Selvforkælelse, flugt og lyst-prioritering: Because you’re worth it!

Kan I huske mig? Kan jeg huske mig?

Kender du dét der med, at man bliver væk? Eller i hvert fald føler at man er væk?

Du kan ikke se det, imens du er det. Det er først, når du ikke er det mere ? at du kan se, at du har været det. Imens du er væk, har du dog en vag fornemmelse om din mangel på tilstedeværelse ? ja, du har måske endda en erkendelse af, at sådan er det bare. Sådan er det bare lige nu. Og det er okay. Det må det da være? For du har ikke gjort det bevidst jo, vel? Ikke at man ikke bevidst kan gemme sig ? for selvfølgelig kan man det ? og det gør vi også en gang imellem, du gør det, jeg gør det ? alle gør det. Vi gør det, når vi vil flygte ? så gemmer vi os. Men at gemme sig og at blive væk er ikke det samme.

Jeg har været væk. Jeg har været væk i nogle måneder. Det har været nødvendigt. Jeg har været nødt til at prioritere imellem mine vigtigheder, mine ansvar, nødvendigheder og ikke mindst mine lyster. Nu får jeg det til at lyde som om, at jeg bevidst har været væk, altså har gemt mig. Men denne forveksling skal ikke ske. For jeg har ikke gemt mig eller flygtet fra noget. Nej, jeg har været væk fra nogle ting, så jeg bedre kunne koncentrere mig om noget situeret presserende. Sådan er det jo bare en gang imellem, ikke sandt?

Jeg har før skrevet om prioritering ? og prioritering sammenkoblet med overlevelsesstrategi. Og denne kobling hænger jeg fast ved. Men min prioritering har været over så langt tid denne gang ? at jeg blev væk og faktisk til slut bevidst gemte mig, jeg flygtede. Jeg flygtede ikke med halen mellem benene, jeg flygtede efter kampens hede var overstået ? og det var tid til at få ny vind under vingerne.

Hvad forårsager din væk-hed og trangen til flugten? Spørger du nu.

Mit svar er; sikkert ikke mere, end hvad din hverdag byder dig hver dag i en længere periode?? I disse to måneder, har jeg koncentreret mig om den samme mundtlige eksamen på DPU (faget hed; Pædagogisk filosofi og idéhistorie). Denne eksamen har virkelig været hård for mig, min selvvirksomhed og ikke mindst troen på egne faglige relevante kundskaber. Oven i eksamensperioden har min krop været en gevaldig modstander; søvnløshed, bivirkninger fra medicin, som ledte til ingen medicin, som ledte til flere kronisk smertepatientsrelaterede symptomer, såsom stikken, prikkende, lyn og krampende lemmer – lig med neuropatiske smerter. Men, jeg lod ikke dem vinde ? jeg tog til eksamen ? og dumpede, læste en måned mere, sideløbende med semester 2, og bestod i anden omgang. Det var en sejr! Ved I hvad jeg så gjorde? Så kyssede jeg de to lorte-måneder farvel, takkede for kampen, pakkede min kuffert og tog til Marokko, Agadir, med en skøn veninde. Fordi jeg havd
e lyst. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg havde fortjent det! Og det er jeg ikke ked af at indrømme.

Ifølge mig skal vi kunne snakke med hinanden om, når noget er hårdt og vi skal indrømme at vi har gjo
rt os fortjent til ja, what ever? For mig er det at rejse, få en tatovering, købe noget jeg har udskudt længe, såsom f.eks en ny telefon og en ny seng ? og faktisk alle dele har jeg gjort i denne omgang. Fordi; jeg har fortjent det. Der er en make-up reklame der har det engelske amerikanske motto; ?Because you?re worth it? ? og det er et mega godt motto. Godt nok appellerer reklamen, i mine øre til, at hvis man ikke køber det respektive produkt reklamen har vist, betyder det indirekte, at man ikke er produktet værd ? og det er jo noget sludder. Jeg og du, er alle produkter i Matas værd ? hvilket vi sk
al huske os selv og hinanden på en gang imellem. Det er 2017, lig med – det er okay at give ?hvor er du sej-gaver? til sig selv – slut, prut, basta, bum!