Du og tiden hos din praktiserende læge

 

 

 

 

 

?Jeg ville også ønske, at jeg bare var en patient med influenza, som du hurtigt kunne fortælle mig om næsespray og hvile ? men det er jeg altså ikke!?

Sådan sagde jeg til min daværende læge, da han og jeg igen, under en 10 minutters konsultation, havde snakket om, hvorvidt jeg ikke kunne få længere konsultationer hos ham. Min læge sagde;
?Hvis jeg bruger mere tid på dig end de 10 minutter, så gør det, at jeg skal arbejde i min fritid og så får jeg ikke løn, og det gider jeg altså ikke.?

Det er altså ikke fordi jeg er en kold kælling i mangel på empati angående min læges arbejdsforhold, jeg kunne sagtens forstå hans argument, men nu er det bare sådan, at jeg rent faktisk – og af ham nogle måneder forinden – blev diagnosticeret som kompleks kronisk smertepatient med neuropatiske smerter (dysfunktionelt nervesystem).

Min nye diagnose gjorde, at jeg ofte gik til lægen. For der skulle findes den rette medicin, holdes øje med symptomer og bivirkninger og sådan. Og en konsultationstid på 10 minutter efterlod ikke megen ?snakketid? som var ? og til stadighed, er alfa omega for mig og mit psykiske velbefindende i al det her. Jeg manglede, at min læge havde tid til at snakke med mig, tid til at kunne svare på mine spørgsmål og dermed give mig forståelse og ro i tankerne. Så jeg gik tit fra min læge ked og frustreret, for jeg følte mig altid negligeret. Jeg følte mig tingsliggjort ? som en genstand på en fabriks rullebånd, som skal køre hurtigere og hurtigere ? jo flere patienter på båndet, på en time, jo flere penge i kassen!

Disse følelser resulterede i, at jeg konfronterede min læge med, at jeg ønskede mere konsultationstid, hvor han frustreret sagde ovenstående og ?det er ikke mig der har bestemt reglerne for konsultationer, hvis du gerne vil vide mere, så skal du snakke med Bent Hansen?.
Så det gjorde jeg.
Jeg indledte mit interview af Bent Hansen med at fortælle et resume af mine anamnese og min dertilhørende frustration. Jeg sagde; ?Jeg synes, det føles som om, at vi patienter er genstande på en fabriks rullebånd – og der skal vi jo ikke hen?. Hvortil Bent Hansen svarede ?Jo, men problemet er jo, at en hver læge er en selvstændig erhvervsdrivende? [Dette gælder også selvom den enkelte læge er en del af en praksis bestående af flere læger og andet personale, fortalte han].
Hvad det vil sige, at en læge er en selvstændig erhvervsdrivende versus tilknytning til regionen og sundhedsudvalget 8som Bent Hansen på det tidspunkt hvor interviewet fandt sted, var formand for),  uddybede Bent Hansen ved at sige; ?Vi indgår ikke en overenskomst med dem, men en kontrakt ? og hvordan han [den enkelte læge] tilrettelægger sin forretning, det blander vi [regionen, sundhedsudvalget] os ikke i. Vi blander os i at de patienter der er tilknyttet, de får den kvalitet de skal ha??.
Aha, så indtjeningen i lægens praksis består altså af honorar fra regionen og varer på fabriksbåndet – hov undskyld, jeg mener patientrelaterede opgaver. Herom sagde Bent Hansen: ?Der er sådan et fast honorar, som dækker sådan mellem 25 til 30 procent af indtjeningen, og så, godt 70 procent af deres indtjening er beløb per kontakt per aktivitet de [lægerne] udfører, for eksempel hvis de udskriver en recept, har en konsultation og så videre. Der er en stribe forskellige aktiviteter de kan lave. Sådan er de almene praktiserende læger og de er privatpraktiserende læger ? de er ikke ansatte, de har ikke fast løn.?

Jeg spurgte så Bent Hansen om, at det kunne være på grund af lav normering, altså for få læger til mange patienter, der gør at min læge blev frustreret, da jeg imødekom ham med min frustration om manglende konsultationstid, hvortil Bent Hansen sagde det samme igen, blot metaforisk; ?Jeg blander mig ikke i en tømmermesters arbejde, som jeg har bestilt til et projekt. Jeg blander mig ikke i, om tømmermesteren bruger 1 eller 5 svende, bruger 10 eller 40 timer – jeg har betalt en vis sum penge for, han skal levere lige nøjagtig dét han kan levere?.
?Hvordan lægen organiserer sig internt i sin klinik, det er ham som driftsleder og ejer af klinikken der bestemmer det. Vi har en kontrakt med PLO [Praktiserende lægers organisation], og når du er tilknyttet en praksis, så udløser du et beløb, selvom du aldrig kommer der. Lægerne får et fast beløb for at have dig uanset. Og så får han [lægen] selvfølgelig også et beløb, når han udfører en aktivitet ? og det er op til ham at uddelegere opgaver til sygeplejeske, bioanalytikere og så videre. Lægen har forskellige roller, som han skal udfylde. Han er læge, fagperson, leder og ejer. En læge er ikke ansat, en læge har direkte ansvar?.

Jeg spurgte da ind til, om det hele så handler om, at lægerne vil have flere penge, for eksempel igennem honorarer, så de ikke skal proppe deres dag med patienter og patientrelaterede aktiviteter – for at have råd til at have længere konsultationer per patient, hvortil Bent Hansen svarede; ?At lægerne gerne vil have flere penge, det er ikke noget nyt. Det ved jeg godt de vil. Og vi [regionen, sundhedsudvalget] er i forhandlinger med dem nu og forhandlingerne er faktisk lige brudt sammen, fordi vi ikke er enige om, hvor mange penge de ska? ha?.
?Enhver vil jo gerne have en større bid af kagen og alle ved at de offentlige finanser er under pres for øjeblikket, og lægerne presser på lige nu. Og i de forhandlinger, som vi forsøger at gøre med dem i tiden, er det som om de [lægerne] siger ?den bid af kagen, som er tilbage ? den vil vi have alt sammen –  sygeplejersker ? alle andre, skal ikke have noget!? Men hvis du ser på livslønnen for en læge, så er det lægen som har den langt langt største løn ? og i forvejen er det dem der får mest. Jeg synes det tilbud de har fået er rigtig rigtig godt ? men de vil så åbenbart have mere?.

En af Bent Hansens løsninger til lægerne og som kan konfigurere mere konsultationstid per patient er, at lægen skal blive bedre til at tage ejerskab, til at lede og dermed også sagt til at uddelegere opgaver til andet relevant sundhedspersonale ? for der vil altid ?være det der spil om økonomien?, som Bent Hansen formulerede det.

I interviewet uddybede Bent Hansen dramatisk ved at sige; ‘

?Hvis jeg skulle give de praktiserende læger de penge, som de gerne ville have, så skulle jeg gå op på sygehusets hjerteafdeling og tage pengene deroppefra. Og det er jeg bare nødt til at sige; det gør jeg ik?.?.

Bent Hansen pointerede, at der ikke er blevet krævet af de praktiserende læger at skulle yde 2 procent mere, som sygehuset er blevet påkrævet. Bent Hansen vedholder, at lægerne skal se på egen arbejdstilrettelæggelse, se på den måde de indretter deres klinik, kigge på arbejdsfordelingen faggrupperne imellem og så videre. Det tror Bent Hansen er ?vejen ud af det?.

Opsummerende kan siges, at al den økonomi-snak er grundlæggende årsagen bag, hvorfor lægerne har den lille rum konsultationstid til hver patient. Men! Jeg undrede mig fortsat over, hvordan lægerne ? eller hvem der nu tager sådanne beslutninger ? er kommet frem til, at en konsultation skal være lige præcis 10 minutter per patient. Hvilket jeg selvfølgelig spurgte ham om og han svarede; ?Men det er jo sådan noget gennemsnit. Altså nogle kommer ind og skal ha? øh, fornyet en recept til p-piller, øh, det er nu ikke sikkert det tager 10 minutter. Øh, og nogle kommer hvor man siger ?hold da op, du har godt nok fået en ordentlig én og du skal have renset det sår og vi skal have tilkaldt sygeplejersken og hun skal gøre noget, og så kommer du med ud og skal ind igen ? det er altså mere kompliceret. Det er sådan et gennemsnitstal. Det er til stort og småt ?. Det svar kunne han ikke spise mig af med? For, det er vel heller ikke alle patienter, som optager alle de 10 minutter? Hvad med nogle patienters ?restminutter?? Kan de ikke gå til de mere komplekse patienter? Kan der ikke være tider til den gennemsnitlige patient og tider til den komplicerede patient? Hertil svarede Bent Hansen; ?En erfaren læge og en erfaren sekretær kan jo godt, i den der tilrettelæggelse, sige ?nu kommer den der [patient], det ved vi godt, det er ind og ud igen, nu komme der en [patient] ? der vil nok gå et kvarter ? og så videre. Det finder man så ud af. ?.?

Afslutningsvis på interviewet imødekom jeg Bent Hansen med, at jeg syntes han ansvarsmæssigt distancerede sig fra, hvad jeg imødekom ham med. Han svarede til dette; ?Det vi [regionen, sundhedsudvalget] forsøger at gøre sammen med de praktiserende læger og deres samlede organisation er, at vi forsøger at inspirere til, i langt større omfang, at ha? andet personale inde, sådan man kan lave den der arbejdstilrettelæggelse, så man kan bruge de lægelige ressourcer rigtigt. Og det er fremtidens udfordring. Lægerne skal lære at være virksomhedsejere og ledere?.

Bent Hansen erkender, at de gennemsnitlige 10 minutter som der er afsat per patient pt, kan sættes sammen på en ny måde; ?Konsultationer på 8 minutter, konsultationer på 10 minutter og så videre, på baggrund af erkendelsen af, at der er nogen, der tager længere tid end andre?.
Dét vil jeg, som patient, se frem til kommer til at ske. Vil du ikke det?
Dét vil gøre, at jeg, som patient, vil føle mig anerkendt af lægen.

Noget helt andet er al den økonomi som Bent Hansen snakker om qua praktiserende lægepraksis. Selvfølgelig er der ?penge i? at være praktiserende læge og have en praksis. Samt ved alle vidst, at læger tjener godt ? men hallo, de sørger altså også for, at du og jeg er så sunde og raske, som vi kan være. En læge er der altid for os, det har de endda skrevet under på (lægeeden). Og pt bliver danskens helbred gennemsnitlig ringere og ringere, så vores læger får mere og mere at lave. Så jeg kan godt forstå min læges frustration nu. For det lyder da på Bent Hansen som om, at den praktiserende læge skal arbejdsbebyrdes noget mere end at ?få? penge, lig med hjælp fra regionen, sundhedsudvalget, ? eller er det bare mig, der tolker det sådan?
?Men hvis de praktiserende læger skal have penge, så slår vi alle nuværende patienter oppe på hjerteafdelingen ihjel?

Hvilket valg er det rigtige?