Min voldtægtsmand er nu pædagog!!!

Det her indlæg skrev jeg samme aften, da jeg via. Facbook og min ekskærestes hang til at storke altogalle, hehe, fandt ud af at ham der seksuelt misbrugte mig da jeg var 8, er uddannet pædagog og tilmed arbejder i normalområdet. Jeg blev så pisse forarget, sur, vred og alle mulig andre følelser i den retning, at jeg så absolut slet ikke kunne lade være med at skrive om det. Det varikke kun på HAM og hans famile jeg blev sur – det var også ret meget på håbet på karma-princippet (håber I forstår. hvad jeg mener). 

Jeg kan fortælle jer, at der kommer flere indlæg om dette emne og i særdeleshed om mine senfølger deraf:( 

Da jeg var 8 år blev jeg voldtaget og seksuel misbrugt i en periode – ikke EN gang, men en periode (kan ikke huske præcist tid, da alle mine psykologer jeg har set op igennem årerne siger, at jeg har fortrængt det, da jeg var traumatiseret). Ham der gjorde det kendte jeg. Jeg troede vi var venner. Han var 13 år. 

Jeg har lige, via. de sociale medier, fundet ud af at han er pædagog nu. 

Jeg har været sur på denne dreng/mand i mange år. Jeg har grædt, været i diverse terapiforløb og senest måtte erkende, at hans gerninger mod mig nok forårsager mine fysiske skavankter her i mine voksne leveår. Altså ud over det med, at han har ødelagt store dele af mit liv. For eksempel har jeg altid haft ekstra svært med “det med fyrene” og sex. 

Denne dreng/mand er endda nok årsag bag, at jeg ikke selv kan føde de børn, jeg skal have på et tidspunkt. 

Jeg har længe tænkt på hævn. Jeg har aldrig fået gjort noget ved det dog. Jeg har været for sød af mig. Jeg har for cirka 6 år siden været på forsiden af Viborg Stifts Folkeblad – og med 2-3 siders interview inde i avisen, med min historie – dette gjorde jeg anonymt. Jeg har ikke ønsket at hænge nogen ud, for hvilken nytte ville det gøre? Jeg har dog altid haft lyst til at skrive et privat brev til HAM og HANS FAMILIE (som kiggede skævt på MIG dengang). Jeg gjorde det ikke. Jeg har været for sød og konfliktsky. 

Men, da jeg i aften læste, at han er pædagog – ligesom jeg selv er, tænkte jeg “fandme nej”. Min krop ryster og min mave vender sig, jeg mener; hvad fander sker der?! Han er ansat – uden at sige for meget, da jeg er bange for at det ko
mmer tilbage til mig – OG JEG SYNES, JEG HAR VÆRET IGENNEM RIGELIGT, – i almenområdet – ja iblandt børn. Jeg citerer lige mig selv; “hvad fanden sker der?!” 

Jo, det er ved at være mange år siden, mennesker ændrer sig og jada-jada, men PÆDAGOG! Hvor er rimeligheden. Det kan da godt være, at han er skide god, faglig, saglig, professionel og alt det dér – men har han IKKE fortjent at skulle indenfor netop det område, synes jeg. 

 Jeg har været ungdomskonsulent i 7 år, hvor jeg har snakket med unge om at være ung med fokus om sex, stoffer og alkohol – hvor jeg har brugt min historie, jeg undrer mig over, hvordan han bruger hans? For at være pædagog er altså meget personlighedspræget (jo, han kan have ændret sig i løbet af disse snart 20 år, men i øjnene af hans offer er det bare ikke okay, at han kan arbejde indenfor normalområdet!)

Jeg er ikke ovre hans voldtægt og seksuelle misbrug på mig, jeg tror aldrig jeg “kommer over det”. Det er blevet en klam del af mig. Alle har en historie og at have været voldtaget tre gange af HAM er en del af min. Men, jeg brækker mig ved tanken om, hvis han lever livet urørt af det dén dag i dag – både i hans personelle- og professionelle liv. 

Jeg ønsker ikke det store drama – ja, det er nok rimelig sent at skrive det nu – jeg ønsker bare at nogle tænker over det. Reflekterer lidt. Bare lidt. Jeg ønsker ikke medlidenhed. Jeg ønsker at karma bider ham så hårdt i bagenden, at det føles som om han føder de børn ud af den, som jeg nok skal have taget ved kejsersnit på grund af ham. Er det forkert af mig? Det synes jeg ikke. Ærlig talt. 

Dem der kender mig tæt ved, at jeg er fan af rationalitet og at tænke over tingene – gerne en gang for meget end en gang for lidt, men, haha, dette er skrevet i affekt – en furie af arrighed og frustration i højeste kaliber. Dem der har prøvet det samme som jeg, ved jeg forstår mig, andre gør nok ikke. Det er lige meget. Uanset hvad er det min historie. Jeg har ikke skrevet navn på HAM og hans familie (for de fortjener også en gang over karmaens knæ, trust me!), jeg forholder dem anonyme. For så sød er jeg.