en kvinde, som først efter havde fortalt ham at hun rent faktisk havde HIV – jeg gætter på at de ikke havde beskyttet sex? Men den dag i dag, tror jeg bare det var en stor hvid klam manipulator-løgn.

Anyways, kort efter gik jeg – sjovt nok – fra ham (der er jo grænser for hvad man kan finde sig i / grænsen for hvad jeg synes, jeg burde finde mig i, var på daværende tidspunkt for længst overskredet, skal lige siges).

Så jeg gik selvfølgelig til min daværende nye læge (jeg var flyttet til en ny kommune) og sagde, at jeg gerne ville tjekkes for HIV. Han kiggede på mig. Og sagde ingenting. Han stirrede bare. Tavsheden blev brudt af, at jeg sagde at jeg IKKE var en “rundetrunte”, og fortalte da om min eks og hans julelege med mig. Så fik jeg min HIVtest:) heh. (Den vidste BTW ingenting).

Lægen begyndte at fortælle mig hvordan jeg psykologisk skulle forholde mig til, hvad jeg havde været udsat for – men jeg kortede ham af, og fortalte ham om min fortid med at være seksuelt misbrugt og at jeg i mange år, havde været vant til at skulle tænke, som han præsenterede mig for. OG SÅ KOM DET!

Da ændrede hans toneleje sig. Min læge kiggede nærmest sorgmodigt på mig og sagde;“Kvinder som har været udsat for det du har, ender altid med at være sammen med de forkerte mænd, mænd som er farlige for dem, mænd som vil dem ondt. I bliver ubevidst tiltrukket imod det/dem. Du skal passe på dig selv”.

Ja… Så jeg gik derfra og tænkte; “måske skulle jeg prøve kvinder?” Aaaaaj, spøg til side.

Jeg gik derfra og tænkte; “Fedt. Bare skub til min allerede eksisterende paranoia, når det kommer til mænd – skide god idé, hr, læge!!” Men altså, jeg kan jo ikke helt forkaste hvad han sagde, for det giver jo mening rent psykologisk, hvis vi kigger ud i samfundet kan vi jo se hans pointe…

Jeg er dog heller ikke selv uden skyld, når det kommer til mænd. Jeg er eddersparkeneme verdensmester i at skubbe dem væk fra mig – både fysisk, hvis de kommer for tæt på, og hvis de er tætte på, så også psykisk/følelsesmæssigt. Der skal nærmest opstå noget magisk, hvis du, som mand, kommer forbi min fæstning.. Eller, sådan har det været. Siden min læge sagde det dér til mig, har jeg virkelig arbejdet meget med mig selv angående at give mænd en chance – og at jeg skal FØLE meget efter – på godt og ondt angående dem. At jeg så igen har brændt nallerne igen her for nylig, det er jo en del af gamet – det kender vi vidst alle sammen, ikke? heh.

Jeg har siden været hos min læge, som forlængede det han før havde sagt med; “Du skal vælge mænd, som er gode for dig”. “Aaaah, tænkte jeg – SOM OM JEG IKKE VAR KLAR OVER DET, SHERLOCK”?! Jeg sagde da til ham; “Hvordan ved jeg, om de er gode for mig og ikke bare lader som om, indtil helvede bryder løs, ligesom ved min eks?”. Da gav min læge mig faktisk noget specifikt at se efter og spørge om… På første date. Såsom; job, planer for fremtiden, vision for fremtiden… Nogle ting jeg ikke engang selv ville kunne svare på – og da var min læges konklusion; så har man ikke rent mel i posen, hvis man ikke ved det…

Aha. Jeg køber det ikke helt, gør I? I så fald er min egen tilgang blevet meget mere laid back; jeg tager det som det kommer,  helt stille og roligt. Jeg ved jeg nu har styrken!

Refleksion:

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om, læger siger sådan noget til deres patienter, som min læge sagde til mig. Jeg kan godt se, at det var for at hjælpe mig, forberede mig, gøre mig klar over tendensen, så jeg kunne undgå den (men kan man det? Og i så fald; hvordan?). Min læge sparkede virkelig til min frygt om, at jeg aldrig finder en, som vil mig oprigtigt. Men jeg tysser den ned. Man kan jo forhelvede ikke leve uden troen på opnåelsen af kærlighed (adr, det er lige før jeg kaster op, når jeg skriver sådan noget aka. jeg er ikke den store romantiker, men ordenes betydning mener jeg faktisk i fulde alvor).

Yay, dette blev vidst mit korteste indlæg til dato! yay me – de bliver sku altid så pisse lange, synes jeg…

Ha´en god dag derude:*

Tootles, Maibritt

Lad dette være en lektie om hvordan et forhold IKKE skal være. Hvordan man IKKE skal tænke i et forhold, hvor man skulle forestille at elske og respektere hinanden – og ikke mindst; ville hinanden det bedste.

 

Det skete jo ret tit, at vi skændes, min eks og jeg – eller snakkede meget om “os” og han truede med at gå fra mig… En aften efter en af vores evig-igangværende snakke om os, prøvede jeg at lave en skriftlig forventningsafstemning til os – som han egentlig var med til – indtil han kom hjem igen (han tog nogle gange hjemmefra), så synes han det var en fjollet idé… Min forventningsafstemning omhandlede; 

Maibritt:

Jeg skal blive bedre til;

• Ikke at tage alt hvad X siger som et angreb
•  At have tillid til at X altid vil mig det bedste
• Ikke at være så stolt
• At indse at det er okay at fejle
• Ikke altid give X skylden
• At lade ?det? ligge ? at sige pyt
• Ikke at tage alt som noget vigtigt
• Ikke altid at være bange for at miste X og forholdet
• At have tillid til X
• At have tiltro til forholdet
• At acceptere at uenighed er en del af et forhold ? og ikke nødvendigvis er en dårlig ting ? mere en naturlig del af et parforhold
• At værdsætte X mere og vise ham det mere
• At lægge op til sex ? når jeg reel har lyst til det
• At modtage kærlighed

Maibritt om X:

• Forstå at jeg nogle gange har brug for ?at læsse af? ? uden af det skal snakkes om (altså om ting som ikke omhandler dig eller os, f.eks. skolerelateret) ? men at du bare skal give mig kærlighed (knus og kys) og sige, ?Aj, hvor træls, skat? ? eller noget lignende. Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay ? hvorfor så ikke ?trøste? mig?
• Forstå at jeg ikke altid har lyst til sex ? men altid har lyst til dig. I mine øjne behøver det bare ikke altid at have noget med sex at gøre ? men det kan også være at putte, kysse, kramme og have en hyggelig aften/dag, hvor vi er tætte og nære ? men ikke inden i hinanden

X:

 X syntes, efter han var kommet hjem, at det var latterligt at det var nødvendigt at skrive sådan noget til hinanden og han sagde “At vi elsker hinanden er nok, så skal det nok gå”. 

X om Maibritt:

 Ja… Her havde han slet ikke noget at sige… 

Sammen:

Dette punkt skrev jeg jo så… 

•  Tænk positivt om hinanden
•  I vil hinanden det bedste
•   I vil hinanden
• Tænk før I taler
• Vær lydhør overfor hinanden
• Prøv intenst at forstå hinanden
• Acceptere at uenighed er en del af et forhold ? og ikke nødvendigvis er en dårlig ting ? mere en naturlig del af et parforhold
• Husk jer selv og hinanden på hvorfor I er sammen, hvor gode I er sammen

Jeg synes det er SÅ KLAMT, at jeg havde sådan nogle tanker om min ekskæreste og vores forhold, som jeg havde – da vi VAR SAMMEN…

Nu har jeg ikke været i andre rigtige forhold end dette, så min referenceramme er ikke-eksisterende, men altså… Et parforhold skal da ikke være sådan, at man oprigtig er i tvivl om, ens kæreste vil én det bedste eller ej, at man ikke har tillid til personen og at man finder det nødvendigt at skrive en længere smøre på sin pc – for faktisk nok mest at overtale sig selv i, at det er noget pjat at forholdet er lort, end det er for rent faktisk at redde det. Og det er så klamt at jeg skulle skrive følgende til mig selv;

“Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay ? hvorfor så ikke ?trøste? mig?” For han trøstede aldrig og dét der med at forsone, det gjorde han heller aldrig. Det var altid ham der startede balladen og mig der på pædagogisk psykologisk vis prøvede at forsone os – så vi og vores forhold kunne lære af “snakken” og blive klogere og stærkere. Jeg slæbte det hele, jeg knækkede og fik nok.

Jeg har i andre indlæg skrevet om X, så I ved godt nogle ting jo – hvis ikke – tjek min blog ud heh;), og I ved godt vi gik fra hinanden. Vi gik fra hinanden cirka 3 uger efter jeg skrev denne forventningsafstemning… Jeg anede ikke på daværende tidspunkt, at jeg ikke elskede ham mere. Jeg troede virkelig at jeg elskede ham. Vi snakkede om børn og at opbygge firma sammen, når jeg var færdig på uni (ja ja, noget modsatrettede ønsker for fremtiden, det ved jeg). Jeg fandt jo så ud af, at jeg ikke elskede ham. Jeg fandt ud af, at han skræmte mig. Jeg fandt ud af, at han jo frastjal mig mig mere og mere. Jeg fandt ud af, at det ikke var rigtigt for mig at være sammen med ham. Men inden jeg fandt ud af det – det slog mig som en hammer, en hammer kastet af ham og hans manipulerende væsen(!), men da den ramte, kunne jeg jo godt se, at det ikke er normalt – i min optik – at tænke sådan som jeg gjorde… Det gik op for mig hvor meget forholdet var en kamp for at nå til det bedre, hvor det bedre bare aldrig rigtig kom – når det var der i korte glimt, frygtede jeg hvornår han ville tage smilet fra min mund og det gode humør fra min krop – for jeg vidste det ventede rundt om hjørnet hele tiden. 

– Men altså hallo, I mere forholds-erfarede end mig – at jeg havde sådan nogle tanker, det er unormalt, ikke? Det er klare tegn på et usundt forhold, ikke? 

…Ja, jeg er stadig i tvivl, fordi jeg er en knust person her bagefter (når det kommer til mænd og parforhold) – og min referenceramme er sjovt nok ikke lige blevet større siden, heh;) 

Anyways… 

Jeg skrev også nogle forslag til hvordan vi kunne komme videre fra at være i krise – og til at finde hinanden igen (hvilket vi jo ikke nåde, inden jeg gik fra ham)… Ikke at jeg skal kalde mig for et “forholdsorakel” (for jeg er i virkelig det modsatte), men jeg synes faktisk at de opgaver/lege jeg kom frem med, den aften sidst i September, var helt udmærket – så dem kan I godt lade jer inspirere af;) heh. 

Opgaver/lege:

• Skriv brev til hinanden om
•  Om; Det I bedst kan lide ved hinanden ? og jeres forhold –  og hvorfor
• Skriv sedler til hinanden om
•  Det I bedst kan lide ved hinanden ? og jeres forhold –  og hvorfor – Som I kan give til hinanden løbende
• Arranger kæresteweekend
• Arranger kærestetid i hverdagen ? så tit I kan
• Ros hinanden ? værdsæt hinanden
• Kys og kram hinanden flere gange dagligt
• Vær ærlige overfor hinanden – Men med en omtanke; er det her nødvendigt at sige ? kan det gøre ham/hende ked af det, hvilket ikke er nødvendigt? Er det nødvendigt for mig at komme af med?
•  Hav sex på nye måder – Skriv jeres fantasier ned på sedler og træk en ny hver gang

   Men haahah, nogle af disse viser også bare hvor langt ude lortet min eks’s og jegs forhold var, for altså… Punkter som disse; “Ros hinanden ? værdsæt hinanden, Kys og kram hinanden flere gange dagligt og Vær ærlige overfor hinanden” – burde da være i et velfungerede voksent parforhold helt af sig selv, ikke? Altså… Vi var jo relativ unge (jeg trak vores gennemsnitsalder noget ned, hahhahah) og havde ingen børn i hverdagen… Og vi havde ikke en gang været sammen i et år… Og vi var lige flyttet sammen i det lækreste hus… Vi burde have været lykkelige, ikke? Det burde ikke have været sådan, vel? 

  Misforstå mig ikke, jeg vidste det var den rigtige beslutning at gå fra ham. Men det er mere… Jeg har ret i, at have sådan nogle tanker i ens forhold er usunde, ikke? 

   Jeg håber I nød indlægget – og I skal være meget velkommen til at svare:)

   Billedet er for iøvrigt er lavet i samarbejde med; Bitmoji.

Det her digt har jeg også skrevet til ham min ven, jeg omtaler i dette indlæg; Forelskelsens lange arme

Jeg skrev også dette digt, imens jeg var på arbejde. Uha, hvor var jeg håbløs forelsket – og i lang tid. For jeg turde jo ikke gøre noget ved det… Jeg gik bare selv med det. Jeg prøvede og undertrykke det. Hvorfor? Tjaa… Fordi jeg ikke turde og tage springet-
andet end i mine tanker. Dér havde jeg taget chancen med at bryde tavsheden overfor ham, angående min forelskelse i ham, længe. Min forelske i ham hang længe stædigt i mig – ligesom vintergækker der bryder op af selv frossen jord.

Nattens stjerner blinker,

Billedet af dig står stærkt i mit indre.

Du betyder alt for mig,

Men jeg ved ikke hvad jeg betyder for dig.

 ________________________________________________

Jeg tror du synes jeg er sjov,

Men jeg vil gerne spørge om lov,

Til at få noget at vide om dine egentlige behov.

 __________________________________________________

Jeg synes ikke, at jeg spørger dig om noget særligt.

Jeg er sikker på, at vi to sammen kunne få det så herligt.

Det er ikke kærlighed, det er ikke had,

Det er noget andet.

Jeg ved bare ikke hvad.

Jeg sad og ryddede op i min computer og fandt en masse jeg havde skrevet til min eks. Det jeg fandt var vidst tiltænkt som breve – som han selvfølgelig aldrig skulle se.

Jeg fandt nogle dokumenter, som jeg ikke vil dele med jer. Jeg føler simpelthen at jeg ikke kan være det bekendt overfor ham og hans. Men det her digt… Det må I gerne se. Det fortæller lidt. Det fortæller lidt om mine følelser i al hurlumhejet – men det fortæller ikke om hvad der rent faktisk er foregået. Det holder jeg for mig selv, ham og ja, de nærmeste. Det er der måske ikke så mange “likes” og delinger i. Men det er mennesker og liv, det her – ikke en butik.

Jeg sad vidst og skrev dette digt, da jeg sad til forelæsning på uni. Okay, der kommer lige lidt historie i historien… Den sidste del af mit forhold med- og til ham var så dårligt, at jeg brugte hver køretur fra Hvilsom, hvor vi boede, til Aalborg universitet på at snakke med mig selv. Jeg snakkede med mig selv, fordi jeg prøvede at finde hoved og hale i, hvad der lige skete med ham og jeg. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi konstant havde gnidninger. SERIØSE gnidninger – og det er dem, jeg ikke kan dele med jer, desværre. At snakke med mig selv i bilen var en bearbejdelsesproces for mig – ligesom at skrive er, det er bare meget besværligt at gøre, imens man kører, så jeg skrev nogle gange tankerne ned, når jeg ramte uni.

Hen ad vejen (nærmest bogstaveligt talt, haha) kunne jeg godt se det – jeg kunne godt se, at problemet ikke var os – det var ham (ja, det lyder vildt koldt at skrive, men det er rigtigt). Men i lang tid vidste jeg det ikke. Ikke helt. Ikke rigtigt. Eller også ville jeg ikke erkende det. Jeg var nok ikke klar til at erkende det. Jeg ved det stadig ikke.

Men, da jeg kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere, erkendte jeg mere og mere;

jeg gik fra at være den altid smilende, glade, overskudsagtige og sociale pige  til at være hende, som ikke følte hun måtte være glad, havde svært ved at smile, havde meget mindre overskud og næsten aldrig så sine veninder og venner mere –

jeg gik fra at være stærke Maibritt, som kunne klare så meget, til at være pigen som åbenbart blev skubbet rundt i manegen (dette fatter jeg stadig ikke den dag i dag – jeg lærer aldrig at betegne mig selv som svag) –

jeg gik fra at være hende som altid kunne bevare roen, til at være hende som har; råbt, skreget, grædt, tabt følelse med egen krop i et frustrationsudbrud, hvilket forårsagede at jeg pludselig lå på gulvet (læs; “jeg tabte mine ben”) – stor hulkende (imens han kiggede koldt på mig og bagefter grinte) og været tilnærmelsesvis voldelig – fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

Jeg har nærmest ordret stået og sagt til ham;

“Du skal fremadrettet ikke have lov til at gøre mig så ked af det mere. Næste gang er det mig, der går en tur for at køle af, ikke dig. Du skal ikke have den her magt over mig. Jeg vil ikke tillade det mere”.

Ja, nu sidder I nok og tænker; “hvorfor slog du ikke op der?” Hahahha, ja, det forstår man nok ikke, hvis man ikke har været i sådan et forhold, som dette var.

Men.. Jeg var på vej til at gøre det forbi med ham… Dette digt skrev jeg ikke ret lang tid inden, jeg slog op med ham – da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne klare mere. At forholdet var for mærkeligt og jeg selv var ved at “connecte med min egen selvrespekt igen”. Og dog… (I fornemmer nok i digtet, at jeg var mega meget forvirret). Men, hahahhah, det er vidst ikke så mærkelig…

Alt er usikkert, intet er sikkert.

Stilladset hvorpå vi står,

Afgør desværre vejen,

På hvorhen vi går.

_______________________________

Vores fundament skrider og vakler,

Imens jeg skriger og kravler.

Kravler i håb om tryghed,

Men ender oftest med at være ked.

___________________________________

?Sammen klarer vi alt?

?Du mister mig ikke?

Reflekteres disse ord egentlig i vores blikke?

Jeg ved det ikke.

____________________________________

Jeg elsker dig ubeskriveligt

Og ud over alle grænser.

Jeg giver ikke op.

Men jeg giver ind.

_______________________________

Jeg er i afmagtens lænker,

Og ved ikke hvad jeg skal gøre længere.

Har intet begreb om, hvad der vil hjælpe.

Denne tanke får mig til at skælve. 

Det her digt skrev jeg en dag, imens jeg var på arbejde. Jeg blev simpelthen nødt til at skrive nogle af mine tanker ned – og nogle gange er mine tanker rimende, som I nok har fundet ud af efterhånden, heh.

Digtet omhandler min forelskelse i faktisk en af mine daværende tætteste drengevenner. Jeg kan fortælle jer, at vi kun forblev venner… Og stadig er det den dag i dag. Der er intet akavet i det.

Faktisk så forelskede han sig i en mine bedste veninder (som var en af hans og jegs fællesvenner) og mine følelser kom der da fuldstændig låg på (jeg knallede også en anden – faktisk hans bedste kammerart, en af hans, hendes og mine bedste venner), hvilket jeg havde gjort længe på daværende tidspunkt… Det var noget mærkelig noget, kan jeg se i dag, men det var fint dengang, heh – hvad man ikke kunne da man var yngre, right? thihi.

Tilmed kan jeg fortælle, at den veninde som ham jeg var forelsket i, forelskede sig i, hende og jeg bor sammen den dag i dag. Det gik heller ikke med dem. I har nok opdaget at vi alle var venner, og da jeg altid har været psykolog-veninden (I’m not kidding!), snakkede jeg med den begge to om de to – og de fortalte at de begge to godt kunne lide hinanden, men ingen af dem turde vidst ikke at gøre noget ved det…

Nu er de begge to kærester med nogle andre og glade… Jeg er single, og mindre glad, men sådan er det jo;) hahahha

Tilbage til digtet om hvor besværlig den der forelskelse og kærlighed kan være at håndtere (men man jo intet andet valg har, end at gå hvorhen stiger følger dig, right?!);

Kærligheden har mange arme,

Nogen er kolde, nogen er varme.

 

 

Jeg kan ikke rigtig finde ud af temperaturen på din,

Det eneste jeg ved er, at jeg vil ha? at du skal være min.

 

 

Jeg fortryder sådan at jeg ikke gjorde noget før,

Men du sagde jo at du skulle have tid,

Til at finde ud af hvad der i dit hjerte sig rør.

 

 

Nu kan det være at du bliver taget af hende den anden,

Imens jeg føler jeg står i baggrunden og råber

?Hva? fanden?!?

 

 

Jeg er forelsket i dig,

Det må jeg sku indrømme,

Men jeg er bange for at jeg kun får dig i mine drømme.

 

 

For jeg tror ikke jeg tør vise dig,

Følelserne mine, inden jeg har set dine.

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG. Og endnu mere hader jeg, at jeg var så blind – at du gjorde mig blind og jeg lod dig gøre det. Du tog mig væk fra mig. Stykke for stykke og et sekund af gangen.

Jeg vil så gerne fortælle præcist hvad det er du har gjort og om hvilken frygtelig skadet person, jeg synes, du er. Men, du er jo nogens søn, bror, fætter, far og forbillede ? hvilket faktisk er en skræmmende tanke. Men tanken stopper mig alligevel i at skrive det meste. Og det er klamt i sig selv? Jeg burde nemlig være ligeglad med dig og dine følelser, for du gjorde jo et så stort arbejde i at ødelægge mig. Hvorfor skulle jeg skåne dig? Ja, for nogen giver det ingen mening, men for mig gør det. Jeg skåner dig at blive udleveret; jeg skåner dig for at jeg skriver ordret, kronologisk og affektivt hvad du har gjort og hvilket menneske du er ? fordi; jeg er et bedre menneske end dig. Ja, det lyder ekstremt firkantet formuleret, men det er altså dét, jeg er nået frem til. Jeg kunne nemlig aldrig såre et menneske, på den måde som du sårede mig det meste af vores forhold igennem ? for ikke at snakke om bagefter, da puslespillet gik op.

Jeg skriver jo heller ikke, at du er et dårligt menneske. Jeg skriver bare at du ikke er et lige så godt et, som jeg er. Og ja, det lyder ekstremt selvglad fra min side af ? sådan skal det ikke forstås. Det handler ikke om at være bedst i al almindelighed, det handler om; forståelsen for almenmenneskelig respekt (især overfor de mennesker der er nærmest en), respektfuld-, omsorgsgivende-, empatisk-, solidarisk- og hensynstagende adfærd (især overfor de mennesker der er nærmest en) ? og andre småting i samme boldgade. I disse kategorier, som et velfungerede voksent menneske oftest bisidder, havde jeg den største forståelse og anvendelsesdygtighed ? mildt sagt. Med disse kategorier sat i fokus er jeg et bedre menneske end dig. Punktum.

Men det er ingen trøst for mig. Hvad skal jeg bruge det til?

Hurra (eller t-løk? som du koldt ville have sagt), jeg er et bedre menneske end dig ? hvad hjælper den følelse, hvis jeg ikke føler mig som mig selv, ikke ved hvem jeg selv helt er mere og værst af alt; jeg ikke er tilfreds med mit eget liv mere (eller igen)? Jeg gentager:

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG.

Heldigvis er jeg meget modstandsdygtig. Jeg skal nok klare mig og komme ovenpå igen ? jeg er godt på vej ? jeg har folk omkring mig som elsker mig<3. Jeg er bekymret for at du ikke kommer det. Jeg er KUN bekymret, ikke ked af det. Jeg har intet at være ked af. Du ligger virkelig i sengen, du selv har redt.

Jeg ryster stadig på hovedet og smiler ved tanken om alle de ting, som du har budt mig ? alle de ting som jeg har fundet mig i. Jeg smiler fordi det giver så meget mening nu. Ingen normale mennesker er jo sådan.

Jeg lod dig desværre gøre det, fordi jeg ikke vidste andet ? du var min første rigtige kæreste og jeg havde ingen referenceramme at sammenligne med, så jeg troede at det var normalt? Hahahha, nu griner jeg. Egentlig skylder jeg dig en kæmpe tak; en kæmpe tak for, du har givet mig nok ét at mit livs største lektier, nemlig; Hvis han lugter af lort, så er han en lort!

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG ? men jeg takker også. Livet handler for fanden da bare om oplevelser ? og du var en ekstrem dårlig én af dem. Hverken mere eller mindre. Bare det. Bare.

 ________________________________________________________________________________

Til den som læser dette og bliver arrig: Dette er også min historie og jeg fortæller den, hvis jeg har lyst ? og guess what; det havde jeg;) Hvis du synes det er at udlevere ham, der ikke er blevet nævnt, så pis af; han gjorde værre ting mod mig ? og han kendte til min blog og nogle af mine blogemner.

Til dig som læser dette og bliver bekymret: Jeg har det stort set fint. Hændelsen med HAM, lorten, skete i sammenhæng med en masse andet lort, hvorfor jeg nok lyder mere medtaget og påvirket end ellers forventet. 

En sidste bemærkning; jeg har villet skrive om dette i i hvert fald to måneder nu, og det er først nu jeg gør det. For jeg skulle gøre op med tanken om, jeg ville udlevere så meget af mig selv? Men altså. Jeg er jo ikke alene i denne båd ? flere end mig har lignende oplevelser, så jeg gjorde det. Bum!