Modstand gør dig stærkere!

For hvad der føles som lidt lang tid siden, men faktisk kun er cirka en halvanden måneds tid siden, skrev jeg om, at vi skal huske at årstidens skiften bringer os hygge på en anden måde end sommeren gør. Jeg skrev indirekte om, at vi altid skal fokusere mere på det positive i livet end det negative – se lyset som noget der forstærkes af mørket.

Se lyset som noget der forstærkes af mørket. Dét får mig til at tænke på noget. Jeg ved ikke om du har hørt det før, men jeg har hørt det komme utallige gange fra de voksnes munde, da jeg var barn; ?Bare ignorer dem?. Dette var ofte løsningen. Jeg skulle ignorere dem der mobbede mig. Teorien bag dette var, at hvis idioterne blev ignoreret, så gad de ikke mere, for så blev det for kedeligt. Børn kan jo være ondskaben selv (eller kunne ? det er immervæk 20 år siden jo, host host) ? ?hvis hun ikke græder, løber, begynder at skrige (eller anden kraftig reaktion), så gider vi sku ik? mer?! De voksne havde fuldstændig ret, det virkede – nogle gange.

Når man bliver voksen er der situationer, hvor vi kan ignorere det ubehagelige, men ikke ret tit. På en eller anden måde er vi, eller føler vi os, forpligtiget til at gøre noget ved det. Om det er for os selv, for ven/inden, familiemedlemmet, kæresten/ægtefællen, barnet, kollegaen, etikken, moralen, fornuften, samvittigheden og/eller hjertet.  Vi er gode til at reflekterer over os selv og især min generation er opvokset med ? hvad mærker du i mavsen?, hvad siger din mave dig?, hvad er din mavefornemmelse?, hvad tænker du?? og andre lignende opkast-fremkaldende sætninger (eller er jeg den eneste der for opkastfornemmelse af, at tænke så meget over min mave og hvad den mon synes, jeg skal med mit liv?!)?. Okay, dramaturgien lidt til side nu. Jeg ved jo godt at ingen af os vender hovedet ned mod vores mave for, at høre hvad den svarer til vores eksistentielle spørgsmål, men at det handler om kroppens fornemmelse for det rigtige.

Som årene er gået har jeg taget de voksnes råd og vendt det på vrangen, så at sige. I stedet for at ignorere de dårlige episoder og oplevelser i mit liv og ladet mig forpeste af dem, har jeg bearbejdet dem, for at bygge mig selv op af dem. Jeg kigger tilbage på mine dårlige sider af min opvækst og tænker; ?Tak for lorten, modstanden og kampen? (læs: det handler om mere end blot mobberi). For jeg er af dén overbevisning at, det er bedst at have knubs på sin dannelsesrejse end fødes med en guldske i røven. Jeg tror faktisk skeen er meget mere ubehagelig i længden end knubsene er ? den må jo virkelig skave og gnave!

De voksne mente jo ikke dengang, at jeg skulle ignorere mine egne følelser og dermed en del af mig selv ? i hvert fald ikke til evig tid. De vidste nok ikke hvad de helt skulle stille op og håbede på at teorien ville virke, og jeg så ville blive udsat for færre indtryk ved, at forsøge at ignorere at nogle f.eks. kaldte mig grimme ting og hviske-tiskede omme bag min ryg. Men elefanten i rummet kan ikke ignoreres, så nogle indtryk kom indenfor i mig at bo. Indtil jeg håndterede dem, hvilket jeg har gjort løbende og er dermed kontinuerligt blevet mere og mere stolt af mig selv. Faktisk er mit motto nu: ?Modstand gør dig stærkere? og det tænker jeg på hvér gang jeg står over for en eller anden udfordring – og det hjælper mig virkelig. For når jeg står der, midt i suppedasen, og synes det er den største udfordring i mit liv, tænker jeg ?du kommer stærkere ud på den anden side, når det her er ovre, har du lært så meget?. Det er en egentlig en måde at møde sin livserfaring velkommen på – lidt før man har den? Det er sku da sejt!

Jeg er jo ikke en robot, jeg er menneske. Så nogle ting giver mig stadig knubs? Og jeg har opdaget at knubsenes størrelse er kontinuerlig med alderen så, når suppedasen er på sit maksimale kogepunkt og udfordringen umuligt kan blive større, påvirker det da også mig indvendig, men det er okay. Som jeg skrev i min sidste klumme; ?Det må gerne være hårdt, så længe det er godt? ? og jeg har tiltro til mig selv og min styrke på baggrund af alt det jeg har oplevet og overlevet.

Så, sig tak til den allertungeste bagage du har med dig, lad den ikke vælte dig omkuld, lad den definere dig. Vær stolt over det du kan. Vær stolt af dig. Hav tiltro til dig. Hele dig. For fanden!