Vor tids måde at menneske på

For cirka to uger siden så jeg en artikel på min facebooks væg fra metroxpress. Artiklen fortalte, at folk der poster træningsbilleder og træningsresultater har problemer. Uddybende var problemerne ét problem nemlig, at de mennesker som poster træningsbilleder- og resultater er narcissister. Artiklen, skrevet af Katrine Krøjby på baggrund af et studie, fortæller at denne narcissist poster sine træningsbilleder for, at øge dens motivation til træning og som kilde til at få opmærksomhed og anerkendelse. Hånden på hjertet, kære alle, så omhandler dette da ikke kun mennesker som træner. Der er en masse af os, som smider ting på facebook, instagram og lignende sociale medier hvor vi leder efter motivation, opmærksomhed og/eller anerkendelse.

Skam. Det handler om skam. Og hvor meget vi ikke skal skamme os over os selv.

Vi skal ikke skamme os over vi har behov for motivation, opmærksomhed og anerkendelse ? i sær ikke, når vores hverdag løber med 200 kilometer i timen! Vi skal nærmere arbejde på at imødekomme denne tendens, end at gøre nar af den, hvilket jeg synes artiklen gjorde. Vi skal anskue det, som Erving Goffmann gør, synes jeg. Goffmann siger nemlig, at uanset om mennesket fremfører sig frontstage eller backstage bærer det en maske ? ?facade masken? eller ?den autentiske maske? og tilsammen giver brugen af disse masker en helt tredje maske, nemlig; vores sande jeg. Ergo: Mennesket er hvem det er OG hvem det gerne vil være/se ud til at være.

Erving Goffmann var professor i socialantropologi og har lavet en teori om menneskets sociale ageren, som hedder; ?Facework?.  Goffman bruger f.eks. begrebet; frontstage som en metafor for dén facade mennesket, her; fremføreren, ?sætter op? på scenen i mødet med den anden, her; publikum. Ligeså benytter Goffmann sig også af begrebet; backstage. Backstage er (hvor) menneskets autentiske udgave af sig selv (er), hvilket ofte bliver fremført, hvor publikummet stammer fra primærgruppen såsom for eksempel familien. Backstage skal mennesket ikke leve op til nogle forventninger og udenomsfamiliære krav og behøver derfor ikke at fremføre en situeret teaterrolle.

Det handler om hvordan vi spejler os i- og af hinanden. Det skal vi ikke være bange for at gøre. Vi skal imødekomme det. Det er en del af os, det er en del af den tid, som vi lever i. Hvis jeg træner og poster et billede af det og mine resultater på facebook (hvilket jeg har gjort og kommer til igen), så gør jeg det fordi, det er en rejse i mit liv, som jeg er stolt af ? og som jeg gerne vil vise frem i en ?se mig, se mig ? tendens?, ligesom børnene gør. Jeg gør det ikke fordi, jeg tror jeg er bedre end dig, eller fordi jeg synes du er dårligere end mig, fordi du ikke gør det, hvilket et menneske med en narcissistisk personlighedstype nu nok ville have gjort det på baggrund af.

Vi lever i det senmoderne samfund, vi har travlt ? både i vores hverdag, men især også med hvad hinanden laver, hvad vi poster (og vælger ikke at poste) og så videre. Men stop dog med at gøre nar af tendensen! Vær klar over den, vær med på at du også er en del af den og du også er delagtiggjort i dens eksistens.

Alt det hele gør dig til dig og vores tids måde at menneske på.

DOG! Vi lever også i en tid, hvor vores samfund kaldes for et ?præstationssamfund? ? heri går tiden for hurtig, kan føles for kort, vi når ikke det vi vil og det vi vil bliver hele tiden mere og mere fordi, ?alle de andre gør det?. Ergo, brugen af sociale medier kan for eksempel også være negativt for os. Men bare fordi du kan se på facebook, at jeg har været nede og træne og fået nye personlige rekorder, behøves det ikke betyde, at du også skal ? og hvis du opfatter det sådan, har det så ikke mere med dig at gøre end med mig? Nuvel?

Vi bør dog nok være opmærksomme på måden hvorpå, vi hver i sær bidrager til den her tendens med, at vi ikke må sidde stille og at vejen til motivation, opmærksomhed og anerkendelse på de sociale medier hurtig kan virke negativ afsmittende på andre mennesker, da vi jo hele tiden er i skarp konkurrence om at være det bedste menneske! Det jeg mener er? I har hørt det før: Den enes glansbillede af et liv ført frontstage med facademasken, her de sociale medier, bliver den næstes kamp om af få. Vi vil have, hvad den anden har (eller det ligner, den har), græsset er grønnere på den anden side, og så videre?

Vi skal da huske på at det viste på frontstage kun er den halve sandhed og, forinden du og jeg rigtig kan blive set – og opnå oprigtig anerkendelse (forveksle det ikke med ros!), skal vi også ses backstage. Og som Goffmann er inde på, så er der tid og rum til begge dele, da mennesket netop har de forskellige scener og masker at benytte sig af. Vi skal forstå, at sociale medier er udenomsfamiliære, de erstatter ikke den motivation, opmærksomhed og anerkendelse som vores familie kan give os, selvfølgelig ikke, men at være narcissist, bare fordi vi forsøger at få udenomsfamiliær motivation, opmærksomhed og anerkendelse, via de sociale meder, er stigmatiserende, hvis man spørger mig. Den del af dig du viser frontstage suger den udenomsfamiliære motivation, opmærksomhed og anerkendelse til sig og noget af det, når hele vejen til den del af dig, som er backstage, altså; facademasken til den autentiske masker, som bliver til dit sande jeg. Vi har brug for begge dele, basta!

Om vi, mennesket anno 2016 (ikke kun dem, der træner), er blevet mere narcissistiske fordi vi bruger vores frontstage/sociale medier som vi gør, med ?se mig, se mig?- tendensen kan nok ikke helt forkastes. Jeg kan bare ikke lide ordet ?narcissistiske? om os, jeg vil hellere sige; vi er mennesker som lever i en travl hverdag, hvor vi vil ses og få respons på vores liv(svalg), hvortil sociale medier er en genial kanal dertil ? og jeg kan virkelig godt forstå det, kan du ikke?